Frygt i USA: Klamme klovne lokker børn med is og slik

I løbet af sommeren har amerikansk politi modtaget adskillige anmeldelser fra folk, der enten har set eller er blevet antastet af uhyggelige klovne.

I mindst seks amerikanske stater har politiet modtaget anmeldelser om uhyggelige klovne, der i visse tilfælde har forsøgt at lokke børn ind i en nærliggende skov. Det har fået flere politiafdelinger til at advare mod fænomenet.

Tirsdag gik det ud over to yngre drenge i staten Georgia. 12-årige Cameron Frails stod og ventede på skolebussen klokken 6.30 om morgenen, da han og en nabopige så en mørk skikkelse nær et skovbryn.

En voksen mand løb efter klovnen svingende med en machete.

Politiet i Greensboro

- Vi så en mand klædt i sort med klovnemaske og en rød paryk. Jeg var skræmt. Jeg vidste først ikke, hvad jeg skulle gøre, fortæller Cameron Frails til det lokale medie wrdw12.

Han satte i løb, skrigende, og da han nåede hjem, kontaktede forældrene politiet. De efterforsker nu sagen. Og det er langt fra den eneste sag, som amerikansk politi efterforsker lige nu.

I starten af august blev en klovn i staten Wisconsin spottet, og billeder af klovnen dukkede op på sociale medier.
I starten af august blev en klovn i staten Wisconsin spottet, og billeder af klovnen dukkede op på sociale medier. Foto: Facebook

Politiet i staten Georgia advarer på Facebook om tendensen og skriver, at de i videst muligt omfang vil retsforfølge klovnene.

- Vi har modtaget adskillige opkald om klovne i varebiler nær skovarealer, som forsøger at tale med børn. Den slags opførsel er ikke sød eller sjov. Hvis betjente oplever denne adfærd, så forvent en samtale med dem, skriver politiet blandt andet.

Men det er ikke kun i Georgia, at der er rapporteret om mistænkelige klovne.

Der var en mand i skoven, som sagde: ’Kom her, vi har is og slik’

Kendrianna Smith, 5 år

Af ukendte årsager har der spredt sig en mindre klovneepidemi i flere forskellige stater, og politiet er på bar bund i forhold til baggrunden. En lokal politikaptajn i staten North Carolina siger, at man ikke med sikkerhed ved, om episoderne kan kædes sammen.

- Med sociale medier er mange ting forbundet – men episoderne er ikke nødvendigvis direkte forbundet, fortæller politikaptajnen Michael Terry til The Independent

I North Carolina har der hen over sommeren været mindst tre anmeldte episoder med uhyggelige og mistænkelige klovne. 

I seks stater er der rapporteret om uhyggelige klovne, som forsøger at lokke børn til sig. Om episoderne hænger sammen er uvist, men der er sket et stigende antal anmeldelser i starten af september.
I seks stater er der rapporteret om uhyggelige klovne, som forsøger at lokke børn til sig. Om episoderne hænger sammen er uvist, men der er sket et stigende antal anmeldelser i starten af september. Foto: TV 2

En af episoderne involverede 5-årige Kendrianna Smith, som i starten af september legede med sine venner udenfor – da de hørte nogle råbe ’woohoo, woohoo’ fra den modsatte side af vejen.

Børnene gik derover – og fik øje på en mand klædt i et klovnekostume.

- Der var en mand i skoven, som sagde: ’Kom her, vi har is og slik’, fortæller Kendrianna til CBS News.

5-årige Kendrianna blev lokket over i et skovbryn af en klovn. Hun og vennerne løb fra stedet.
5-årige Kendrianna blev lokket over i et skovbryn af en klovn. Hun og vennerne løb fra stedet. Foto: ENEX
Det var i skovbrynet her, at klovnen antastede børnene. Han lokkede med is og slik.
Det var i skovbrynet her, at klovnen antastede børnene. Han lokkede med is og slik. Foto: ENEX

De løb hjem i stedet for, og Kendriannas bedstemor anmeldte manden til politiet. Det lokale politi fortæller, at de cirka fire timer senere fik endnu en anmeldelse om en skrækindjagende klovn, der forsøgte at lokke børn til sig.

Mand jagtede klovn med machete

Et par dage efter, i nabobyen Greensboro, udviklede en af episoderne sig så dramatisk, at politiet i byen advarer mod selvtægt. 

Klovnefobi:

Coulrofobi er den latinske betegnelse for klovnefobi, der første gang blev italesat i starten af 1990'erne - få år efter filmen ’It’ havde haft premiere i USA.

Ifølge amerikanske undersøgelser er coulrofobi en af de ti mest almindelige fobier, og en ud af syv amerikanere lider af klovnefobi i en eller anden grad.

- Et lokalt vidne fortalte, at man havde set en person med en skræmmende klovnemaske, rød paryk, gul-plettet trøje, blå klovnebukser og klovnesko forlade en skov. En voksen mand løb efter klovnen svingende med en machete. Klovnen løb tilbage ind i skoven og forsvandt, skrev politiet i en pressemeddelelse

- Selvom det er lovligt at klæde sig ud som en klovn, så er der øget anspændthed omkring sådanne underholdere. Derfor advarer vi mod, at ’copycats’ udfører den slags gerninger, fordi man finder det humoristisk at udøve mistænkelig adfærd, lyder advarslen endvidere fra politet.

Her stammer klovnen fra:

Faraoerne i Egypten blev underholdt med klovneri af pygmæer hele 2500 år før vores tidsregning.

Klovnefiguren stammer fra maskekomedier, der blev opført i 1500-tallets Italien.

Dengang var klovnene klædt i laset tøj og bar en sort maske.

Klovnens udseende med rød næse, hvid hud og alt for lange sko er først blevet almen i 1900-tallet.

Klovne har før vakt rædsel

Det er langt fra første gang, at folk iklædt klovnekostumer har spredt skræk og rædsel.

For to år siden var der meldinger om en lang række episoder i USA, hvor folk klædte sig ud som klovne og skræmte folk om natten.

Samtidig blev flere byer rundt om i Frankrig også hærget af ondsindede klovne, der terroriserede og overfaldt tilfældigt forbipasserende. Det medførte til sidst et decideret forbud mod at udklæde sig som klovn i byen Vendargues uden for Montpellier.

Sidste år var den så gal i England, hvor politiet i Kent advarede borgerne efter en række anmeldelser om børn, der blev kontaktet af mænd, der kørte rundt i varevogne iført klovnekostumer. 

Trenden med de ondsindede klovne er også før set i Storbritannien og USA. Alene i 2013 havde England 117 rapporterede hændelser med klovne.