Kriminel gadedreng endte i Hollywood: - De kendte bør ikke udtale sig om politik

16x9
Skuespilleren Mark Wahlberg mener, at kendte skal tale langt mindre om politik. Foto: TIZIANA FABI / Scanpix Denmark

Han var gadedrengen, der fik succes som popsanger og siden som pumpet skuespiller med talent. Og du skal ikke forvente, at han udtaler sig om politik.

'Boogie Nights', 'Lone Survivor', 'The Departed' og 'Transformers 4' er nogle af de film, vi har set Mark Wahlberg i.

Den 45-årige skuespiller har et bredt repertoire, og er kendt for at være en venlig Hollywood-stjerne. Men hvis du tror, at han vil udtale sig om politik - især ovenpå præsidentvalget i USA - hvor adskillige stjerner åbenlyst støttede Hillary Clinton eller Donald Trump, så kan du godt tro om igen.

- Mange (kendte, red.) udtaler sig om politik, men burde ikke gøre det. Folk lytter alligevel ikke efter. De køber måske dit album eller ser din film, men du putter ikke mad på deres tallerken. Du betaler ikke deres regninger. Mange i Hollywood lever i en boble, og er ikke i kontakt med normale mennesker, som går på arbejde hver dag, siger Mark Wahlberg til Task and Purpose.

Han fremhæver, at han kommer fra "den virkelige verden", hvor han lærte at bevare sin jordforbindelse. 

- Jeg kan bevæge mig rundt i Hollywood og er taknemmelig for de muligheder, som det har givet mig. Men jeg forstår også, hvad det vil sige, ikke at have alt det, siger han videre. 

Mark Wahlberg er i øjeblikket i gang med at promovere sin nye film 'Patriot's Day' som omhandler terrorangrebet på Boston Marathon i 2013. 

Men på spørgsmålet om Donald Trumps plan om at forhindre muslimer indrejse i USA, bliver stjernen alligevel en smule politisk. 

- Jeg har mange muslimske venner, som er vidunderlige mennesker. Hans plan er absurd og uacceptabel i mine øre. Jeg mener, at mange gode mennesker er blevet behandlet dårligt i lang tid, og vi skal gøre noget ved det, siger han til Task and Purpose.

- Vi skal være bedre til at lære folk, at der findes andre virkelige trusler derude. Der er stor forskel på en muslim og en terrorist. Stor, stor forskel, slutter han. 

Mark Wahlberg havde en ungdom som småkriminel, hvor han solgte stoffer og begik røverier. Senere fik han succes som rapper med hang til skandaler. I dag er han respekteret Hollywood-skuespiller, og anerkendes som en af de få, der har lavet en succesfuld overgang fra musik til film.