Trumps ekskone vil have del i magten: Gør mig til ambassadør i Tjekkiet

16x9
Ivana og Donald Trump i 1989. Foto: SWERZEY / Scanpix Denmark

Ivana Trump mener, at hun vil være den perfekte ambassadør til sit fødeland.

Mens verden spekulerer i, hvorvidt Donald Trumps tre ældste børn, Ivanka, Eric og Donald Jr. vil komme til at spille en rolle i hans kommende regering, har et andet tidligere familiemedlem meldt sig klar til at tjene den nyvalgte præsident.

Det er ingen anden end børnenes mor, Donald Trumps ekskone 67-årige Ivana Trump.

- Jeg foreslår, at jeg bliver ambassadør i Tjekkiet, siger hun til The New York Post.

- Det er der, jeg kommer fra, og det er mit sprog, og alle kender mig. Jeg er ret kendt over hele verden. Ikke kun i USA. Jeg har skrevet tre bøger, og de blev oversat til 25 sprog i 40 lande. Jeg er kendt under navnet Ivana. Jeg havde faktisk ikke brug for navnet Trump, lyder argumenterne fra den tjekkiskfødte kvinde. 

- Donald er som en god fransk vin

Ivana Trump voksede op som Ivana Zelníčková i det daværende Tjekkoslovakiet. Hun var gift med Donald Trump fra 1977 til 1992, hvor han forlod hende til fordel for den tidligere skønhedsdronning Marla Maples, med hvem han har datteren Tiffany.

Op gennem 1980'erne var Trump-parret ledende figurer i New Yorks selskabsliv, og de har siden bevaret et godt venskab. 

Derfor mener Ivana Trump nu, at hun kan komme med gode råd til sin eksmands nye job som USAs præsident.

Donald Trump med familien efter valgsejren. Enkelte af dem kan få roller i hans administration.
Donald Trump med familien efter valgsejren. Enkelte af dem kan få roller i hans administration. Foto: Getty / TV 2

Blandt andet argumenterer hun for, at han bør beholde sit eget fly, en Boeing 757, frem for at overtage det fly, som den amerikanske præsident sædvanligvis bruger, nemlig Air Force One.

- Donald er som en god fransk vin. Han kan ikke lide at flytte rundt og rejse. De sidste 18 måneder har han rejst mere, end han nogensinde kommer til i hele sit liv. Gudskelov for, at han har sit privatfly, men alligevel var det brutalt. Og det bliver jo ikke bedre, det bliver endnu værre i Det Hvide Hus, spår ekskonen.

Derfor håber Ivana Trump, at hendes eksmand fortsat kan slappe af og tilbringe ferier i hans sommerhus i Palm Beach, Florida, hvor hun forudser, han vil stresse af med at spille golf - måske med undtagelse af de første 100 dage, hvor han vil være fuldt optaget af at få USA på fode igen.

Ikke misundelig på den nye førstedame

Ivana Trump, som selv blev amerikansk statsborger i 1988, fortæller desuden,at hun støtter eksmandens politik - også når det kommer til immigrationsreglerne, som, hun mener, bør strammes.

Hvorvidt hendes tre børn får indflydelsesrige poster i Trumps kommende regering, ved Ivana Trump ikke. Til gengæld er hun sikker på, at Ivankas mand, Jared Kushner, vil få en fremtrædende rolle, fordi de to er blevet "meget tætte" under valgkampen.

Hun forsikrer også, at hun ikke er misundelig på, at det bliver Donald Trumps tredje kone, Melania Trump, som nu skal indtræde i rollen som førstedame. 

- Jeg misunder ikke Melania, for nu skal hun til at pakke sit tøj og alting, siger hun med henvisning til, at Melania Trump og den 10-årige søn Barron nu må flytte fra Trump Tower for i stedet at indtage Det Hvide Hus. 

Ivana Trump med datteren Ivanka i 2001.
Ivana Trump med datteren Ivanka i 2001. Foto: PASCAL DESCHAMPS / Scanpix Danmark