Kaos i Venezuelas økonomi: Præsident udsætter dødsstød til pengesedler

16x9
Her er sedlen, det drejer sig om - 100 bolivar-sedlen - som præsident Maduro i Venezuela nu har udskudt dødstødet på. Foto: FEDERICO PARRA / Scanpix Denmark

Præsident Maduro udskyder den ventede afskaffelse af Venezuelas inflationsramte pengesedler.

Venezuelas præsident, Nicolas Maduro, udskyder nu afskaffelsen af de største pengesedler i landet - 100 bolivar-sedlen.

Derudover vil præsidenten holde grænserne til Brasilien og Colombia lukket indtil 2. januar.

Det oplyser præsidenten lørdag ifølge nyhedsbureauet AFP.

Hamstres ud af Venezuela

Præsidenten, der er i strid modvind og upopulær i befolkningen i det kriseramte land, siger, at 100-bolivar-sedlen skal afskaffes, fordi "mafiaer" hamstrer dem ud af Venezuela i det, som Maduro kalder et amerikansk støttet forsøg på at destabilisere Venezuela.

100 bolivar-sedlen svarer til en værdi på lidt over en dansk krone og udgør 77 procent af alle kontanter i Venezuela.

Nicolas Maduro står i spidsen for en venezuelansk økonomi, der ligger i ruiner.

Krisen er så dyb, at landet er i stor mangel på mad, medicin og andre basale fornødenheder.

Lider af verdens højeste inflation

Venezuela lider i øjeblikket af verdens højeste inflation. Den Internationale Valutafond vurderer, at inflationen rammer 475 procent i år.

Regeringen har forsøgt at introducere nye pengesedler, der har en værdi på op til 200 gange mere end de oprindelige.

Planerne blev dog afsporet, da Maduro beordrede 100 bolivar-sedlen afskaffet, før de nye pengesedler var blevet indført.

Pensionister klager

 Den voldsomme inflation i landet betyder, at folk må bære rundt på store bundter med pengesedler for at betale for deres indkøb. 

Pensionister har i månedsvis klaget over, at deres pension bliver udbetalt i uhåndterlige småsedler. 

Maduros varslede dødsstød over hundredebolivarsedlen har resulteret i demonstrationer i landet, da mange dermed er blevet efterladt uden penge til at betale for mad og julegaver.