Kvinde faldt over bord fra krydstogtskib: Overlevede 38 timer i vandet uden redningsvest

16x9
Krydstogtskibet sejler mellem forskellige asiatiske lande. Foto: Royal Caribbean

Den 32-årige kvinde slap meget heldigt fra sin oplevelse i Det Sydkinesiske Hav.

En kinesisk kvinde, som faldt over bord fra et krydstogtskib, har overlevet 38 timer i vandet. Den 32-årige kvinde blev til sidst reddet op af en fiskerbåd i Det Sydkinesiske Hav. Det skriver Fox News.

Den 32-årige kinesiske turist var på krydstogt mellem Shanghai og Sydkorea sammen med sine forældre, da hun faldt i vandet uden redningsvest.

Ifølge kvinden, som kun er kendt ved sit efternavn - Fan - skete uheldet, da hun lænede sig for langt ud over rælingen på det fjerde dæk og faldt, hvad der svarer til syv etager, ned i havet. Den lokale kystvagt siger, at hun var heldig, at hun overhovedet overlevede faldet.

Ifølge Fan så eller hørte ingen hende falde over bord, da hun var alene på dækket, og det var sent.

Den 32-årige kvinde blev først meldt savnet morgenen efter.

Døsede hen i vandet

Efter at være faldet i vandet svømmede Fan væk fra større skibe for at undgå at blive suget ind under dem. Under de 38 timer i vandet blev hun også så træt, at hun døsede hen, mens hun stadig trådte vande. Da hun vågnede op, så hun den fiskebåd, som skulle blive hendes redning.

Efter at være blevet reddet i sikkerhed ringede Fan til sine forældre.

- Først da jeg hørte min datters stemme troede jeg på, at hun var i live. Det er et mirakel, siger kvindens far.

Fan blev efterfølgende undersøgt på hospitalet. Mirakuløst var hun sluppet med et par vabler på sin ene arm efter mødet med en brandmand.