Firma ville sælge legetøj til overpriser: Nu giver staten det i julegave til fattige børn

I Venezuela har myndighederne konfiskeret næsten fire millioner stykker legetøj, som nu skal gives til fattige børn.

Fredag gik myndighederne i Venezuela ind i en række lagerbygninger i nærheden af hovedstaden Caracas. Her beslaglagde de præcis 3.821.926 stykker legetøj fra firmaet Kreisel.

Årsagen var, at myndighederne mente, at firmaet igennem længere tid havde "hamstret" legetøj, som de ville sælge til overpriser. I nogle tilfælde var priserne ifølge myndighederne blevet hævet med 50.000 procent. Det skriver Bloomberg.

Venezuela har en enhed, der må regulere og diktere priserne i det socialistiske land. William Contreras, der er chef for enheden, trådte efter aktionen frem på et pressemøde. Her fortalte han, at regeringens borgernetværk, der normalt uddeler mad til fattige familier, nu vil give legetøjet væk til de samme familier.

Her ses William Contreras under fredagens aktion. Han er leder af den enhed, som regulerer priser i Venezuela.
Her ses William Contreras under fredagens aktion. Han er leder af den enhed, som regulerer priser i Venezuela. Foto: AVN / HANDOUT / Scanpix Denmark

- Julen er reddet for Venezuelas drenge og piger, og disse firmaer lærer nu, at de ikke kan lege med borgerne i Venezuelas rettigheder, lød det fra William Contreras ifølge Bloomberg.   

I forbindelse med fredagens aktion, hvor nationalgarden hjalp til, blev to af legetøjsfirmaets ledere anholdt. Det er ifølge Bloomberg ikke første gang, at regeringen i det inflations-plagede land dikterer prisnedsættelser op til jul. Så sent som i sidste uge krævede myndighederne, at tøjbutikkerne i hovedstaden Caracas satte priserne ned med 30 procent.

Nationalgarden i Venezuela deltog i fredagens aktion.
Nationalgarden i Venezuela deltog i fredagens aktion. Foto: FEDERICO PARRA / Scanpix Denmark

Det mest kendte eksempel er fra 2013 og kendt under navnet ”Dakazo”. Dengang beordrede regeringen, at flere firmaer - herunder elektronikkæden Daka - satte deres priser ned til et ”rimeligt” niveau. Den manøvre var populær hos nogle samfundsgrupper, og den var angiveligt medvirkende til, at det regerende socialistparti vandt magten i flere kommuner.

Herunder i videoen kan du se en del af det konfiskerede legetøj.

Myndighederne i Venezuela har beslaglagt legetøjet fra et firma, der ville sælge det til overpriser.