Mafiaboss i sjældent interview: Det rører mig ikke at slå ihjel

For første gang fortæller amerikansk mafiaboss, hvordan han uden tøven slog folk ihjel, hvis de kom i vejen for hans mafiaimperium.

I over 100 år har mafiaen været USA’s førende kriminelle organisation ført an af berygtede familier med frygtindgydende mafiabosser i spidsen.

Ralph Natale er én af dem. For første gang nogensinde er den tidligere mafialeder fra Philadelphia, der har utallige mord på samvittigheden, gået med til at give et tv-interview, hvor han fortæller, hvordan han og hans mænd slog folk ihjel, og hvor barsk han skulle optræde over for sine egne folk.

- Det rørte mig ikke at tage en mands liv, hvis han blandede sig i mit liv, siger Ralph Natale i den britiske dokumentar Mafiaens hemmelige verden.

Der var én mand, som jeg lod slippe. Resten slog jeg ihjel.

Ralph Natale, tidligere mafiaboss

I dokumentaren fortæller han, hvordan hans folk behandlede ham som en gud og adlød hans ordrer. Det skete dog, at der var folk, der forrådte ham, og det endte som regel med, at det kostede dem livet.

- Der var én mand, som jeg lod slippe. Resten slog jeg ihjel, forsikrer den tidligere mafialeder.

Gangster: Jeg fik en million dollars af FBI

Selv om mafiaen ikke har samme dominans i dag som tidligere, bygger mafiaen fortsat sin succes på militær opbygning og trofast loyalitet. Ralph Natale respekterede mafiaens tavshedskodeks i retten og afslørede ingenting om andre mafiamedlemmer, da han i 1982 blev idømt 28 års fængsel .

Mafiabossen blev fældet af gangsteren Ron Previte, der levede et dobbeltliv – dels som højtrangerende medlem af mafiaen og dels som undercoveragent for det amerikanske forbundspoliti, FBI.

- FBI gav mig så mange penge, og jeg kan så godt lide penge. Det var over en million dollars, fortæller Ron Previte.

FBI gav mig så mange penge, og jeg kan så godt lide penge. Det var over en million dollars.

Ron Previte, gangster og undercoveragent

Stikker sendte 25 medlemmer i fængsel

En af FBI’s mest effektive strategier i kampen mod mafiaen har været aftaler som den med Ron Previte. Prevites vidneudsagn sendte 25 medlemmer af mafiaen i fængsel, heriblandt Philadelphia-mafiaens boss, Ralph Natale.

- Jeg skulle have mikrofon på og fange dem, FBI ikke kunne fange uden at have en insider.

- De ville have mig, for jeg var allerede en del af det, så det fik de, fortsætter Ron Previte, der af FBI fik lov til at fortsætte sine egne kriminelle forretninger, så længe de ikke var voldelige. 

Den tidligere mafiaboss Ralph Natale forstår stadig ikke, hvorfor gangsteren Ron Previte gik undercover for FBI og afslørede ham og 24 andre medlemmer af mafiaen i 1980'erne.
Den tidligere mafiaboss Ralph Natale forstår stadig ikke, hvorfor gangsteren Ron Previte gik undercover for FBI og afslørede ham og 24 andre medlemmer af mafiaen i 1980'erne. Foto: TV 2 / TV 2

Mafiaboss til gangster: Du er bare et læs lort

Ralph Natale har ikke mange positive ord om Ron Previte, som han kalder for en stikker. I interviewet med det britiske tv-hold undrer han sig fortsat over, hvorfor gangsteren valgte at gå bag hans ryg og sladre til myndighederne.  

Han er en stor, fed rotte, der skylder mig sit liv.

Ralph Natale om Ron Previte

- Han er en stor, fed rotte, der skylder mig sit liv, siger Ralph Natale, der hævder, at han holdt hånden over ham, fordi hans fjender ville slå ham ihjel.

- Folk ville dræbe ham. Han er bare et læs lort, fortsætter han.

Selv om FBI med blandt andet bedre teknologi har fået tyndet ud i antallet af medlemmer og kriminel aktivitet i mafiaen, estimerer man eksempelvis i New York, at der er 7000 medlemmer, som stadig er i gang med deres daglige ærinder.