Et minefelt af et topmøde

16x9
Der er mange vigtige emner at tage stilling til for Juncker og Co. ved det kommende EU-topmøde Foto: FREDERICK FLORIN / Scanpix Denmark

EU's ledere mødes torsdag for første gang siden Trump blev valgt som USA's næste præsident til et topmøde i et minefelt – og den danske sag om Europol

Topmødedagen begynder tidligt for den danske statsminister Lars Løkke Rasmussen, der allerede kl. 8.30 torsdag morgen mødes med EU's top – EU-Kommissionsformand Jean–Claude Juncker og præsidenten for Det Europæiske Råd Donald Tusk – manden, der koordinerer mellem medlemslandene og er mødeleder for topmøderne. En kort samtale er planlagt på toppen af Berlaymont-bygningen på 13. sal.

Løkke skal fortælle dem face-to-face, at han nu har et samlet folketing bag den rammeaftale, der er udarbejdet mellem Danmark og Kommissionen om en operationel særaftale med Europol. Men da proceduren er besværlig, har han brug for at de to høje herrer vil være ham og Danmark venligt stemt frem mod maj næste år. De øvrige medlemslandes justitsministre skal godkende aftalen, og Europa-Parlamentet skal høres ad to omgange.

Derfor mødes Lars Løkke Rasmussen også med Parlamentets snart afgående præsident Martin Schulz – måske i en kaffepause under topmødet, ligesom Løkke vil informere sine kolleger på stats- og regeringschefsniveau om Danmarks ønske om at få adgang til de vigtige databaser i Europol.

Dette er selvfølgelig vigtigt set med danske øjne, men der er næppe én journalist udenfor Danmark, der vil skrive en linje om Danmarks sag, og det hænger ikke mindst sammen med tyngden af problemer, der ellers er på dagsordenen. Og nu kommer vi frem til minefeltet – som en højtstående EU-kilde selv betegner topmødet.

”Det er som at betræde et minefelt at få alt til at gå rigtigt…”

Lad os nævne dem i flæng: Migration, Tyrkiet, Syrien, Rusland, Ukraine.

Migrationen er stadig med EU-kildens ord et åbent sår, der først er i gang med at blive helet. Det handler igen-igen om solidaritet eller manglen på samme. Hvem skal bære byrderne? Er det kun frontlinjestaterne – eller har resten af landene også et ansvar for at fordele mængden af mennesker, der søger mod EU, mellem sig? Og kan man i givet fald betale sig fra at modtage folk, enten med penge eller med ekstra mandskab til for eksempel grænsekontrol?

I forsøget på at finde brugbare løsninger har Unionen bevæget sig fra at vedtage en tvivlsom tvangsmæssig fordeling af flygtninge, trods modstand fra især Østeuropa, til at tale om ”frivillig solidaritet”, så ”fleksibel solidaritet”, derefter ”effektiv solidaritet” og nu endelig ”ansvar & solidaritet”.

Ingen har formået at definere, hvad der præcist ligger bag ordene – og en kilde med sans for det tragikomiske måtte da også her før topmødet sande, at dette nok ikke er den sidste definition. Derfor ønsker Tusk og hans folk heller ikke en stor og ømtålelig diskussion af temaet på topmødet. Det skulle gerne forblive som en ueksploderet mine.

Frygter kaos med Tyrkiet

Sådan er det også med temaet Tyrkiet, som i udkastet til topmøde-erklæringen blot er omtalt med 1½ linje, der understreger vigtigheden af, at migrationsaftalen mellem EU og Tyrkiet fortsætter. Ud fra betragtningen om, at skriver man mere, og endnu en gang kritiserer Tyrkiet for ”udrensningen” efter det fejlslagne kup i sommer og taler om nedfrysning af optagelsesforhandlingerne mellem EU og Tyrkiet, så er risikoen for kaos stor. Men det er endnu en mine, der kan betrædes.

Eksempelvis gik den østrigske udenrigsminister så sent som tirsdag aften på et møde i Bruxelles planken ud med følgende citat: ”EU bør som minimum fastfryse tiltrædelsesforhandlingerne,” og "det er forkert at fortsætte tiltrædelsesforhandlingerne som om intet negativt er hændt i Tyrkiet de sidste par måneder".

... og Ukraine og Rusland

Så er der Ukraine, som op til topmødet faktisk er et af de punkter, der har set mest eksplosivt ud. For den stort anlagte samarbejdsaftale mellem EU og Ukraine – om alt fra samhandel, økonomisk støtte til reformer med en enorm geopolitisk betydning overfor Rusland – venter stadig på en formel ratificering i Holland.

Og her har en EU-kritisk folkeafstemning smidt grus i maskineriet, så den hollandske premierminister Mark Rutte på topmødet skal have noget med hjem, der signalerer, at aftalen ikke er en automatisk vej til EU-medlemsskab. Hvilket den i forvejen IKKE er, men der skal retorik på, som kan dulme EU-kritikerne i Holland. Noget som lande som Polen, Litauen og Rumænien stejler overfor. De fleste regner med at det lander… men det er en mine i feltet.

Og så har vi Rusland, der mildt sagt ikke agerer, som EU havde håbet. Hverken i Syrien eller Ukraine – og nye sanktioner lurer. Italienerne har været meget kritiske overfor en fortsættelse af sanktionsregimet. Men italienerne har sandsynligvis rigeligt at foretage sig på hjemmefronten med en midlertidig regering og et valg forude, så forventningen er, at sanktionerne mod Rusland forlænges med yderligere et halvt år – og at det kan besluttes få dage efter topmødet. Men på sigt altså en mine.

EUs opgave eller Natos?

Succeskriteriet for topmødet synes generelt at være så lidt diskussion som muligt – undtagen om det store emne: EU’s forsvarspolitik. Kommissionen fremlagde for et par uger siden den største EU-plan på forsvarsområdet i mere end et årti med en fælles forsvarsfond og et årligt budget på 37 milliarder kroner.

På topmødet tager man blot hul på en stor og formentlig også intens diskussion om et muligt fælles forsvar i EU – hvor nogle lande, herunder Frankrig og Tyskland, gerne vil gå videre – mens andre i den grad mener, at det er en opgave for Nato. Der er lagt op til, at næste års topmøder også har dette tema på dagsordenen.

Det bliver et hæsblæsende topmøde, hvor alle disse emner skal diskuteres inden stats- og regeringscheferne kan få lov til at spise aftensmad.

Og så er der briterne

For inden middagen skal den britiske premierminister Theresa May sendes retur over kanalen, og så skal de 27 andre diskutere Brexit. Hvor lang og intens den diskussion bliver, ved ingen. Men i EU-parlamentet raser man allerede, fordi Kommissionen og Rådet (landene) ikke har tiltænkt Parlamentet nogen speciel stor rolle, når forhandlingerne går i gang.

Parlamentets leder Martin Schulz har som en afskedssalut (han stopper snart som præsident og drager til hjemlig tysk politik) sendt et vredt brev til Tusk. Men generelt er Brexit-hovedsætningen for EU, at ”der er ingen forhandlinger før en aktivering af skilsmisseknappen”.

Briterne vil meget gerne tyvstarte og tale bodeling og fremtidigt samarbejde, men indtil videre er det lykkedes for de 27 andre EU-lande at stå sammen om at være kølige og kostbare.

Kølighed er som bekendt ikke så eksplosivt, men heden skal nok indfinde sig, når vi nærmer os marts næste år, hvor May har lovet at aktivere artikel 50 (skilsmisseknappen). Herefter bliver Brexit et konstant minefelt.