Farvel til Ban Ki-Moon: FN får ny generalsekretær

Den tidligere portugisiske premierminister António Guterres er formelt udvalgt som FN's nye generalsekretær. Han starter 1. januar næste år. 

Portugiseren António Guterres er formelt godkendt som FN's næste generalsekretær af de 193 medlemmer i FN's Generalforsamling. 

Den tidligere portugisiske premierminister indleder sit arbejde som FN-chef 1. januar, hvor han afløser sydkoreaneren Ban Ki-moon.

Den tidligere socialistiske politiker ventes at spille en mere fremtrædende rolle end Ban Ki-moon som verdens topdiplomat. Sidstnævnte har været FN's generalsekretær i to omgange og i alt i ti år.

Ban Ki-moon gav også Guterres et par ord med på vejen i forbindelse med udnævnelsen.

- Gutererres er altid der, hvor hans tilstedeværelse betyder mest. I frontlinjen af væbnede konflikter, hvor mennesker lider. Hans politiske instinkter flugter med FN’s. Han ønsker samarbejde i kampen for det fælles gode og et delt ansvar for mennesker og vores planet, siger Ban Ki-moon.

Er flygtningehøjkommissær

Guterres er uddannet i fysik og el-ingeniørvidenskab. Han begyndte sin sin politiske karriere i 1974 og var premiereminister i Portugal fra 1995 til 2002.

Og så er han langt fra uvant i FN-systemet. Siden 2005 har han været FN’s flygtningehøjkommissær.

Hans afløser på den post bliver Filippo Grandi, som blev udnævnt i slutningen af sidste år. Det skete, efter at han blev valgt til fordel for den tidligere danske statsminister Helle Thorning-Schmidt, som også havde lagt billet ind på posten som flygtningehøjkommissær.

Generalforsamlingen var den sidste lille forhindring, før Guterres kunne kalde sig generalsekretær. Den afgørende forsamling er FN's Sikkerhedsråd, og her var der enstemmig opbakning til ham i sidste uge.

Den 67-årige diplomat og politiker har lovet, at han vil arbejde for at fremme menneskerettigheder og gennemføre reformer internt i FN-systemet.

FN opfattes ofte som for langsom til at reagere under kriser og katastrofer. Guterres udnævnelse sker, mens store dele af verden er optaget af krigshandlingerne i Syrien, Yemen og Sydsudan.

Generalsekretæren er chef for 44.000 medarbejdere – og mere end 100.000 fredsbevarende styrker. Arbejdet består i at håndtere menneskerettigheder, flygtningekrisen og klimakatastrofen, udover at samle penge ind til FN’s forskelligartede arbejde.