Her er hemmeligheden bag verdens mest ikoniske Loch Ness-foto

Billedanalytiker forklarer, hvorfor et billede af Loch Ness-uhyret fra 1934 er falsk. Alligevel har det ikoniske foto haft stor betydning.

I årtier har spekulationer om et fortidsuhyre i søen Loch Ness fået millioner af turister til Skotland for at se, om de kan få et glimt af verdensfænomenet.

Ifølge britiske forskere er mysteriet i verdens mest berømte sø løst, da de ved at undersøge og kortlægge søbunden har konkluderet, at Loch Ness-uhyret ikke eksisterer.

Det ligner snarere en mindre genstand, som er ret tæt på kameraet, end en større genstand, som er længere væk.

Mike Hartshorne, retsteknisk billedanalytiker

I dokumentaren På sporet af Loch Ness-uhyret undersøger eksperter på området de beviser, der i løbet af det seneste århundrede er dukket op i jagten på at finde monstret. Et ikonisk billede offentliggjort i 1934 blev i mere end et halvt århundrede hyldet som det første konkrete bevis på et ukendt, langhalset væsen i Loch Ness.

- Hvis man kigger på hele fotoet, som det stammer fra, begynder der at ringe nogle alarmklokker hos mig. Det ligner snarere en mindre genstand, som er ret tæt på kameraet, end en større genstand, som er længere væk, forklarer Mike Hartshorne, der er retsteknisk billedanalytiker.

Dette billede blev nærmest synonymt med Loch Ness-uhyret, da det blev offentliggjort i 1934. Ifølge fotografen viser det angiveligt et ukendt væsen cirka 350 meter væk.
Dette billede blev nærmest synonymt med Loch Ness-uhyret, da det blev offentliggjort i 1934. Ifølge fotografen viser det angiveligt et ukendt væsen cirka 350 meter væk. Foto: TV 2

”Uhyret” på billedet var få meter væk

Det verdenskendte billede er taget af kirurgen Robert Wilson. Han hævdede, at han tog fotoet på 350 meters afstand.

Billedanalytikeren har regnet sig frem til, at objektet på det ikoniske billede af Loch Ness ikke kan være flere hundrede meter væk, som fotografen ellers påstod.
Billedanalytikeren har regnet sig frem til, at objektet på det ikoniske billede af Loch Ness ikke kan være flere hundrede meter væk, som fotografen ellers påstod. Foto: TV 2
I stedet for er
I stedet for er "uhyret" cirka 3,7 meter væk fra fotografen. Foto: TV 2

Ifølge Mike Hartshornes beregninger viser bølgerne i søen, at kameravinklen i forhold til horisonten var 19 grader. Robert Wilsons kamera kan højst have været 1,2 meter over søen, og derfor kan uhyret højst have været 3,7 meter væk – og altså ikke 350 meter væk.

- Det er ikke svært at vise, at kirugens foto kan forestille noget småt, hvis man ikke kender afstanden, siger naturforsker Adrian Shine, der også har studeret søens hemmeligheder.  

Indrømmede fup

Efter billedet i 60 år havde været Loch Ness-uhyrets ansigt, indrømmede modelbyggeren Christian Spurling i 1994, at fotoet var fup.

Han og hans stedfar havde sat en hals på en legetøjsubåd, fotograferet den på lavt vand og bedt Robert Wilson fremkalde billederne, som siden spredte sig i alverdens aviser.

Eksperter har forsøgt at genskabe det ikoniske Loch Ness-foto.
Eksperter har forsøgt at genskabe det ikoniske Loch Ness-foto. Foto: TV 2
Som Adrian Shine viser her, er det ikke svært at forfalske Loch Ness-billeder.
Som Adrian Shine viser her, er det ikke svært at forfalske Loch Ness-billeder. Foto: TV 2

Selv om det var fup, fik kirurgens billede af Loch Ness afgørende betydning for ”uhyrets” udvikling. Frem til 1962 strømmede 700 øjenvidneberetninger ind fra folk, der havde set og måske endda taget billeder eller video af monstret. Ingen har dog resulteret i beviser for monstrets eksistens.

Forskerne: Nogle observationer er sande

Når så mange øjenvidner fordelt over så mange år forsikrer, at de har set noget ved den dybe og mørke sø i Storbritannien, er nogle af forskerne overbeviste om, at de fleste af observationer er ægte.

De ikoniske pukler, som kendetegner de fleste Loch Ness-billeder, kan i virkeligheden have været noget helt naturligt.

Vi ved, at der var cirkuselefanter i 1933 og 1934, og vi har dokumentation for, at han lod dem bade i søen.

Albert Jack, historiker

Adskillige teorier forsøger derfor at forklare, hvad øjenvidnerne så har set, når det nu ikke kan være et fortidsuhyre.

Har øjenvidnerne set en elefant eller sæler?

De mest sandsynlige teorier lyder på, at det kan være sæler, særlige bølger, der kan opstå i den smalle og ugæstfrie sø, og – utroligt nok – elefanter ejet af cirkusdirektøren Bertram Mills (se nærmere om de forskellige teorier i dokumentaren).

- Vi ved, at der var cirkuselefanter i 1933 og 1934, og vi har dokumentation for, at han lod dem bade i søen, siger historiker Albert Jack.

- Huden ser fuldstændig ud som i mange af de beskrivelser, vi har fra 1930’erne af Loch Ness-uhyret. Hvis man stod 500 meter væk en mørk aften, ville man ikke kunne genkende dem, forklarer han.

På afstand og i mørke kan disse elefanter have haft skikkelse af Loch Ness-uhyret velkendte pukkelform, lyder én af teorierne.
På afstand og i mørke kan disse elefanter have haft skikkelse af Loch Ness-uhyret velkendte pukkelform, lyder én af teorierne. Foto: TV 2
Selv om der ikke lever vilde elefanter i Skotland, kom de første cirkuselefanter til området, samtidig med at antallet af Loch Ness-observationer eksploderede i 1930'erne.
Selv om der ikke lever vilde elefanter i Skotland, kom de første cirkuselefanter til området, samtidig med at antallet af Loch Ness-observationer eksploderede i 1930'erne. Foto: TV 2

Selv om teorierne kan forklare enkelte episoder i Loch Ness, har ingen teorier endnu kunnet bevise uhyrets eksistens. De britiske forskere, der er i gang med at skanne søbunden med dykkere og en undervandsdrone, er endnu ikke helt færdige, men udelukker, at der eksisterer eller har eksisteret et monster i den verdenskendte britiske sø.