- Jorden skælvede og tog livet af 300 lige midt i min baghave

TV 2's korrespondent Eva Ravnbøl fortæller her, hvordan hun oplevede det voldsomme jordskælv i Italien i august.

- Bare det var mig, der var død inde i mit elskede hus.

Sådan sagde Marco på 22 år til mig og pegede op på en stor bunke murbrokker, der lå på det sted, hvor familiens hus havde ligget i generationer.

Tvillingerne Marco og Gianluca var knuste over have mistet deres onkel og tante, der var blevet mast ihjel inde i huset under rystelserne. De to unge mænd gik rundt i den lille by Saletta og græd hjerteskærende. Det var næsten ikke til at bære at opleve den fortvivlelse.

Året der gik

I forbindelse med årets udgang har vi bedt TV 2's korrespondenter fortælle om de største begivenheder, som de har været med til at dække i 2016.

Den 24. august klokken lidt over tre om natten ramte et voldsomt jordskælv den lille, smukke bjerglandsby Amatrice og flere andre småbyer i det centrale Italien. Næsten 300 mennesker døde under de sammenstyrtede huse. Over 300 blev reddet ud af de cirka 6000 redningsfolk, der kæmpede mod tiden for at befri de indespærrede, der var begravet under murbrokkerne.

Jeg var på ferie i København, da det skete. Jeg blev vækket af en redaktør fra TV 2 News ved seks-tiden og nogle timer efter sad jeg sammen med tre kolleger fra TV 2 i et fly mod Rom.

16x9
Ødelæggelser i Saletta dagen efter jordskælvet. Foto: TV 2

I Rom havde mine børn og mine venner mærket skælvet tydeligt. Jeg var rystet, fordi det var sket så tæt på, hvor jeg bor, og fordi jeg kender det skønne bjergområde så godt. Mange romere og mange i min omgangskreds har rødder netop i og omkring Amatrice, som de tog op til i weekender og ferier. Denne naturkatastrofe var ikke som andre, for den havde ramt lige ned i min baghave. For sådan er det med ulykker og dårligt nyt. Jo tættere på det er, jo hårdere rammer det.

Det var et rædselsfuldt og dommedagsagtigt syn, der mødte os, da vi ankom til Amatrice. Byen lå i ruiner, og det lignede en sønderbombet by i en krigszone. Ligposer blev båret ud af redningsfolk for øjnene af os, og der blev arbejdet på højtryk for at redde overlevende, der var fanget under de styrtede bygninger.

16x9
Tvillingerne Marco og Gianluca, der mistede deres onkel og tante i jordskælvet. Foto: TV 2

Italienerne har et meget effektivt beredskab, når sådan nogle katastrofer indtræffer. Der kørte hundredevis af brandbiler og redningskøretøjer op mod de ramte bjergbyer, da vi nærmede os ved afkørslen fra motorvejen. Oppe i Amatrice og i de andre byer blev alt sat ind for at redde menneskeliv.

Jeg skulle rapportere om det til TV 2, og på et tidspunkt befandt jeg mig midt i en redningsoperation af seks nonner, hvis stemmer man kunne høre inde bag nogle kollapsede mure i et gammelt kloster. På et tidspunkt, mens jeg talte ind i kameraet, blev der råbt “silenzio” (stilhed), for ingen måtte forstyrre, mens de prøvede at kommunikere med de indespærrede. Det var en voldsom oplevelse. Vi skulle selvfølgelig være til stede og fortælle, hvad vi så, men det måtte for alt i verden ikke genere redningsarbejdet.

Jeg talte med mange af de utroligt brave reddere og brandmænd, som kæmpede uafbrudt i flere døgn for at få folk i sikkerhed. Midt i kaos, sorg og chok, oplevede jeg også meget solidaritet, medmenneskelighed og omsorg. Det var rørende at se så mange italienere strømme til for at hjælpe.

Lige da vi ankom til udkanten af Amatrice, så vi en gruppe mennesker stå med en masse vandflasker, tæpper, mad og fornødenheder, de havde taget med til de stakkels mænd, kvinder og børn, der pludselig stod uden hjem.

Jeg mødte et ægtepar i 60’erne der var kørt fra en by i Emilia-Romagna om morgenen, så snart de havde hørt om jordskælvet. De havde været fire timer undervejs og havde fyldt bilen med ting, de forestillede sig, der kunne blive brug for. Jeg mødte dem en time senere inde midt i Amatrice by for foden af et kæmpe bjerg af murbrokker med hver en skovl i hånden. De gravede, så sveden sprøjtede efter instrukser fra redningsfolk, der knoklede for at få folk levende ud.

16x9
Civile knokler med at rejse teltbyer. Foto: TV 2

Jeg var rørt over den generøsitet, den opofrelse og den godhed. Tusindvis af mennesker fra det civile beredskab afbrød deres sommerferie for at tage til katastrofeområdet og give en hånd med. Der blev opført teltbyer og kantiner og felthospitaler på rekordtid. Alle hjalp til.

Men ingen kunne trøste dem, der havde mistet deres kære. Mange børn fra Rom, der var på ferie hos deres bedsteforældre i bjergene, døde. Det var ubærligt. I de små byer var de fleste enten i familie med hinanden eller gode venner igennem generationer, så alle mistede nære slægtninge eller venner igennem et helt liv.

Tvillingerne Marco og Gianluca bor som så mange andre i Rom til hverdag, men har hele livet tilbragt de bedste stunder i Saletta (en del af Amatrice); i ferierne, weekenderne, til jul og andre højtider. Drengenes kærlighed til den lille idylliske by rørte mig dybt. De var selvfølgelig ulykkelige over at have mistet deres onkel og tante, men sorgen, over at deres lille by var styrtet sammen og deres barndom og lykke hvisket væk, stod malet i deres ansigter.

Alle deres jævnaldrende venner var der også, de var vokset op sammen i ferierne og græd allesammen. Marco viste mig billeder af ham selv, broderen og alle vennerne, lykkeligt smilende på en stentrappe ved indgangen til byen. Det var taget en uge før jordskælvet. De elskede at være sammen og nyde freden, skønheden, den rene bjergluft, de underskønne landskaber, den gode mad, de mange kortspil natten lang og de hyggelige stunder på barerne i Amatrice.

16x9
Marco og Gianluca og alle vennerne i Saletta, da alt stadig var idyl en uge før skælvet. Foto: TV 2

Mens Marco tørrede tårer væk fra sine kinder og pegede op det sted, hans hus havde ligget, fortalte han mig om sine yndlings øjeblikke.

- Om natten lå jeg altid og så på stjernerne og bjergtoppene. Jeg faldt tit i søvn oppe på terrassen. Om morgenen, når jeg stod op, havde jeg et ritual, som jeg har haft, lige fra jeg var lille. Jeg gik ned til byens lille fontæne midt på den centrale piazza og vaskede mit ansigt i vandet fra fontænen. Det kommer jeg aldrig til igen.