Piratpartiet står til kæmpesejr i Island

Parlamentssammensætningen i Island står til store forandringer, når befolkningen i dag går til valgurnerne.

Når islændingene i dag skal stemme til parlamentsvalget, tyder meget på, at der bliver vendt op og ned på det politiske landskab i det vindblæste land.

For flere meningsmålinger viser, at valgets helt store vinder bliver det relativt nye parti Piratpartiet, der blev stiftet for fire år siden i et forsøg på at gøre op med den politiske elite i landet.

Ifølge meningsmålinger kan Piratpartiet - der har en tidligere Wikileaks-aktivist som medstifter - gå hen og blive Islands største parti. Piratpartiet på den nordatlantiske vulkanø står til at få omkring hver femte stemme ved valget til parlamentet, Altinget.

Avisen Visir og tv-kanalen Stod 2 præsenterede torsdag en måling, der viste en opbakning på 37 procent til partierne i regeringen. De fire partier i oppositionen stod i målingen til 47 procent.

Birgitta Jonsdottir, Asta Helgidottir og Helgi Gunnarsson. De tre parlamentsmedlemmer fra Piratpartiet i det islandske Alting.
Birgitta Jonsdottir, Asta Helgidottir og Helgi Gunnarsson. De tre parlamentsmedlemmer fra Piratpartiet i det islandske Alting. Foto: Birgir Þór Harðarson / Piratar.is

Partiet, der på islandsk hedder Píratar, er en udløber af det svenske piratparti, der blev stiftet i Sverige i 2006. Siden er bevægelsen spredt til flere end 60 lande, skriver piratpartiet på sin hjemmeside.

Og ifølge den islandske medstifter er der flere forklaringer på populariteten i Island.

- Jeg tror ikke, der er en enkelt forklaring på vores popularitet. Folk er åbenlyst trætte af at blive lovet guld og grønne skove før et valg for så at se de politiske partier forhandle internt og løbe fra løfterne efter valget, har Birgitta Jonsdottir tidligere på året sagt til Bloomberg Business.

Medlemmerne i Piratpartiet går ind for gennemsigtighed i politik, privatliv og en reform af ophavsrettigheder, og de arbejder også for en 35-timers arbejdsuge og mere lempelig narkotikalovgivning.

Samtidig taler partiet for at tilbyde whistlebloweren Edward Snowden asyl i Island.

Politikerne i det unge parti har også budt ny teknologi velkommen i kampen for at genopfinde demokratiet.

Blandt andet forsøgte de tidligere på året at få flere unge til at stemme ved at arbejde på at overtale firmaet bag Pokémon Go i Island til at gøre valgsteder til såkaldte Pokéstops. Det skulle lokke de unge hen til stemmeboksen.

Den officielle valgperiode i Island udløber først om et halvt år, men politisk uro har fået statsminister Sigurdur Ingi Johannsson fra Fremskridtspartiet til at give vælgerne et tidligt valg.

Det islandske piratpartis plakat, som lægger op til frihedskamp med piratbrøl.
Det islandske piratpartis plakat, som lægger op til frihedskamp med piratbrøl. Foto: Piratar.is / piratar.is

Uroen opstod, da den daværende statsminister, Sigmundur David Gunnlaugsson, blev nævnt i de såkaldte Panama-papirer, der blandt andet drejede sig om penge i skattely.

Det fik titusindvis af islændinge til at demonstrere foran Altinget i Reykjavik i protest over hans indblanding sagen.

Netop lækket fra Panama fik Piratpartiet til at storme frem i meningsmålingerne.

Ved det seneste valg i 2013 fik Piratpartiet 5,1 procent af stemmerne og tre pladser i parlamentet. I slutningen af juni stod partiet til at få 28,3 procents opbakning og blive Islands største parti.