Ildebefindende stjal fokus fra 9/11-ofre: Nu taler alle om Hillarys helbred

Hillary Clintons ildebefindende under en mindeceremoni søndag har givet ny næring til rygterne om præsidentkandidatens dårlige helbred.

Egentlig skulle hun slet ikke have været i fokus, men for demokraternes præsidentkandidat Hillary Clinton endte en mindeceremoni søndag med at dreje sig om hendes helbred i stedet for om ofrene for 11. september.

Videoen af den noget groggy præsidentfavorit, der eskorteres ind i en bil på grund af et ildebefindende, er i løbet af få timer gået verden rundt. Og i USA går diskussionen nu på, om 68-årige Hillary Clintons helbred kan holde til at være præsident, og om episoden er tegn på, at der er noget alvorligt galt med hende.

Også selvom Hillary Clinton efterfølgende har været ude og forsikre om, at hun har det fint.

Det fortæller TV 2s USA-korrespondent Jesper Steinmetz.

- Rent politisk er det her er potentielt meget, meget alvorligt.

Han henviser til, at der gennem længere tid har verseret rygter om, at Hillary Clinton skulle have et dårligt helbred. Rygter, som i mange tilfælde er igangsat af republikanske kommentatorer og politikere og derfor ikke nødvendigvis er sande.

- Men det, at der nu er det her visual proof (visuelt bevis, red.), det, at der nu findes billeder af, at hun tydeligvis nærmest besvimer på vej ind i sin egen bil og må hjælpes, det er bestemt ikke godt. Og det fornyer det pres på hende, der har været igennem længere tid for at frigive flere informationer om hendes helbred, siger Jesper Steinmetz.

På trods af, at Hillary Clinton efter sit ildebefindende var ude og sige, at hun havde det fint, oplyser nyhedsbureauet Reuters søndag aften, at hun fredag blev diagnosticeret med lungebetændelse. Om det er hele forklaringen på episoden ved mindeceremonien vides ikke.

Her besvimer Hillary Clinton.

Giver ny næring til rygterne

Rygterne om helbredsproblemerne tog for alvor til, efter Hillary Clinton i slutningen af 2012 besvimede i sit hjem og pådrog sig en hjernerystelse. To uger senere blev hun indlagt og opereret for en blodprop i hjernen, som menes at stamme fra hjernerystelsen.

I en udtalelse fra lægerne fremgik det, at den daværende udenrigsminister ikke havde pådraget sig neurologiske skader, men alligevel har der siden været spekuleret i, om hun har fået en mere langvarig hjerneskade, siger Jesper Steinmetz.

Søndagens episode kommer ifølge Jesper Steinmetz til at præge mediebilledet de næste dage, og få timer efter skrev den anerkendte avis Washington Post da også, at ”Hillary Clintons helbred lige er blevet et reelt emne i valgkampen”.

I en artikel på avisens hjemmeside skriver journalist Chris Cillizza, at Clintons ildebefindende kommer på et meget dårligt tidspunkt.

- Det kan meget vel være, at Clinton har det helt fint – og det håber jeg, hun har. Men vi er 58 dage fra, at amerikanerne skal vælge deres leder for de kommende fire år, og hun er den ene af to kandidater med en reel chance for at vinde, skriver Chris Cillizza inden han vender sig mod Clinton-lejrens forsikringer om, at hun har det fint.

- Det er ikke længere nok. Fornuftige mennesker kan – og vil – have reelle spørgsmål om hendes helbred, skriver Chris Cillizza.

Washington Post-journalisten henviser til en episode for et par dage siden, hvor Hillary Clinton blev ramt af et hosteanfald under en tale.

Han skriver, at det sikkert ikke er tegn på alvorlig sygdom, men at kombinationen af de to hændelser er et problem. Derfor anbefaler han, at Hillary Clinton fremlægger sine helbredsoplysninger for at komme spekulationerne til livs.

Vigtigt for amerikanere når krydset skal sættes

Clintons rival, den 70 årige republikaner Donald Trump, har tidligere sat spørgsmålstegn ved, om Hillary Clintons helbred kan holde til det krævende job som amerikansk præsident. 

Selv har han dog ikke fremlagt sine egne helbredsoplysninger i nær så stor stil som eksempelvis Barack Obama og den tidligere republikanske præsidentkanidat Mitt Romney har gjort. Men det kan der måske blive lavet om på. Helbredsoplysninger er i hvert fald noget, amerikanerne går op i, siger Jesper Steinmetz.

- De vil vælge en præsident i november, som de er sikker på kan sidde i fire år, og de vil i hvert fald have vished for, at han eller hun er i top fysisk form og klar til at bestride et ekstremt stressende arbejde, siger Jesper Steinmetz.

I et brev offentliggjort af Clintons læge i juli, bliver hendes heldbred beskrevet som "fremragende", og at hun er "egnet til at tjene" i Det Hvide Hus.

En ny meningsmåling foretaget for Washington Post og ABC News viser lørdag, at Hillary Clinton fører med 46 procent mod Donald Trumps 41 procent. De resterende procenter er fordelt på den liberale kandidat Gary Johnson, det grønne partis Jill Stein eller tvivlere.