Obama læser onde tweets op om sig selv - og har en særlig hilsen til Trump

Præsident Obama er usædvanligt aktiv i valgkampen om, hvem der skal efterfølge ham i Det Hvide Hus.

Mandag besøgte Barack Obama den amerikanske talkshowsvært Jimmy Kimmel. Her underholdt præsidenten med at læse fornærmende beskeder fra Twitter op på tv.

Et af tweetene, han læste op, var skrevet af den republikanske præsidentkandidat, Donald Trump.

- Præsident Obama vil gå over i historien som USA’s værste præsident nogensinde! læste Obama op, men svarede så selv på Trumps tweet:

- I det mindste går jeg over i historien som præsident … sagde Obama og droppede mikrofonen på gulvet.

Tweeter ikke klokken tre om natten

Og det var ikke Barack Obamas eneste stikpille til Donald Trump under talkshowet.

- En ting, jeg ikke gør, er at tweete klokken tre om natten om folk, der har fornærmet mig, sagde han blandt andet med henvisning til en af Trumps kendte vaner under valgkampen.

Barack Obama har for en afgåendende præsident været usædvanlig aktiv i valgkampen. Da hans egen forgænger, George W. Bush, afsluttede sin periode i 2008, gav han sin støtte til John McCain, men sagde, at valget ikke var hans kamp.

- De skal jo ikke stemme på mig. Jeg har haft min tid i Det Ovale Kontor, sagde George Bush.

Steinmetz: De har én ambition 

Det er ikke kun Barack Obama, der har været aktiv i kampen for at få Clinton valgt, førstedamen Michelle Obama har også været flittig. Og det gør ondt på Donald Trumps i forvejen begrænsede vinderchancer.

- Dels fordi hun er hævet over de daglige politiske trækasserier, dels fordi hun som kvinde med stor vægt kan overbevise kvindelige vælgere om, at de skal holde sig fra Trump, vurderer TV 2’s USA-korrespondent Jesper Steinmetz.

Ifølge ham er der én god grund til, at Obamaerne er så aktive i denne valgkamp.

- De har én ambition. Det er at sikre, at de resultater og reformer, der er blevet gennemført med Obama de sidste snart otte år i Det Hvide Hus, ikke bliver hældt ud med badevandet. Og det risikerer de at blive, hvis Trump bliver valgt som præsident, siger Jesper Steinmetz.

Se det fulde klip her: