Moskva foreslår en våbenhvile på 48 timer i Aleppo

16x9
Moskva foreslår ifølge nyhedsbureauet Tass en våbenhvile på 48 timer i Aleppo i Syrien. Foto: ABDALRHMAN ISMAIL / Scanpix Denmark

Et amerikansk forslag om en syv dage lang våbenhvile er uacceptabelt for Rusland.

En russisk viceudenrigsminister siger til nyhedsbureauet Tass, at Moskva foreslår en våbenhvile på 48 timer i Aleppo i Syrien som "humanitær pause". Han siger, at et amerikansk forslag om en syv dage lang våbenhvile er uacceptabel for Rusland.

Samtidig siger han, at USA's udmelding om, at landet vil afbryde samarbejdet med Rusland, hvis luftangrebene i Aleppo fortsætter, er et "emotionelt sammenbrud".

USA's udenrigsminister, John Kerry, kræver, at Rusland stopper sine luftangreb i Aleppo i Syrien. Hvis ikke det sker, truer Kerry med at afbryde samarbejdet om Syrien med russerne.

Tilstande sin et slagtehus

- Han har informeret udenrigsministeren (Sergej Lavrov, red.) om, at USA gør tilløb til at suspendere det bilaterale samarbejde mellem USA og Rusland i Syrien, medmindre Rusland tager øjeblikkelig skridt til at afslutte angrebet på Aleppo og genoprette våbenhvilen, hed det i en erklæring fra det amerikanske udenrigsministerium onsdag.

Kort forinden sagde FN's generalsekretær, Ban Ki-moon, i New York, at der bliver begået krigsforbrydelser i Aleppo, og han omtalte byen som "et slagtehus", skriver nyhedsbureauet Reuters.

To af Aleppos større hospitaler blev bombet fra luften tidligere onsdag. Der er blot 35 læger tilbage i Aleppo, anslår Verdenssundhedsorganisationen (WHO). En våbenhvile i Syrien, som for to uger siden blev aftalt mellem USA og Rusland, brød i sidste uge sammen.