Han forudsagde Ukraine-krisen og frygter nu tredje verdenskrig - er der grund til at være bange?

16x9
Styrker fra den selvudråbte 'Folkerepublikken Donetsk' i Ukraine. Foto: ALEXANDER ERMOCHENKO / Scanpix Denmark

Han forudsagde Ruslands annektering af Krim-halvøen. Nu forudsiger han tredje verdenskrig. Heldigvis tyder en del på, at han tager fejl.

Paul D. Miller er ikke hvem-som-helst. Han er tidligere stabsmedlem i Det Hvide Hus under både George W. Bush og Barack Obama; han er vicerektor for Center for National Security ved University of Texas, og så er han adjunkt i statskundskab og tidligere officer i USA’s efterretningstjeneste og veteran fra krigen i Afghanistan. Allerede i 2011 kom han med forudsigelser om krisen i Ukraine, som senere skulle vise sig at holde stik.

Putin er ikke drevet af kolde kalkulationer eller rationel selvinteresse, for det er der intet menneske der er.

Paul D. Miller

Frygter tredje verdenskrig

Paul D. Miller er bange for, at tredje verdenskrig venter rundt om hjørnet. I artiklen How World War III could begin in Latvia (Hvordan tredje verdenskrig kan begynde i Letland, red.) beskriver Miller et scenarie, hvor Rusland i et forsøg på at beskytte sine interesser invaderer Nato-landet Letland i smug, og dermed potentielt provokerer forsvarsalliancen til at svare igen.

Pro-russiske separatister forlader deres position under tilbagetrækningen fra landsbyen Petrovske, omkring 50 km fra Donetsk, den 3. oktober 2016.
Pro-russiske separatister forlader deres position under tilbagetrækningen fra landsbyen Petrovske, omkring 50 km fra Donetsk, den 3. oktober 2016. Foto: ALEKSEY FILIPPOV / Scanpix Denmark

Måske på grund af Millers baggrund, måske på grund af hans tidligere forudsigelser, eller måske på grund af indholdet i artiklen har Millers advarsel vakt opmærksomhed i flere medier. Blandt andet i The Sun og australske News.com.au. Og artiklen er også blevet delt flittigt på sociale medier.

Men er der grund til at blive bekymret? Det har vi forsøgt at finde ud af. I det følgende har vi derfor kigget på artiklens påstande og forudsigelser og forsøgt at vurdere, om de er troværdige eller ej.

Forudsigelser om Ukraine

Paul D. Miller indleder sin artikel med at fortælle, hvorfor læseren skal tro på ham: Han forudsagde krisen i Ukraine. Miller linker til en artikel, hvor han citerer sig selv for at have beskrevet den russiske invasion af Georgien i 2011 og udtalt, at verden kan vente en fortsættelse i Ukraine.

Læser man den oprindelige artikel fremgår det dog, at han skriver, at den nævnte fortsættelse også kan forekomme i de baltiske lande. Det er med andre ord ikke en særlig præcis forudsigelse. Og den står langt fra alene.

At Ukraine og især Krim-halvøen er et stridspunkt mellem Vesten og Rusland, er langt fra en ny udvikling. Så tidligt som 1993 - få år efter Sovjetunionens opløsning - fremsatte Daniel Yergin og Thane Gustafson en række scenarier for fremtidens Rusland i bogen Russia 2010 & What it means for the World. Et af disse scenarier gik ud på, at prorusserne i Krim ville forsøge at trække sig ud af Ukraine og dermed starte en nationalistisk bevægelse i Kiev, der ville føre til en russisk invasion af Krim.

Russisk kommunistiske tilhængere med portrætter af Sovjetunionens grundlægger, Vladimir Lenin, og tidligere leder Josef Stalin, under markeringen af  den 99. årsdag for den russiske revolution i Moskva den 7. november 2016.
Russisk kommunistiske tilhængere med portrætter af Sovjetunionens grundlægger, Vladimir Lenin, og tidligere leder Josef Stalin, under markeringen af den 99. årsdag for den russiske revolution i Moskva den 7. november 2016. Foto: VASILY MAXIMOV / Scanpix Denmark

Den nu afdøde forfatter Tom Clancy - der står bag en lang række bestsellere, hvoraf flere er filmatiseret – fik i 2013 udgivet bogen Command Authority. Plottet drejer sig blandt andet om, hvordan et nationalistisk og prorussisk oprør i Ukraine fører til en russisk invasion.

Kort sagt: Der var andre end Paul D. Miller, der havde forudsagt udviklingen i Ukraine – både langt før Miller og langt mere præcist.

Vi behøver med andre ord ikke vægte Millers forudsigelser så tungt, som man kunne frygte blot på grund af hans tidligere spådomme. Han har ikke en krystalkugle, der viser fremtiden præcist. Det betyder dog heller ikke, at hans forudsigelser er grebet ud af luften.

Ruslands interesser

Ifølge Miller begynder det med Rusland. Ikke et ondt og krigerisk Rusland, der vil besejre Vesten for egen vindings eller blodbadets skyld. Nej, det handler om at beskytte verden. Og det handler om at frelse den.

Helt præcist fremstiller Miller Rusland - med Putin og Putins inderkreds i spidsen - som en nation, der opfatter det som en nødvendighed at dominere sine nabolande.

Vladimir Putin er, som alle andre mennesker, drevet af sin egeninteresse, der er formet og defineret af dybere forudsætninger og overbevisninger - hvilket vil sige hans ideologi eller religion.

- Putin er ikke drevet af kolde kalkulationer eller rationel selvinteresse, for det er der intet menneske der er, skriver Paul D. Miller.

Ruslands præsident, Vladimir Putin.
Ruslands præsident, Vladimir Putin. Foto: POOL / Scanpix Denmark

Kreml lader til at være drevet af en besynderlig form for russisk nationalisme blandet med religion, skæbnetro og frelserkomplekser. I denne indre fortælling er Rusland den ortodokse kristendoms vogter med en mission om at beskytte russisk kultur og tro, skriver Miller.

Dermed bliver Vesten fjenden. Hvis Rusland handlede ud fra objektivt rationelle årsager, ville Nato og EU-udvidelse ikke blive opfattet som en trussel. Den vestlige liberale tilgang til andre lande er åben og inkluderende, hvilket ville forstærke Ruslands sikkerhed og velstand. Men for Putin er Vesten en trussel på grund af den samme liberalisme og globalisme, der truer de klassiske russiske værdier, mener Paul D. Miller.

At dette værdisæt spiller en rolle for Putin, er blevet understreget af den russiske præsident i løbet af de seneste år, hvor intolerance og konservatisme er blevet indført ved lov. Det skete for eksempel ved fængslingen af aktivisterne fra Pussy Riot og loven mod at udvise homoseksuelle tendenser offentligt. Samtidig er der blevet slået ned på medier og journalister, der ikke støtter op om styrets linje. Som her beskrevet i The Washington Post.

Russisk ekspansion

Russernes kald til at beskytte det, som Putin har kaldt en ”ortodoks moral”, stopper imidlertid ikke ved Ruslands grænser. Ifølge to tidligere rådgivere for Georgiens præsident sigter Vladimir Putin mod et rige, der kan måle sig med zarernes Rusland. Han gør ikke sit regnskab op i valgperioder, men i århundreder.

I en tale kort før annekteringen af Krim i marts 2014 kaldte Vladimir Putin den russiske nation for ”en af de største – hvis ikke den største etniske gruppe – der er opdelt af grænser.” En retorik, der giver mindelser om tredivernes Tyskland, hvor den tyske regering igen og igen forsikrede verdenssamfundet om, at den ikke havde flere territoriale krav, hvorefter den rykkede ind i endnu en selvstændig nation under påskud om at ville befri tyskere fra tyranni og indlemme dem i riget, så det tyske folk ikke var adskilt af grænser.

Et billboard viser formanden for udbryderregionen Sydossetien, Leonid Tibilov, under et møde med den russiske præsident Vladimir Putin.
Et billboard viser formanden for udbryderregionen Sydossetien, Leonid Tibilov, under et møde med den russiske præsident Vladimir Putin. Foto: KAZBEK BASAEV / Scanpix Denmark

Russisk ekspansion har allerede fundet sted i Georgien i 2008 og på Krim i 2014 på lignende vis: Lokale separatister er blevet støttet af Rusland, og ved nationens forsøg på at slå ned på disse oprør har Rusland øget opbakningen til dem. Enten ved en regulær militær tilstedeværelse som i Georgien eller ved en hemmelig brug af specialstyrker eller tropper uden tydelige tilhørsforhold til Rusland, som det var tilfældet med det nogle medier kaldte 'hemmelige soldater' i Ukraine. Tropper, som militærkendere var enige om, var russiske.

Spørgsmålet er, om den russiske ekspansion er slut nu?

Oprør i Baltikum

Ifølge Paul D. Miller er det næste naturlige skridt for Putin at se mod de tre baltiske lande, Estland, Letland og Litauen. Et langt farligere skridt end Georgien og Ukraine, fordi de alle tre er medlem af Nato. Og netop derfor vil et russisk indtog heller ikke denne gang ske ved en storstilet militæroperation.

Det handler om at udstille Vestens og Natos afmagt. Om at skabe en situation, der undergraver Natos troværdighed.

Henrik Breitenbauch

I stedet vil Putin antænde en tvetydig voldelig krise via stedfortrædere – måske i skikkelse af nogle af de letter eller estere, der er etniske russere, og som udgør en fjerdel af befolkningen i de to lande. Miller forventer, at Rusland vil støtte et oprør blandt etniske russere og dermed provokere myndighederne til at slå ned på dem. Derefter kan oprørerne bede om beskyttelse fra deres mægtige nabo. Som svar vil en mistænkeligt velbevæbnet og veltrænet bevægelse for frigørelsen af de russiske baltere dukke op og begynde at kæmpe mod styret. Nøjagtig som det er set i Ukraine, forudser Miller.

Nu skal Nato så forholde sig til, om Rusland er i krig med et Nato-land. Hvis alliancen konkluderer, at det er tilflædet, skal Nato-landene ifølge artikel fem i Nato-traktaten komme deres medlemsland til hjælp. I så fald er Nato i krig med Rusland.

Det handler om manøvrerum

Men hvorfor i alverden skulle Rusland indlede en tredje verdenskrig? Det kommer Paul D. Miller ikke med et entydigt svar på. Ikke ud over den tidligere nævnte kamp for russisk nationalisme og russiske værdier.

Men hvad betyder Estland eller Letland for den kamp?

Ikke særlig meget, lyder det fra leder for Center for Militære Studier Henrik Breitenbauch ved Københavns Universitet. At de baltiske lande bliver nævnt som et muligt næste trin for russiske interesserer, har nemlig meget lidt at gøre med territoriale interesser og langt mere at gøre med politiske.

Rusland er lykkedes med at skabe sådanne frosne konflikter i både Georgien og Ukraine.

Henrik Breitenbauch

- Det handler om at udstille Vestens og Natos afmagt. Om at skabe en situation, der undergraver Natos troværdighed, siger Henrik Breitenbauch og fortsætter:

- Rusland ønsker så stort manøvrerum som muligt. De ser sig selv som værende i bred konfrontation med Vesten og føler sig trådt for nær, og for at modvirke det forsøger de at undergrave den vestlige enighed. Og det kan Rusland gøre på rigtig mange forskellige måder. Det er forsimplet kun at se det som en militær konfrontation. Det er først og fremmest en politisk konfrontation.

Amerikanske faldskærmstropper fra 173. Airborne Brigade deltager i
Amerikanske faldskærmstropper fra 173. Airborne Brigade deltager i "Bayonet Strike" øvelsen i Adazi, Letland, September 12. 2016. Foto: INTS KALNINS / Scanpix Denmark

Russerne ønsker simpelthen at svække de vestlige magters muligheder for at samarbejde med stater, der ligger inden for den russiske interessesfære.

- Ved for eksempel at skabe indre stridigheder og konstruere en uafklaret situation, som det er set i Ukraine og Georgien, så mister disse lande muligheden for at blive normale stater i det europæiske system. Altså stater, som ikke har grænseproblemer, og som frit kan bestemme f.eks., hvem de er allieret med. Rusland er lykkedes med at skabe sådanne frosne konflikter i både Georgien og Ukraine, siger Breitenbauch.

Der er imidlertid godt nyt. For Rusland kan øge sit manøvrerum på mange andre og langt mindre risikable måder end ved at involvere sig i Baltikum.

Henrik Breitenbauch deler nemlig ikke Paul D. Millers vurdering af, at Putin er drevet af en ideologisk kamp for kristendom eller erobring af tabte russiske territorier.

- Putin og hans kreds er først og fremmest interesseret i egen overlevelse. Mønstret fra Krim til Syrien tyder mere på opportunisme end på, at der ligger en stor masterplan bag, siger Breitenbauch.

Trumps nye Nato

Spørgsmålet er så, om den opportunisme kan være motivationen nok for Putin til at prøve sit held af i Baltikum. Lige nu blæser der nemlig nye vinde over Nordatlanten.

Det har siden Nato’s indstiftelse i 1949 været en accepteret sandhed, at medlemslandene ville leve op til den forpligtelse, der står nedfældet i traktatens artikel fem: At et angreb mod en allieret bliver opfattet som et angreb mod alle.

Traktaten foreskriver imidlertid ikke, hvordan dette angreb skal besvares, blot at medlemslandene skal tage de konsekvenser, som de finder nødvendige. Principielt kan det dreje sig om alt fra totalkrig til diplomatiske forhandlinger. Ikke desto mindre har den såkaldte musketered været nok til at afskrække aggressioner mod Nato-lande lige så længe, som den har eksisteret.

Donald Trump har skabt stor usikkerhed i Nato efter sine udtalelser om, hvorvidt USA vil komme medlemslandende til militær undsætning.
Donald Trump har skabt stor usikkerhed i Nato efter sine udtalelser om, hvorvidt USA vil komme medlemslandende til militær undsætning. Foto: MANDEL NGAN / Scanpix Denmark

Under den amerikanske præsidentvalgkamp udtalte den kommende præsident Donald Trump imidlertid, at han ikke var sikker på, at USA ville komme sine allierede til undsætning. Adspurgt om USA, under hans ledelse, automatisk ville komme de baltiske lande til hjælp i en militær krisesituation - sådan som NATO-traktatens centrale artikel fem foreskriver - svarede Trump i juli i år:

- Hvis de opfylder deres forpligtelser overfor os, så er svaret ja, sagde Trump til New York Times.

Forpligtelserne, som Trump hentyder til, handler om, at Nato-lande er bundet til at bruge to procent af deres bruttonationalprodukt på forsvaret. En forpligtelse, kun fem af de 28 medlemslande opfylder. Et af dem er Estland. Letland derimod overholder ikke reglen.

Et optrappet Nato

Trumps udtalelser falder på et kritisk tidspunkt for Nato. Alliancen beskæftiger sig nemlig efter Krim-krisen for første gang i en årrække med en strategi, der minder om den, der blev ført under den kolde krig, uddyber Henrik Breitenbauch.

- Det handler om selvforsvar, det handler specifikt om de baltiske lande, og det handler om at skabe afskrækkelse. Altså at sørge for, at russerne ikke føler sig fristet til at gøre et eller andet i Baltikum, siger Henrik Breitenbauch.

Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, under en Nato-konference i Bruxelles 13. juli 2016.
Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, under en Nato-konference i Bruxelles 13. juli 2016. Foto: JOHN THYS / Scanpix Denmark

Helt konkret har Nato optrappet sin tilstedeværelse i Estland, Letland, Litauen og Polen med 1.000 mand i hvert land. Det antal tropper er i sig selv langt fra nok til at imødegå en russisk invasion, men deres tilstedeværelse betyder, at der er større risiko for at ramme Nato-styrker ved en aggression mod landet. Risikoen for at provokere hele Nato stiger med andre ord.

Og dermed er Nato allerede længere fremme i sine taktiske overvejelser end det scenarie, Paul D. Miller frygter, vurderer Henrik Breitenbauch:

- Det vil sige, at alle skaktrækkene er tre, fire træk længere fremme end den situation (som Miller beskriver, red.). Alting er allerede indrettet på det. Altså at forsøge at undgå, at russerne skulle være i en situation, hvor de føler, at de ville have noget at vinde ved at gøre det.

Konfrontation førte ikke til krig

Endelig har der faktisk været konfrontationer mellem et Nato-land og Rusland. For ganske nylig endda og med dødelig udgang. I november 2015 skød Nato-landet Tyrkiet således et russisk kampfly ned, der fløj nær ved grænsen mellem Syrien og Tyrkiet. Piloten døde, og Rusland havde alle kort på hånden for at eskalere konflikten, hvis det var det, de russiske ledere ønskede.

24. november 2015 skød tyrkisk militær et russisk Sukhoi Su-24 jagerfly ned tæt ved grænsen mellem Syrien og Tyrkiet.
24. november 2015 skød tyrkisk militær et russisk Sukhoi Su-24 jagerfly ned tæt ved grænsen mellem Syrien og Tyrkiet. Foto: STRINGER / Scanpix Denmark

Men det skete ikke. I stedet undskyldte tyrkerne, og i August 2016 trykkede den tyrkiske præsident Recep Tayyip Erdogan Vladimir Putin i hånden i Skt. Petersborg. Siden er forholdet mellem de to statsledere kun blevet varmere. Krisen blev med andre ord afværget, uden at Rusland gjorde mine til for alvor at optrappe den.