Franziska blev kvalt og opbevaret i en tønde - men gerningsmanden kan ikke straffes

16x9
Franziska Sander blev kvalt af sin mand - men der gik for lang tid, før hendes lig blev fundet. Foto: Polizei Hannover

En tysk mand har indrømmet, at han har dræbt sin kone. Liget er fundet i en metaltønde.

10. februar 1992 forsvandt den dengang 26-årige Franziska Sander. Nu er hun fundet igen - i en metaltønde i hendes mands hjem.

Det var først i 2013, at kvindens familie kontaktede politiet i sagen, som mere end 20 år efter kvindens forsvinden er blevet opklaret, skriver det tyske medie SH:Z.

- Hun blev ikke meldt savnet. Vi gik ud fra, at hun var gået fra sin mand og levede i udlandet, siger Holger Hilgenberg, talsmand for kriminalpolitiet i Hannover.

I september 2016 indrømmede den mand, som i fire år før hendes forsvinden var gift med Franziska Sander, at han havde kvalt hende efter et skænderi.

Politiet ransagede efterfølgende en garage, som manden havde lejet i Neumünster i Slesvig-Holsten. Her fandt man en metaltønde, hvori der lå et mumificeret lig af kvinden.

På trods af, at drabet tilsyneladende er opklaret, slipper manden for straf. I Tyskland bliver drabssager nemlig forældet efter 20 år, og da kvælningen foregik for 24 år siden, har anklageren opgivet at føre sagen videre, skriver stern.de.