Atomkatastrofen du ikke anede noget om, sendte en giftsky ind over Vesteuropa

16x9
Kirkegården foran Sellafield-værket. Reaktorerne under de to markante skorstene blev i 1957 ramt af den værste atomulykke verden hidtil havde set. Foto: Polfoto

Europas ældste atomanlæg har før sendt en giftsky mod Danmark - i dag er anlægget i forfald, og risikoen for en katastrofe lurer stadig.

Telefonen tav, da Thomas Tuohy løftede røret.

Luk alle vinduer, luk alle døre, bliv inde, og lås hønsene inde i hønsehuset.

Eddie Davies, tidligere kommandosoldat.

Det var et opkald fra hans sygemeldte chef, og samtalen blev kort.

- Tom, der er ild i reaktor ét!

- Du gode Gud, da ikke i kernen?

- Jo, kan du komme ind?

- Ja, svarede Thomas Tuohy.

Han var souschef på atomanlægget Windscale mellem Manchester og Glasgow. Denne dag var han blevet hjemme for at pleje sin influenzaramte familie.

Derfor havde han ikke hørt, hvordan hans kolleger uden held havde forsøgt at dæmpe varmen i den overophedede luftkølede reaktor.

Sikke dog et forfærdeligt roderi.

Thomas Tuohy, souschef på Windscale.

Så mens Thomas Tuohy tilbragt dagen med kone og børn halvanden kilometer fra værkets to gigantiske skorstene, havde der udspillet sig et vanvittigt drama i bygningerne under de 100 meter høje stålmonstre.

I de næste timer skulle Thomas Tuohy blive hovedperson i en ulykke der trækker spor helt op til 2016 – for uran og plutonium bliver ved med at være farligt i tusindvis af år.

I dag er skorstenene næsten væk, atomanlægget har skiftet navn til Sellafield, men vinden blæser stadig fra vest, og radioaktive skyer slår stadig mennesker ihjel.

De to skorstene på Windscale-værket havde et markant udseende. Det skyldtes, at der i sidste øjeblik blev sat filtre på toppen.
De to skorstene på Windscale-værket havde et markant udseende. Det skyldtes, at der i sidste øjeblik blev sat filtre på toppen. Foto: Getty Images
Atomanlægget Windscale lå i det nordvestlige England. I dag hedder anlægget Sellafield.
Atomanlægget Windscale lå i det nordvestlige England. I dag hedder anlægget Sellafield. Foto: TV 2
Sikkerheden i den nærliggende by Seascale blev taget alvorligt. I hvert fald på dette foto, hvor en person med måleudstyr tester for radioaktive partikler i begyndelsen ag 1950'erne.
Sikkerheden i den nærliggende by Seascale blev taget alvorligt. I hvert fald på dette foto, hvor en person med måleudstyr tester for radioaktive partikler i begyndelsen ag 1950'erne. Foto: Getty Images

Selv om skorstenene var høje, vidste Thomas Tuohy godt, at det hele kunne gå frygteligt galt, da han havde lagt telefonrøret på.

Det var kun 12 år siden paddehatteskyerne havde rejst sig over Hiroshima og Nagasaki – og i 1957 var der meget, man ikke vidste om atomreaktorer.

Den lurende katastrofe

Så selv om alt, hvad der foregik på atomanlægget, var tophemmeligt, bad Thomas Tuohy alligevel sin hustru og to børn om at lukke døre og vinduer og blive indenfor.

Han var selv nødt til at starte bilen og køre direkte ind i farezonen.

Turen hen til værket afslørede intet om, hvor alvorlig situationen var.

Hvis temperaturen kommer over 600 grader, vil platformen under mig kollapse.

Thomas Tuohy, souschef på Windscale.

En smule røg steg op fra de enorme skorstene – øverst oppe sad der filtre, som skulle rense luften, men kunne de holde til en reaktorbrand?

Da han var kommet gennem porten, kørte Thomas Tuohy direkte hen til bygningen som indkapslede atomreaktoren.

Han fik spændt en iltflaske på ryggen og en maske over ansigtet.

Så klatrede han 25 meter op ad en stejl trappe som gav adgang til fire inspektionshuller på reaktorens bagside.

Atomanlægget var omgærdet af massive sikkerhedsforanstaltninger. Briterne var ved at udvikle en brintbombe, og projektet var tophemmeligt.
Atomanlægget var omgærdet af massive sikkerhedsforanstaltninger. Briterne var ved at udvikle en brintbombe, og projektet var tophemmeligt. Foto: Getty Images

Det syn, som mødte ham, var enhver atomarbejders mareridt.

Den onde drøm på Windscale var begyndt flere dage tidligere – ja faktisk havde videnskabsfolk advaret om en ulykke i månedsvis, men Storbritannien var ved at udvikle en brintbombe, og der var brug for plutonium.

Brintbomben der mislykkedes

Fire måneder tidligere havde briterne forsøgt at affyre en brintbombe over den lille ø Malden Island midt i Stillehavet, men med begrænset succes.

Bomben ”Purple Granite” havde været 13 gange kraftigere end den i Hiroshima – men en ægte brintbombe skulle gerne være over 100 gange kraftigere.

Nu var de britiske atomforskere for alvor tæt på, så anlægget i Windscale blev presset.

Det var vigtigt for de britiske politikere at bygge en brintbombe i 1957 - både USA og Sovjetunionen havde prøvesprængt brintbomber. Briterne var endnu ikke med i den eksklusive klub, og politikerne i London håbede, at USA ville indgå en atomalliance med Storbritannien, hvis det lykkedes briterne selv at bygge en brintbombe.

Derfor blev advarslerne fra Windscale ikke hørt, og sikkerheden blev skubbet i anden række.

Teknikere på Windscale-værket arbejder foran grafitblokken med huller til atombrændsel.
Teknikere på Windscale-værket arbejder foran grafitblokken med huller til atombrændsel. Foto: TV 2

Anlægget er et af de ældste i verden. Byggeriet begyndte september i 1947, hvor 5.000 arbejdere knoklede med de gigantiske stål- og betonkonstruktioner i de næste fire år.

De tåbelige skorstene

Kampen om at skabe de største, farligste og mest slagkraftige atomvåben var i fuld gang – og dengang opfattede briterne sig stadig som en stormagt på linje med USA og Sovjetunionen.

Derfor gik byggeriet af de to reaktorer stærkt.

Meget stærkt.

Faktisk gik det så stærkt, at ingeniørerne overså, at en brand i reaktoren i værste fald kunne blæse en gigantisk radioaktiv sky ud over Vesteuropa.

 I øjeblikket blæser en vind fra nørdøst og tager alt radioaktivt støv og damp ud over havet.

Nyhedsudsendelse på BBC efter ulykken.

Men Storbritannien var også et land med dygtige fysikere.

En af dem hed John Cockroft og var chef for det britiske atomforskningsprogram AERE.

Han så, at de enorme ventilationsanlæg på Windscale kunne blæse radioaktivt materiale direkte ud gennem skorstenene, og derfor insisterede han på, at luften skulle gennem et filter inden den blev sluppet ud i atmosfæren.

De grimme kasser på toppen af skorstenene blev latterliggjort inden branden.
De grimme kasser på toppen af skorstenene blev latterliggjort inden branden. Foto: BBC

Nu var planerne for byggeriet imidlertid så langt fremme, at det eneste sted, filtrene kunne monteres var oppe på toppen af skorstenene – og ikke ved bunden, som man ellers ville gøre.

John Cockroft havde vundet nobelprisen i fysik i 1951, fordi han havde været i stand til at spalte en atomkerne ved et fysikforsøg. Opdagelsen i 1932 var med til at bane vejen for atombomben 13 år senere.

Men selv om John Cockroft var en velrenommeret videnskabsmand, blev hans filtre latterliggjort af de ingeniører, der byggede værket.

Grafitkernen var gennemhullet af kanaler til brændselsstavene.
Grafitkernen var gennemhullet af kanaler til brændselsstavene. Foto: Getty Images

De overdimensionerede filtre på toppen af skorstenene fik øgenavnet ”Cockrofts tåbeligheder”, fordi de var grimme, dyre og fuldstændig uden effekt - mente ingeniørerne.

Blæsebælgen i atomreaktoren

For at forstå, hvorfor John Cockroft insisterede på at bygge filtrene, er man nødt til at kigge på den måde atomværket var konstrueret på.

Det var bygget til at producere plutonium ved at sætte brændselsstave af uran ind i en enorm 2.000 ton tung kerne af grafit. Det samme stof som danner kernen i en blyant.

Grafitkernen var gennemhullet af 3.440 kanaler. Der blev skubbet nyt atombrændstof ind i den ene ende af kanalerne, mens brugt atombrændstof kom ud af den anden ende.

Jeg kan ikke tale om det. Jeg kommer ikke hjem, du får mere at vide som tiden skrider frem.

Eddie Davies, tidligere kommandosoldat.

Brændselsstavene bestod af uran som var indkapslet i hylstre af aluminium.

I alt var der plads til 11 tons uran.

Mens brændselsstavene var inde i kernen, blev noget af uranen omdannet til plutonium. Det skete ved kernereaktioner som frigav store mængder varme. 

Anlægget i Windscale blev brugt til at omdanne Uran til Plutonium. Varmen fra processen blev blæst direkte ud gennem skorstenen.
Anlægget i Windscale blev brugt til at omdanne Uran til Plutonium. Varmen fra processen blev blæst direkte ud gennem skorstenen. Foto: Mathias Mosskov / TV 2

Varmeudviklingen fra brændselsstavene kunne gøre grafitkernen glohed, men det hele blev kølet ned af værkets enorme ventilationssystem som blæste tonsvis af luft ind gennem kernen og ud gennem skorstenen.

Og det skulle vise sig at være en rigtig dårlig idé.

Et helt normalt problem

Ulykken på Windscale var egentlig begyndt tre dage før Thomas Tuohy tog turen op ad trappen for at se ind gennem inspektionshullerne.

Om mandagen - den 7. oktober – var Vic Goodwin mødt på arbejde. Han var en ung reaktorfysiker, og på sin vagt kunne han se, at brændselsstavene i reaktoren var begyndt at varme op.

Det var sådan set ikke unormalt, og værket havde også en procedure der kunne løse det.

Den bestod i at frigøre energi fra brændselsstavene som så ville varme grafitkernen op.

Når grafitkernen var varmet op, kunne varmen blæses op gennem de to store skorstene.

Brændselsstavene var af uran indkapslet i hylstre af aluminium.
Brændselsstavene var af uran indkapslet i hylstre af aluminium. Foto: TV 2

Men da teknikerne ville frigøre varmen fra brændselsstavene, mislykkedes operationen. I stedet for at blive varm faldt temperaturen i grafitkernen.

Undtagen ét sted.

I kanal nummer 20 – 53 steg temperaturen.

Tirsdag morgen kunne teknikerne på Windscale konkludere, at deres forsøg på at få situationen under kontrol var slået fejl.

Hvis de ikke gjorde noget, risikerede de at der gik ild i aluminiumshylstrene med uran inde i grafitkernen.

Derfor forsøgte de sig endnu en gang med at få energi fra brændselsstavene ud i grafitkernen.

Denne gang virkede det.

Ilden som ingen opdagede

Temperaturen steg over alt – men den kom faretruende nær de 400 graders varme som var den øverste tilladte grænse i kernen.

Derfor skruede de op for ventilationssystemet, så den enorme mølle kunne blæse store mængder frisk luft direkte ind i kernen af reaktoren.

Brændselsstavene kunne skubbes ud manuelt.
Brændselsstavene kunne skubbes ud manuelt. Foto: TV 2

Problemet var løst, troede den unge reaktorfysiker Vic Goodwin. Men han tog fejl.

Torsdag morgen stod det klart, at reaktoren stadig opførte sig underligt. Nogle af de områder som skulle køle ned var begyndt at varme op igen.

Vic Goodwin tjekkede radioaktiviteten på måleren i skorstenens top. Niveauet var forhøjet.

Teknikerne troede, det var en revne i et af de aluminiumshylstre der omsluttede uranstavene.

Det havde de håndteret før.

Men de tog fejl.

Der var ingen plan-B

I virkeligheden var det en brand. Der var gået ild i aluminiumshylstret i kanal nummer 20 – 53.

Der var imidlertid ingen der kunne forestille sig, at der var ild inde i den 2.000 ton tunge grafitkerne, så teknikerne besluttede at køle kernen ned.

Ventilationsanlægget blev skruet op.

Luften fra ventilationssystemet virkede som en kæmpemæssig blæsebælg.
Luften fra ventilationssystemet virkede som en kæmpemæssig blæsebælg. Foto: TV 2

En kæmpemæssig blæsebælg pustede bogstaveligt talt frisk luft direkte ind i flammerne.

Og synet af et brændende inferno var netop, hvad værkets souschef Thomas Tuohy så, da han kiggede ned gennem inspektionshullet 25 meter oppe.

- Sikke dog et forfærdeligt roderi, tænkte Thomas Tuohy.

- Hvis temperaturen kommer over 600 grader, vil platformen under mig kollapse.

Der fandtes ingen nødplan for en brand. Jo længere tid der gik, jo større var risikoen for en gigantisk katastrofe.

Ulykken som ingen måtte tale om

Imens forløb livet fuldstændigt som normalt i den lille by Seascale et par kilometer fra værket.

Men den lurende katastrofe kunne ikke holdes helt hemmelig.

Hjemme hos Eddie og Margaret Davis ramte frygten pludseligt.

Eddie Davies havde været kommandosoldat under Anden Verdenskrig, og før det havde han arbejdet med at fremstille giftgas. Nu arbejdede han med at træne dykkere på værket.

Et af de få pressefotos fra selve ulykken. En helikopter måler radioaktivitet i området.
Et af de få pressefotos fra selve ulykken. En helikopter måler radioaktivitet i området. Foto: Polfoto

Da han opdagede, hvor galt det var fat, ringede han hjem.

- Der har været en hændelse, fortalte han sin hustru.

- En hændelse?

- Jeg kan ikke tale om det. Jeg kommer ikke hjem, du får mere at vide som tiden skrider frem.

Mens de to talte sammen, lå parrets lille dreng John og sov i barnevognen i det orange skær fra efterårssolen ude i forhaven.

- Få John ind!

- Hvorfor?

- Bare få ham ind. Luk alle vinduer, luk alle døre, bliv inde og lås hønsene inde i hønsehuset.

Og nu blev der travlt på Windscale.

I løbet af de næste timer voksede branden sig større – 120 kanaler i den store grafitkerne var i brand.

Flammerne skulle kvæles med gas

Nu blev arbejderne på værket sendt ind i reaktorrummet med stålstave, som skulle bruges til at skubbe brændselsstavene ud af grafitkernen med håndkraft.

Men de brændende radioaktive klumper satte sig fast i rørene og kunne ikke skubbes ud.

Samtidig ændrede farverne på flammerne sig. De blev blå, som på et gasblus – det betød at temperaturen steg igen.

Årtier senere kunne et fjernstyret kamera afsløre, hvordan brændselsstavene så ud efter branden.
Årtier senere kunne et fjernstyret kamera afsløre, hvordan brændselsstavene så ud efter branden. Foto: UKAEA

Nu kunne flammerne smelte stål, så souschef Tom Touhy gav ordre til et nyt forsøg. Ilden skulle kvæles med CO2.

Ild kan ikke brænde uden ilt, og hvis man blæste ren CO2 ind i branden, ville det måske virke.

Ventilatoren kørte stadig.

Den pustede godt nok til ilden, men samtidig kølede den de intakte radioaktive brændselsstave og gjorde det muligt for mennesker at opholde sig i reaktorrummet.  

Måske kunne den kæmpemæssige mølle redde situationen.

Alle tilgængelige tanke med CO2 blev sluttet til systemet.

Men det virkede ikke.

Nogle steder var brændselsstavene fuldstændig smeltet.
Nogle steder var brændselsstavene fuldstændig smeltet. Foto: UKAEA

Og nu var det ved at gå rigtigt galt. Det tykke betonskjold, som beskyttede omverdenen mod reaktorens stråling var i fare for at kollapse på grund af den intense varme.

Sidste udvej var at pøse vand på flammerne.

Den næstsidste udvej

Hvis dette havde været en normal brand, ville det nok være det første, som Thomas Touhy havde givet ordre til.

Men dette var ikke en normal brand. De ekstreme temperaturer i en atomreaktor kan nemlig omdanne vand til de to gasarter ilt og brint – og går der ild i den blanding, får man en gigantisk eksplosion.

Thomas Touhy rådførte sig med sine kolleger og kom frem til, at de var nødt til at forsøge sig med vand.

Chefen for brandfolkene fik besked på at placere deres slanger en halv meter fra flammerne og forsigtigt tænde for vandet.

Den ekstreme varme fik rørene til at smelte.
Den ekstreme varme fik rørene til at smelte. Foto: UKAEA

Souschefen forlod ikke stedet.

Eksplosionen udeblev.

Det var sidst på dagen nu, og de teknikere som havde kæmpet mod flammerne var både udmattede og havde fået store doser stråling.

Så politiet blev sat til at finde frivillige hjælpere – det skete i biografen i Seascale, hvor de bageste rækker blev bedt om at hjælpe på værket. 

Men selv om vandet pøsede ind i reaktoren, fortsatte ilden med at brænde.

Så besluttede Thomas Touhy at slukke for ventilationssystemet.

Den simple løsning der virkede

I løbet af kort tid døde flammerne ud.

De næste 30 timer strømmede vandet gennem den ødelagte grafitkerne og fik kølet det radioaktive inferno ned.

Katastrofen var afværget, og briterne undgik med nød og næppe en katastrofe på størrelse med den der skete mange år senere i Tjernobyl.

Men ulykken her skulle også komme til at kræve dødsofre. Bare ikke lige med det samme.

Resultatet af ulykken blev, at alle områdets landmænd måtte hælde deres mælk i kloakken.
Resultatet af ulykken blev, at alle områdets landmænd måtte hælde deres mælk i kloakken. Foto: Pathe News

Skorstenene havde nemlig blæst en usund sky ud over landskabet.

De latterliggjorte filtre i toppen af skorstenene forhindret en større katastrofe – men der var alligevel masser af radioaktivitet i røgen.

I landsbyen Seascale blev børnene sendt hjem fra skole, men ellers fortsatte livet som normalt.

Skyen over Europa

I nyhederne fra BBC fortalte speakeren, at der havde været en episode med overophedning, men havde en beroligende melding til borgerne.

- I øjeblikket blæser en vind fra nørdøst og tager alt radioaktivt støv og damp ud over havet, hed det fra statsradiofonien.

I de efterfølgende seks uger måtte alle landmænd i området hælde mælken fra deres køer i kloakken, fordi den kunne indeholde radioaktivitet, men ellers blev der ikke taget nogen forholdsregler.

Men det var ikke kun i Seascale, at ulykken fik konsekvenser.

De 100 meter høje skorstene havde blæst en radioaktiv sky af cæsium, iod og polonium lige op i Vestenvinden – og det radioaktive støv faldt ned i Norge, Belgien og Tyskland.

Et kort fra Forsvarets Forskningsinstitut i Norge viser, hvordan vinden ved middagstid den 10. oktober 1957 bragte røgen direkte hen over Århus og København.

Vindretningerne i forbindelse med ulykken. Den prikkede linje over Danmark er røgfanen fra brandens begyndelse omkring middagstid.
Vindretningerne i forbindelse med ulykken. Den prikkede linje over Danmark er røgfanen fra brandens begyndelse omkring middagstid. Foto: Forsvarets Forskningsinstitut, Norge

Der er dog ingen optegnelser over radioaktivt nedfald i Danmark.

Oprindeligt troede man, at branden ikke havde betydet noget videre, men i 1983 kunne eksperter fra de britiske myndigheder konkludere, at branden havde været årsag til mindst 260 tilfælde af kræft og 32 dødsfald.

I Seascale var antallet af mennesker med lymfekræft 14 gange højere end det nationale gennemsnit.

De uranstave, som det lykkedes at skubbe ud efter branden, blev anbragt i store udendørs kar som dette. Billedet her er taget på et tidspunkt omkring 2014 og offentliggjort af miljøaktivister.
De uranstave, som det lykkedes at skubbe ud efter branden, blev anbragt i store udendørs kar som dette. Billedet her er taget på et tidspunkt omkring 2014 og offentliggjort af miljøaktivister. Foto: Ecologist.com

Tallene er stadig omdiskuterede – kritikere af den britiske regering mener, at de er meget højere.

Men i 1957 bekymrede man sig ikke så meget om den slags. Myndighederne havde et langt mere håndgribeligt problem.

Succes for det britiske atomprogram

Den udbrændte grafitkerne med de forvitrede uranstave vidste ingen rigtig, hvad man skulle gøre ved, så den fik lov til at stå uberørt hen.

Billedet her er taget inde på det lukkede område i Sellafield omkring 2014. De åbne kar blev brugt til at opbevare atomaffald, og flere af dem er stærkt forurenede.
Billedet her er taget inde på det lukkede område i Sellafield omkring 2014. De åbne kar blev brugt til at opbevare atomaffald, og flere af dem er stærkt forurenede. Foto: Ecologist.com

De ødelagte uranstave, som det var lykkedes at skubbe ud af kernen, blev opbevaret i udendørs bassiner.

Skorstenen var så forurenet med radioaktivitet at den ikke kunne pilles ned med datidens teknologi.

Faktisk arbejder ingeniører på Sellafield den dag i dag med at afmontere de sidste rester af den forurenede skorsten.

Oprydningsarbejdet efter ulykken er altså stadig i gang. De udendørs tanke til opbevaring af radioaktivt materiale står der endnu, og rensningen af området ventes at tage årtier endnu.

Hvis der var nogen som troede, at den britiske regering ville skære ned på atom-ambitionerne efter Windscale-ulykken, tog de fejl.

Den 8. november 1957 – altså mindre end en måned efter branden - kastede et britisk Valiant-bombefly en brintbombe over Juleøen i Stillehavet.

Denne gang virkede bomben.

Den første succesfulde britiske brintbombe detonerede over Juleøen mindre end en måned efter branden.
Den første succesfulde britiske brintbombe detonerede over Juleøen mindre end en måned efter branden. Foto: Getty Images

Den gigantiske eksplosion blev sat i gang af en ladning plutonium fra Windscale.  

Atomanlægget var en succes.

De næste år blev anlægget udbygget igen og igen – og det blev områdets største arbejdsplads.

Miljøsvineriet der blev ved

Anlægget skiftede navn til Sellafield, og der blev opført atomreaktorer som forsynede det nordlige England med strøm.

Med tiden bredte Sellafield-anlægget sig til en enormt område.
Med tiden bredte Sellafield-anlægget sig til en enormt område. Foto: ODD ANDERSEN / Scanpix Denmark

I 1960’erne begyndte man også at behandle andre landes brugte atombrændstof på anlægget.

Miljøet var ikke noget man tog ret meget hensyn til – i 1970’erne blev der ledt radioaktivt spildevand ud i havet, hvor strømmen tog det med til de danske farvande.

Navnet Sellafield blev synomymt med radioaktivt svineri i takt med, at Europas miljøorganisationer voksede sig større.

Og der kom hele tiden nye sager til.

Skrækhistorierne om Sellafield har optaget de britiske aviser i årevis. I 2003 blev der opdaget plutonium i britiske børns tænder.
Skrækhistorierne om Sellafield har optaget de britiske aviser i årevis. I 2003 blev der opdaget plutonium i britiske børns tænder. Foto: The Observer

I 1986 sendte en defekt pumpe en plutoniumståge ud over 11 medarbejdere.

I 2001 klagede Irlands regering til FN, fordi radioaktivt vand fra værket ifølge irernes mening brød de internationale regler.

I 2003 blev der fundet radioaktive stoffer i fisk fra et lakseopdræt et stykke fra værket.

Samme år ophørte Sellafield med at fremstille elektricitet – da havde værket været i drift i næsten 50 år.

Men historierne om elendige miljøforhold fortsatte.

Den forurenede skorsten er nu ved at blive pillet ned.
Den forurenede skorsten er nu ved at blive pillet ned. Foto: DAVID MOIR / Scanpix Denmark

I april 2005 løb der 20 tons uran og 160 kilo plutonium ud af et ødelagt rør. Det radioaktive materiale kom aldrig uden for værket, men ledelsen modtog efterfølgende sønderlemmende kritik for dens håndtering af sagen.

Og det blev ikke bedre af, at 27 kilo plutonium var forsvundet sporløst fra regnskaberne tre måneder tidligere.

Der var dog formentlig kun tale om en fejl i bogholderiet.

Miljøorganisationen Greenpeace har gentagne gange aktioneret mod Sellafield. Aktivisterne protesterede mod værkets import af atomaffald.
Miljøorganisationen Greenpeace har gentagne gange aktioneret mod Sellafield. Aktivisterne protesterede mod værkets import af atomaffald. Foto: VINCENT KESSLER / Scanpix Nordfoto

Radioaktivt materiale i plasticflasker

I 2014 kunne tidsskriftet The Ecologist så afsløre billeder inde fra det lukkede anlæg, hvor de åbne kar, som blev benyttet til at opbevare atombrændsel i 1950’erne står hen i en elendig forfatning.

Og den 5. september 2016 kunne den britiske tv-kanal BBC afsløre, hvordan radioaktivt materiale opbevares i plasticflasker som langsomt er ved at gå i opløsning, mens medarbejderne på den kæmpemæssige atomkirkegård ignorerer alarmer og sløser med sikkerheden.

Ledelsen hos Sellafield afviser imidlertid anklagerne om sløseri.

Nedrivningen af gamle bygninger og bortskaffelse af atomaffald er i fuld gang på Sellafield, men der er arbejde til årtier endnu.
Nedrivningen af gamle bygninger og bortskaffelse af atomaffald er i fuld gang på Sellafield, men der er arbejde til årtier endnu. Foto: Sellafield ltd.

En af de få ting, der ikke har ændret sig på Sellafield siden 1950’erne er beliggenheden – lige midt i Vestenvinden og ud til Det Irske Hav, hvor både luft og vand ofte ender i Danmark.

Det radioaktive affald på stedet vil være farligt de næste 250.000 år – og selv om oprydningen på Sellafield er i gang, vil det gigantiske projekt tage flere årtier.

Ind til da må borgerne i Vesteuropa håbe på, at brandalarmen på Sellafield forbliver tavs.

Og souschefen Thomas Tuohy?

Den massive radioaktive stråling i reaktorrummet tog ikke livet af ham. 

Han døde i 2008 i en alder af 91 år.

Kære læser - du har nu læst artiklen om Windscale til ende. Den er blevet til ud fra følgende kilder: Bogen Sellafield Stories af Hunter Davies og Dokumentarfilmen Windscale: Britains Biggest Nuclear Disaster samt artikler i The Ecologist, The Independent, BBC Online, Paul Langleys Nuclear History Blog, Daily Mail, samt hos Sellafield ltd., US Department of Energy.

Du kan læse flere længere artikler af samme type herunder: