Årets engelske ord er fundet: Hygge var meget tæt på at vinde

16x9
Hygge var nomineret til årets engelske ord. Foto: Søren Bidstrup / Scanpix Denmark

Det danske ord hygge var med i opløbet om at blive årets engelske ord, men blev slået af et meget højaktuelt ord.

Den anerkendte ordbog Oxford Dictionaries har netop kåret årets engelske ord i 2016, og her var et klassisk dansk ord meget tæt på at løbe med æren.

Hygge var nemlig med i kapløbet til det sidste, men desværre for os her i Danmark vandt ordet post-truth (postfaktuelt, red.).

At det danske ord hygge overhovedet var nomineret kan forekomme en kende besynderligt. Men ifølge nomineringen fra Oxford Dictionaries har det danske ord i løbet af 2016 spredt sig til først Storbritannien og siden USA.

Oxford Dictionaries kalder hygge for et ”uoversætteligt” ord, som det engelske sprog ikke har en direkte pendant til. I stedet nævnes stearinlys, kaffekrus og kanelsnegle som eksempler på, hvad hygge kan være.

Brexit og Trump havde inflydelse på vinderen

Foruden hygge var ord som blandt andre brexiteer (en person, der stemte for brexit, red) og adulting (opføre sig på en måde, som forventes af ansvarsfulde voksne, red.) også nomineret, men det blev altså post-truth, der løb med sejren.

Ifølge Oxford Dictionaries blev post-truth formentlig brugt første gang i 1992, men i 2016 er brugen af ordet øget med 2000 procent sammenlignet med sidste år.

Det skyldes hovedsageligt Storbritanniens afstemning om EU samt det amerikanske præsidentvalg.

Ved begge valg har særligt dem, der tabte, hævdet, at vi lever i en tid, hvor fakta og rationelle argumenter ikke betyder noget, fordi vi lever i en postfaktuel verden, hvor sund fornuft ikke spiller en stor rolle.

- Drevet af den øgede brug af sociale medier som nyhedskilde og en voksende mistillid til fakta fremført af den politiske elite (establishment), har postfaktuel som begreb eksisteret i lingvistikken i noget tid, siger Casper Grathwohl, der er præsident for Oxford Dictionaries, til BBC.

- I betragtning af, at brugen af ordet ikke har vist tegn på at aftage, vil jeg ikke blive overrasket, hvis postfaktuel bliver et af de definerende ord for vores tid, tilføjer han.

I alt var 10 ord nomineret til titlen som årets ord. Du kan se dem alle her.