75 år siden i dag: Flere end 1000 mennesker ligger stadig på havets bund

7. december 1941 er en dato USA aldrig glemmer. Det er en dato, der definerer et vendepunkt i verdenshistorien.

Tidligt om morgenen den 7. december 1941 åndede alt fred og idyl på Hawaii-øen Oahu.

Øen rummer en stor naturlig havn, der efter denne dag, skulle blive et navn, millioner af mennesker i verden har hørt om.

Perlehavnen - Pearl Harbor.

Heldigvis krængede han flyet så meget, at han skød henover mig.

Jim Downing, overlevende fra angrebet på Pearl Harbor.

Krigsskibe fra USA’s stillehavsflåde lå i havnen, flyene stod på landjorden på den tilhørende militærbase, antiluftskytskanonerne var ubemandede.

Og så kom angrebet fra japanerne, som endte med at tvinge USA med i 2. Verdenskrig.

2400 mennesker blev dræbt, flere end 1100 såret, 188 kampfly smadret, otte slagskibe svært beskadiget eller sænket. Derudover tre destroyere og en række mindre skibe.

Japanerne angreb med en stor styrke med hundredevis af fly og en større flåde af krigsskibe, og amerikanerne havde ikke set det komme.

Jim Downing oplevede angrebet på nærmeste hold.

Han beretter til AP, hvordan han skyndte sig hen til militærbasen fra sit hjem, efter han hørte eksplosioner, og undervejs blev angrebet af et japansk fly.

- Da piloten når den rette vinkel, krængede han flyet og åbnede ild mod mig. Heldigvis krængede han flyet så meget, at han skød henover mig, siger 103-årige Jim Downing.

Downing husker, at han tænkte, at den næste pilot måske ville være bedre til at ramme, og der var ingen steder at gemme sig.

- Jeg var bange, siger Jim Downing.

Den største isolerede katastrofe under angrebet skete på krigsskibet USS Arizona.

Et bombeangreb på skibet ramte ammunitionsdepotet og udløste en enorm eksplosion. 1177 mennesker mistede livet på skibet. 

Vi ofrede 1177 mænd på det skib. Jeg var en af de heldige, der reddede livet.

Donald Stratton, overlevende fra angrebet på Pearl Harbor

- Ildkuglen omsluttede os alle sammen. Vi var en flok, der fik fat i en sømand på et andet skib, og han kastede en line over til os. Vi bandt et tov fast og trak det over, og så gik vi i armgang over til fartøjet, 20-24 meter. Jeg ved ikke, hvordan jeg klarede det, men det gjorde jeg, siger Donald Stratton.

Donald Stratton er en af de overlevende efter angrebet på Pearl Harbor i 1941. Han var ombord på skibet USS Arizona.
Donald Stratton er en af de overlevende efter angrebet på Pearl Harbor i 1941. Han var ombord på skibet USS Arizona. Foto: Reuters

- Jeg var på hospitalet i et år. Jeg blev udskrevet og et år senere, meldte jeg mig til hæren igen, siger Donald Stratton.

Markering i Pearl Harbor

Donald Stratton og Jim Downing er begge blandt de veteraner fra angrebet, der i dag genbesøger Pearl Harbor til en mindeceremoni, der markerer 75-året for angrebet.

I dag huser Pearl Harbor foruden en aktiv militærbase, et museumskompleks, hvor gæster kan besøge de steder, hvor så mange mennesker mistede livet for ¾ århundrede siden.

USS Arizona Memorial i Pearl Harbor ligger på tværs af vraget af USS Arizona. Besøgende bliver sejlet derud på turbåde.
USS Arizona Memorial i Pearl Harbor ligger på tværs af vraget af USS Arizona. Besøgende bliver sejlet derud på turbåde. Foto: HO / Scanpix Denmark

Som en central del af komplekset ligger en separat mindesmærke for USS Arizona, der stadig ligger på bunden af havet i bugten.

De andre store krigsskibe, som blev angrebet og sænket under angrebet på Pearl Harbor, blev hævet, repareret og sendt i krig igen. Men ikke USS Arizona.

Skibet står på bunden, og kun kanontårnene rejser sig over vandoverfladen.

Af de 1177 ofre fra angrebet mod skibet, ligger 1102 stadig i skibet som en kiste på bunden af havet.

De rustne rester af kanontårnene fra USS Arizona stikker stadig op over overfladen i Pearl Harbor.
De rustne rester af kanontårnene fra USS Arizona stikker stadig op over overfladen i Pearl Harbor. Foto: Lars Hjort Kristensen / TV 2

Besøg fra Japan

Senere i år vil også den japanske premierminister, Shinzo Abe, besøge Hawaii. Det sker den 26. og 27. december.

- Jeg vil besøge Pearl Harbor sammen med Obama, siger den japanske regeringschef, som mandag holdt pressemøde.

Abes Hawaii-besøg er kommet i stand, efter Barack Obama i maj rejste til Hiroshima, hvor amerikanerne nedkastede verdens første atombombe ved afslutningen på verdenskrigen. Tre dage senere blev endnu en atombombe nedkastet over Nagasaki.