Hillary tabte - men hun fik faktisk flest stemmer

USA's særlige valgmandssystem betyder, at Donald Trump formentlig bliver præsident, selvom Hillary Clinton står til at få flest stemmer.

Donald Trump bliver efter alt at dømme USA's næste præsident, og det sker, selvom Hillary Clinton faktisk i skrivende stund står til at få flest stemmer.

Når det kan ske, er det fordi USA har et særligt valgmandssystem, hvor en kandidat vinder valgmænd. Den kandidat, der vinder en stat, får alle valgmænd.

De sidste stater mangler onsdag eftermiddag stadig at blive talt op, men Clinton kan med sine 218 valgmænd ikke nå at indhente Trumps 289.

Sket fire gange før

Det er skete fire gange før i USA, at en præsidentkandidat får flest stemmer, men alligevel taber valget og kampen om præsidentembedet.

Senest skete det for Al Gore i 2000. Han fik en halv million flere stemmer end George W. Bush, men måtte efter flere fintællinger i Florida erkende sit nederlag. Bush fik nemlig én valgmand mere end ham.

Dem skal man have mindst 270 for at blive præsident i USA. Hver stat råder over en række valgmænd, der i store træk er fordelt efter statens størrelse.

Borgerne vælger ikke præsidenten

Kombinerer man det med vinderen tager alt-princippet, som alle staterne undtagen Maine og Nebraska benytter sig af, så kan det give besynderlige situationer som i 2000, hvor præsidenten ikke har flest stemmer bag sig.

Der er nemlig ikke forskel på, om man vinder Californien med én eller en million stemmer. Uanset hvad får man alle statens 55 valgmænd. Det er nemlig staterne, der vælger præsidenten. Ikke borgerne.

Det betyder i yderste konsekvens, at man kan blive præsident ved at vinde de 11 største stater med en enkelt stemme i hver stat og tabe resten af staterne stort.