Norges statsminister spillede Pokémon Go under åbningsdebat i Stortinget

16x9
Norges statsminister nøjedes ikke med at læse e-mails under debatten i Stortinget tirsdag. Foto: Terje Bendiksby / NTB/Scanpix

Norges statsminister Erna Solberg kunne ikke holde sig fra det populære spil under tirsdagens åbningsdebat i det norske parlament.

Det vakte både omtale i ind- og udland, da lederen af det norske liberale parti Venstre spillede Pokémon Go under en høring i parlamentet, Stortinget.

- Respektløst, lød reaktionen fra politiske modstandere, efter at man på Stortingets live-tv kunne, se Trine Skei Grande i gang med spillet på mobilen.

Og nu har det populære smartphone-spil med japanske rødder spredt sig til regeringstoppen. Under tirsdagens åbningsdebat i Stortinget var det nemlig statsminister Erna Solberg (Høyre), der var i gang med spillet.

- Vi kan godt klare to ting samtidig 

I det venstreorienterede dagblad Klassekampen kan man onsdag se et billede af Erna Solberg med Pokémon Go åben på telefonen under debatten. Desværre for Solberg havde hun - ifølge billedet - knas med GPS-forbindelsen. 

Mens Erna Solberg forsøgte at fange Pikachu, Rattata, Pidgey eller en anden af de i alt 147 Pokémon-figurer i spillet, var Trine Skei Grande på talerstolen.

- Jeg tænker, at Trine vil kunne lide, at jeg åbnede spillet, mens hun var på talerstolen, skriver Erna Solberg i en sms til Klassekampen.

Trine Skei Grande tager det også med et smil.

- Hun har nok hørt, hvad jeg sagde. Vi kvinder kan klare to ting samtidig, skriver hun på Twitter.

Erna Solberg er i øvrigt ingen novice i at spille Pokémon Go.

På et besøg i Bratislava tilbage i august berettede nyhedsbureauet NTB, at hun også fandt tid til at jagte Pokémons mellem de officielle møder.