Dræbte sin far, angreb skole med truck og skød to seks-årige og en lærer

To seksårige drenge blev ramt af skud i skolegård i USA, før gerningsmanden blev overmandet af brandmand.

En teenager, som onsdag sårede tre personer med skud på en grundskole i South Carolina, havde forud for angrebet efter alt at dømme dræbt sin far.

Det oplyser myndigheder i byen Townville onsdag ifølge nyhedsbureauet AFP.

Gerningsmanden bag skoleskyderi i South Carolina, USA, havde forud for angrebet efter alt at dømme dræbt sin far.
Gerningsmanden bag skoleskyderi i South Carolina, USA, havde forud for angrebet efter alt at dømme dræbt sin far. Foto: STRINGER / Scanpix Denmark

Lige før skudepisoden på Townville Elementary School i Anderson County skal den uidentificerede teenager have dræbt sin 47-årige far i familiens hjem cirka tre kilometer fra skolen.

Kørte truck gennem hegn og åbnede ild

Derefter satte den 14-årige dreng sig bag rattet i en truck og kørte mod skolen, der har omkring 280 elever.

Efter at være kørt ind i et hegn ved skolen åbnede han ild med et håndvåben. To elever og en lærer blev ramt af skud, før teenageren blev overmandet af en person fra byens frivillige brandvæsen.

Samtidig sørgede lærere og andre ansatte ved skolen for at bringe eleverne i sikkerhed inde i skolen. Gerningsmanden nåede ifølge Reuters aldrig at komme ind i selve bygningen.

To 6-årige drenge såret af skud

En dreng blev ramt i benet, mens en anden dreng blev ramt i foden. De to elever er begge seks år. Læreren, en kvinde, blev ramt i skulderen.

En af de to drenge er i kritisk tilstand, mens den anden dreng og læreren er blevet udskrevet fra sygehuset.

Skyderiet fandt sted i skolegården. Motivet til hændelsen kendes ikke.

- Efterforskningen er i den indledende fase, siger Garland Major fra sheriffen i Anderson Countys kontor.

Myndighederne modtog kort efter skoleskyderiet et opkald fra familien til den anholdte teenager om drabet på dennes 47-årige far.

Skoler i USA har skærpet sikkerhedsforanstaltningerne siden 2012, da en bevæbnet mand dræbte 20 elever og seks lærere på Sandy Hook Elementary School i byen Newtown i Connecticut.