12 dræbt og 48 sårede efter julemarkedsangreb i Berlin

12 personer har mistet livet, og 48 sårede er bragt på hospitalet efter angreb på julemarked i Berlin.

Et julemarked i den tyske hovedstad, Berlin, endte mandag aften i kaos, efter at en lastbil kørte ind på markedspladsen og uden at sænke hastigheden ramte adskillige mennesker. 

12 har mistet livet og 48 mennesker er såret - heraf 30 alvorligt. Det oplyser politiet i Berlin på et pressemøde tirsdag eftermiddag. Motivet kendes ikke. 

Men Tysklands indenrigsminister frygter, at der er tale om en bevidst handling.

- Jeg ønsker endnu ikke at bruge ordet "angreb", selv om mange ting peger i den retning, siger indenrigsminister Thomas de Maizière til tv-stationen ARD.

Tyske medier oplyser, at sagen efterforskes som en "terrorhandling", og tysk politi oplyser tirsdag morgen, at deres foreløbige efterforskning tyder på, at der sandsynligvis er tale om et terrorangreb.

Kørte med 60-70 km i timen

Markedet var placeret på Breitscheidplatz foran Kejser Wilhems Mindekirke i det centrale Berlin. 

- Jeg hørte en høj lyd, og jeg gik ned mod julemarkedet og kunne se kaos... Mange tilskadekomne mennesker, sagde Jan Hollitzer, der er viceredaktør på Berliner Morgenpost, til CNN.

Politi og ambulancer var talrigt til stede efter angrebet på julemarkedet.
Politi og ambulancer var talrigt til stede efter angrebet på julemarkedet. Foto: JOHN MACDOUGALL / Scanpix Denmark

Et øjenvidne siger til CNN, at lastbilen kørte over et fortov med en hastighed på 60-70 kilometer i timen. Uden at sagtne farten fortsatte køretøjet mod en menneskemængde på julemarkedet, indtil det gik i stå.

Flere medier har berettet om mennesker, der blev kvast under lastbilen eller blev fanget og trukket med under køretøjet. 

Tirsdag morgen er det endnu uvist, hvem der førte lastbilen. 

Tysk politi har anholdt en mistænkt ved hjælp af et vidne, der i løb forfulgte den formodet gerningsmand i to timer, før politiet anholdte ham.

Her foregik angrebet

square to 16x9

Tysk statsanklager: Anholdt er næppe gerningsmanden

Den anholdte nægter sig skyldig, og på et pressemøde tirsdag eftermiddag siger den tyske statsanklager Holger Münch, at det næppe er den anholdte, der står bag angrebet.

- Vi må gå ud fra, at vi ikke har fat i den rigtige person. Men det er ikke helt sikkert. Vi mangler nogle resultater, siger Holger Münch,

Politiet har ikke oplyst noget om personens alder eller nationalitet. Men ifølge Die Welt er der tale om en mand fra Pakistan.

Der er godt to kilometers afstand fra gerningsstedet til stedet, hvor den formodet gerningsmand blev anholdt.
Der er godt to kilometers afstand fra gerningsstedet til stedet, hvor den formodet gerningsmand blev anholdt. Foto: TV 2

Havde ikke hørt fra sin chauffør

Lastbilen har polske nummerplader. Ejeren af vognmandsfirmaet oplyser til AFP, at han mandag begyndte at blive nervøs på vegne af chaufføren.

- Vi har ikke hørt fra ham siden i eftermiddags. Vi ved ikke, hvad der er sket med ham, sagde Ariel Zurawski.

Over for The Guardian udtrykte vognmanden frygt for, at lastbilen var blevet kapret.

- De må have gjort noget ved min chauffør, sagde han ifølge avisen.

I lastbilen blev der fundet en død mand. Ifølge politiet i Berlin er der tale om en polsk statsborger. 

Tirsdag morgen er det fortsat uvist, om der er tale om chaufføren. 

I et tweet fastslår politiet, at den afdøde ikke sad bag rattet, da tragedien indtraf. 

Ingen danskere såret

Ifølge Udenrigsministeriets Borgerservice er der fortsat ikke noget, det tyder på, at der er danskere iblandt de dræbte eller sårede ved det formodede angreb på et julemarked i Berlin.

Enkelte personer mangler dog at lade høre fra sig, siger chefen for Borgerservice, René Dinesen. Han opfordrer danskere i Berlin til at ringe hjem.

- Der er en del pårørende, der har ringet til os i løbet af aftenenen eller natten, fordi de har undret sig over, at de ikke har kunnet komme i kontakt med deres pårørende i Berlin. Men for langt de fleste er det lykkedes, siger han.

Fordømmelse fra Danmark

Danmarks udenrigsminister har, på både engelsk og dansk, fordømt angrebet i Berlin. 

Også Danmarks ambassadør i Tyskland Friis Arne Pedersen sender sine tanker til ofrene og de pårørende.

Se i videoen her under, hvor angrebet fandt sted: 

Julemarkedet ligger ved den berømte Gedächtniskirche