Donald Trump har talt i telefon med 29 udenlandske ledere

16x9
USA's kommende præsident Donald Trump. Foto: Scanpix

Blandt de udenlandske ledere, som den kommende præsident i USA har talt med, er den danske statsminister.

USA's kommende præsident, Donald Trump, og dennes vicepræsident, Mike Pence, har i løbet af den seneste uge talt med 29 udenlandske ledere. Det oplyser Trumps kontor i en erklæring onsdag.

Trumps team har offentliggjort listen over de stats- og regeringschefer, som den 70-årige Trump og 57-årige Pence har talt med siden præsidentvalget 8. november.

I forvejen var det kendt, at Trump havde talt med Kinas leder, Xi Jinping, og Ruslands præsident, Vladimir Putin.

Snak med Danmarks statsminister

Af listen fremgår det, at han også har talt med blandt andre den tyske forbundskansler, Angela Merkel, og Frankrigs præsident, François Hollande. De støttede begge Demokraternes Hillary Clinton under valgkampen.

Yderligere har Trump talt med blandt andre Storbritanniens premierminister, Theresa May, Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, Mexicos præsident, Enrique Pena Nieto, Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, og FN's generalsekretær, Ban Ki-moon.

Også den danske statsminister, Lars Løkke Rasmussen (V), har fået et opkald fra Donald Trump.

- Venlig og konstruktiv snak

Løkke talte således onsdag eftermiddag i telefon i cirka ti minutter med den kommende republikanske præsident. Det bekræfter Statsministeriet.

- Vi havde en venlig og konstruktiv snak, hvor jeg betonede, at Danmark er en nær allieret til USA og har været det gennem årtier. Vi står skulder ved skulder med vores amerikanske venner i kampen for en mere tryg verden, udtaler Lars Løkke Rasmussen i en kommentar.

- Endelig fortalte Donald Trump, at han via sine familierelationer har et utroligt positivt indtryk af Danmark som land og danskerne som folk, og at han gerne vil se mig i Washington D.C. ved passende lejlighed, tilføjer han.

Donald Trump indsættes som USA's 45. præsident 20. januar 2017, når han overtager embedet fra Barack Obama.