92-årige Mugabe er igen spidskandidat til præsidentpost

16x9
Robert Mugabe har allerede ledet Zimbabwe i 36 år. Foto: JEKESAI NJIKIZANA / Scanpix Denmark

Zimbabwes præsident får en hyldestsang med på vejen, da partiet kårer ham til kandidat ved valget i 2018.

Præsident Robert Mugabe vil efter alt at dømme igen være på stemmesedlen, når Zimbabwes vælgere efter planen skal pege på landets præsident i 2018.

Mugabe vil til den tid være 94 år gammel. Han er i dag som 92-årig Afrikas ældste leder.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters har regeringspartiet Zanu-PF lørdag bekræftet, at Robert Mugabe er partiets eneste kandidat ved præsidentvalget.

'Mugabe bør regere for evigt'

På partiets kongres sang medlemmerne med på sangen "Mugabe bør regere for evigt".

Præsident Mugabe har siddet ved magten siden 1980. Han har regeret landet, lige siden Zimbabwe fik selvstændighed fra Storbritannien.

Modstanden mod den 92-årige præsident har været stigende den seneste tid.

Arbejdsløshed og nedgang

Zimbabwe har oplevet en økonomisk nedtur, arbejdsløshed og udvandring under Mugabes årtier ved magten. Hans styre beskyldes også for valgsvindel.

I juli vendte en række af hans tætte støtter også ryggen til ham.

Alligevel har det altså ikke skræmt partiet fra igen at pege på Mugabe som spidskandidat.