100-årig dansk designer er død: - Hans stole stod i Det Hvide Hus

16x9
Dansk-amerikanske Jens Risom blev 100 år. Foto: Privat

Møbeldesigneren Jens Risom er død. Han blev 100 år gammel.

Han er kendt for sine mange møbeldesign, men nu er designeren Jens Risom død i en alder af 100 år. 

Det skriver eb.dk.

Selv om Jens Risom blev født i Danmark, tilbragte han størstedelen af sin tid i USA.

I selskab med Eames, Wegner og Mogensen

Allerede i 1939 rejste han som 23-årig til Amerika. Forinden gik han dog på Kunsthåndværkerskolen sammen med blandt andet Hans J. Wegner og Børge Mogensen, skrev magasinet Bo Bedre i et portræt af Jens Risom, da han fyldte 100 i maj i år.

I løbet af sin mangeårige karriere blev Jens Risom - sammen med Charles Eames - fremhævet som en stjernedesigner i en artikel i Playboy-magasinet i 1961. En anden milepæl i den 70-år lange karriere blev nået, da præsident Lyndon B. Johnson valgte Risoms kontorstole til det ovale kontor i Det Hvide Hus.

På billedet nedenfor ses en rød udgave af Risoms kendte lounge-stol. 

The Vitra Design Museum has three Jens Risom objects in their design collection and used to produce Risom's classic...

Posted by Jens Risom on Tuesday, November 1, 2016

Glemte aldrig Danmark

Til Ekstra Bladet udtaler Jens Risoms gudbarn, Jens Risom, som er opkaldt efter sin gudfar og onkel, at designeren havde et stort hjerte, og aldrig glemte Danmark. 

- Han var også dansk gift og holdt kontakten til den danske del af familien. Vi var flere af sted til hans 100 års fødselsdag i maj. Han var frisk til det sidste og gik en daglig tur med sin stok lige indtil, han sagde, at nu var det nok og lagde sig for at dø, siger gudbarnet til avisen. 

Af priser modtog Jens Risom blandt andet en Design Award for livstid fra Brooklyn Museum i 1994.