- Bliver der revolution i USA, hvis Trump taber valget?

Dette er den syvende præsidentvalgkamp, Poul Erik Skammelsen dækker. Men ingen af de andre har været som denne.

Hvad sker der, hvis Donald Trump taber præsidentvalget på onsdag? Bliver der så revolution i USA? Jeg ved, at det lyder som en joke, men det er faktisk noget, der tales helt alvorligt om derovre lige nu.

Kentuckys republikanske guvernør, Matt Bevin, har insinueret, at det kan ende i blodsudgydelser, hvis Clinton vinder. Ved et arrangement i Washington i september, blev han spurgt, om USA ville kunne genrejse sig, hvis Hillary Clinton blev præsident.

- Jeg tror, at det er muligt, men til hvilken pris? Frihedens træs rødder er vandet med hvad? Tyrannernes blod, men hvem ellers? Også patrioternes, sagde han med reference til det kendte citat fra den tidligere præsident Thomas Jefferson om, at frihedens træ fra tid til anden skal gødes med tyranner og patrioters blod.

Donald Trump er blevet kritiseret hårdt at både demokrater og republikanere for ikke klokkeklart at slå fast, at han vil følge de uskrevne, demokratiske spilleregler om, at taberen roligt accepterer sit nederlag ved stemmeurnerne.

- Det er fuldstændig uhørt og kan potentielt ende i en forfatningskrise, hvis man tænker tanken helt til ende, siger TV 2's Poul Erik Skammelsen, der er vært på 22Skammelsen og tidligere korrespondent i USA.

- Princippet om fredelig overdragelse af magt efter et valg er nemlig en af grundstenene i de fleste vestlige demokratier. Det sikrer den politiske leders legitimitet, tilføjer han.

Direkte adspurgt, om Donald Trump ville efterleve det princip, svarede han undvigende.

- Jeg fortæller jer det til den tid. Jeg vil holde jer hen i spænding, sagde han i den sidste af de tre direkte tv-dueller.

Trump og Clinton mødes i den tredje og sidste direkte debat inden valget.

Anklager om valgsvindel

Han har flere gange kaldt systemet for ”rigged” – at det kun kan være på grund af valgsvindel, hvis han taber. Men kan det nu passe?

Ifølge valgekspert og professor Justin Levitt fra Loyola Law School i Los Angeles er der intet bevis for systematisk valgsvindel de seneste 14 år. Ud af den seneste 1 milliard stemmer, der er afgivet ved nationale valg i USA, er der kun dokumenteret 32 eksempler på fup i stemmeboksen.

Ved det her valg har én vælger snydt. Hun stemte to gange … på Donald Trump. Alligevel turnerer han med mantraet ”the system is rigged”. Millioner af amerikanere er enige med ham og mener, at Hillary Clinton er korrupt og skal i fængsel.

Donald Trump og Hillary Clinton mødes i den anden direkte tv-duel.

- Hvis hun vinder, håber jeg, at vi kan starte et kup. Hun burde være i fængsel eller skudt, sagde 50-årige Dan Bowman til Boston Globe foran et af Trumps velbesøgte vælgermøder.

- Vi laver en revolution og trækker dem ud af deres kontorer, hvis det er det, der skal til. Der vil blive udgydt meget blod. Men det er, hvad der kræves.

51-årige Nancy Fraize fra New Hampshire gentager truslen om at tage regeringsmagten tilbage, hvis Clinton vinder:

- Jeg tror personligt, at vi alle sammen dukker op på plænen foran Det Hvide Hus. Med våben, siger hun til Associated Press.

Bemærkninger som disse har givet mange nervøse trækninger. Blandt andet hos Micha Zenko fra Center for Foreign Relations.

- Jeg havde aldrig troet, at jeg ville være nødt til at håbe på en fredelig overdragelse af magten i USA, skriver han på Twitter.

Man skal ifølge Poul Erik Skammelsen huske, at USA er født ud af en revolution og faktisk har indskrevet borgernes ret til at vælte regeringen i grundloven.

Derfor kan det vække bekymring, når Trump insinuerer, at våbenglade amerikanere kan være nødt til at tage sagen i egen hånd, hvis Clinton vinder. Døm selv her:

Trumps kontroversielle opfordring til sine tilhængere.

Vi ved ikke om hans mest ekstreme støtter mener det, når de taler om at bruge vold, men det står ifølge Skammelsen klart, at Donald Trump har vækket nogle meget vrede og meget stærke følelser i den amerikanske befolkning.

- Det her er det syvende præsidentvalg, jeg dækker som journalist, og jeg har aldrig hørt så alvorlige trusler før, siger Poul Erik Skammelsen og tilføjer:

- Men hvem ved…? Måske er det bare en del af showet?