Verdens største sejlskib skal forbi Danmark - men er udfordret af højde og vægt

Det kan blive en udfordring at få sejlet verdens største sejlskib, som er bygget i Nordtyskland, ud på verdens have, skriver medier.

Med master på 90 meter, en stor swimmingpool, otte etager og en længde på 144 meter er verdens største sejlskib, Sailing Yacht A, klar til at brillere på verdens oceaner. 

Men yachten, der ejes af den russiske rigmand Andrej Igorevitj Melnitjenko, står over for flere udfordringen på turen væk fra havet ved Kiel i det nordlige Tyskland, hvor sejlskibet er bygget. Det skriver Jyllands-Posten ifølge The Times. 

Den høje mast kan nemlig ikke sejle under hverken Storebælts- eller Øresundsbroen, og derfor er sejlskibet sandsynligvis nødt til at benytte en alternativ sejlrute ud af det tyske farvand ved Kiel og væk fra Danmark.

For tung og høj

Ruten kan ifølge avisen blive via Drogden-renden, som er farvandet mellem Saltholm og Amager, og her kan skibet støde på endnu en udfordring. Den 14 kilometer lange rende ligger øst for sydspidsen af Amager og er mindst otte meter dyb - præcis samme dybde som kølen på den store yatch.

Her afsløres 'Sailing Yacht A', som menes at have kostet i omegnen af 300 millioner dollars - næsten to milliarder kroner.
Her afsløres 'Sailing Yacht A', som menes at have kostet i omegnen af 300 millioner dollars - næsten to milliarder kroner. Foto: Foto: Scanpix

Derfor skal både tanke og swimmingpoolen formentligt tømmes, for at skibet ikke bliver for tungt til at sejle gennem renden, skriver JP. Dertil kommer, at Kastrup Lufthavn ligger ved Drogden-renden, og at de høje master ifølge avisen kan genere lavt-flyvende fly.

Bekymringen er dog ikke stor hos Kastrup Lufthavn. 

Ingen ændringer i flytrafikken

- Det er ikke unormalt, at skibe, der er over 50 meter, passerer gennem renden. Vi får en melding en halv time før, og det medfører ikke ændringer i flytrafikken, for så tager man nogle andre baner i brug, som ikke går ud over renden, oplyser pressevagten hos lufthavnen til TV 2. 

Andrej Igorevitj Melnitjenkos nye yacht er omkring 300 millioner dollars værd - det svarer til næsten to milliarder kroner.

Sejlskibet er udstyret med bombesikkert glas, helikopterlandingsplads, otte etager med teaktræsgulve og et observatorium af glas under havets overflade. 

Se video af 'Sailing Yacht A' øverst i artiklen.