Her får de debattens måske sværeste spørgsmål

En af tilskuerne ved nattens amerikanske valgdebat var træt af den hårde tone i debatten og bad kandidaterne om at sige noget sødt om hinanden.

Anklagerne har føget og handlet om alt fra racisme, sexisme, inkompetence og bedrageri under valgkampen mellem de to amerikanske præsidentkandidater Donald Trump og Hillary Clinton.

Den hårde retorik eskalerede under debatten mellem kandidaterne natten til mandag. Men det blev blødt op, da aftenens sidste publikumspørgsmål kom: Kan I finde bare én pæn ting at sige om hinanden?

Hillary Clinton lagde ud og skulle altså tale pænt om manden, der tidligere på aftenen havde anklaget hendes mand for at være sexforbryder og anklaget Hillary selv for at være en løgner og for at angribe ofre for seksuelle overgreb..

Se debatten fra d. 11. oktober mellem USA's præsidentkandidater Hillary Clinton og Donald Trump på 99 sekunder.

- Jeg respekterer hans børn. Hans børn er meget dygtige og engagerede, sagde Clinton.

- Jeg synes, det siger meget om Donald.

Hun giver ikke op

Donald Trump havde også pæne ord at sige om kvinden, han en time tidligere har anklaget for at lyve så meget, at han vil sætte hende i fængsel, hvis han bliver præsident. Og som har anklaget ham for at stå i ledtog med Putin for at påvirke det amerikanske valg.

- Jeg må sige om Hillary, at hun ikke stikker af eller giver op. Det respekterer jeg.

- Hun kæmper indædt, og hun giver ikke op. Det ser jeg som et rigtig godt karaktertræk.

Tilsyneladende blev stemningen blødt op af de rosende ord. Da de to debattører var færdige, gjorde de nemlig det, de ikke kunne få sig selv til ved debattens begyndelse: At give hinanden et håndtryk.

Trump og Clinton mødtes for anden gang til direkte tv-debat.

Opfordringen om at tale pænt til hinanden blev også brugt under den seneste valgkamp i Danmark. Du kan se de danske partilederes svar i denne artikel.

Du kan se hele debatten på NEWS i dag kl. 14.00 og 19.23. Debatten kan også allerede nu ses i fuld længde på TV 2 PLAY.

Afstemning