Trump om udskældt valgsystem: Jeg kunne have vundet endnu større

16x9
Donald Trump mener, at han samlet kunne have fået flest stemmer. Foto: SPENCER PLATT / Scanpix Denmark

Donald Trump er overbevist om, at han også havde taget sejren, hvis valget i stedet for valgmænd handlede om at få flere stemmer end konkurrenten.

Selvom Donald Trump for en uge siden vandt kampen om Det Hvide Hus, tyder meget på, at Hillary Clinton fik flest stemmer.

Optællingen er fortsat i gang i USA, men ifølge nyhedsmagasinet Time har Hillary Clinton nu fået over en million stemmer mere end sin modkandidat.

Ifølge Donald Trump er det dog kun på grund af helt bevidste fravalg fra hans side, at han er blevet slået på den konto.

- Hvis valget var baseret på det totale antal af stemmer til kandidaterne, så ville jeg have ført valgkamp i New York, Florida og Californien. Dermed ville jeg have vundet endnu større og lettere, skrev Donald Trump på Twitter tirsdag.

Valgmænd vigtigere end antal stemmer

Årsagen til, at Donald Trump kunne vinde valget, selvom Hillary Clinton har fået flest stemmer, skal findes i det amerikanske valgsystem.

Ved det amerikanske præsidentvalg er det ikke nødvendigvis den kandidat, der får flest stemmer, der vinder. Det handler om valgmænd, og her er der i alt 538 af slagsen at kæmpe om.

En katastrofe for demokratiet

Donald Trump kritiserede kort før valget, det valgsystem, der nu har bragt ham til magten.

Får en kandidat 270 valgmænd er sejren hjemme, men der er stor forskel på, hvor mange valgmænd, hver stat har. Det afhænger af befolkningens størrelse.

Med undtagelse af Nebraska og Maine gælder det for alle stater, at den, der får flest stemmer, vinder samtlige valgmænd. Og med ”winner takes it all”-princippet er det derfor muligt at få flest valgmænd, selvom en kandidat ikke nødvendigvis har fået flest stemmer samlet.

Det er netop, hvad der skete for Donald Trump, som vandt med 290 valgmænd mod Clintons 232.

Her er valget afgjort

Stort fokus på svingstaterne

I USA ligger sejren i mange stater fast på forhånd. Californien har eksempelvis været en demokratisk højborg de seneste mange år, ligesom Texas har været det samme for republikanerne.

Kampagnerne koncentrerer sig derfor ofte om svingstater, der skifter mellem at være demokratiske og republikanske. Og ifølge kritikkere betyder det, at mange stater slet ikke får besøg af præsidentkandidaterne.

Ohio, Pennsylvania, New Hampshire og Florida er blandt svingstaterne, og ved valget i sidste uge trak Donald Trump det længste strå i de fleste af dem. Han tabte dog typisk demokratiske stater som New York og Californien, men om han kunne have høstet flere stemmer her med en mere målrettet indsats, er ikke til at sige.

Trump har kaldt systemet en demokratisk skandale

I løbet af valgkampen har Donald Trump gentagene gange kritiseret det nuværende system med valgmænd for at være ”en demokratisk katastrofe” og for at være præget af svindel.

I et interview med CBS News søndag holdt Donald Trump - trods sin sejr - fast i, at der er problemer med systemet.

- Jeg ændrer ikke holdning, fordi jeg vandt. Men jeg vil hellere se et system med simple stemmer. Du ved, hvor du får 100 millioner stemmer, den anden får 90 millioner stemmer, og du vinder, sagde Donald Trump.

Tirsdag trak han dog lidt i land igen på sin Twitter-profil.

- Valgmandskollegiet (det nuværende system med valgmænd, red.) er faktisk genialt, fordi det bringer de mindre stater i spil. At føre kampagne er meget anderledes.

Hillary Clinton har samlet fået 62.403.469 stemmer mod Trumps 61.242.652, skriver nyhedsmagasinet Time. Det svarer til, at Clinton fik 47,8 procent af stemmerne, mens Trump fik 46,9 procent.

Resultatet i delstaten Michigan er fortsat uafklaret. 96 procent af stemmene er talt op, og Trump fører her med omkring 10.000 stemmer.

Det er femte gang, at en præsident er blevet valgt uden at have fået flest stemmer. Det skete senest i 2000, da demokraten Al Gore fik over 500.000 flere stemmer end republikaneren George W. Bush. Før det må der ses langt tilbage i tiden, til 1888, 1876 og 1824.