Rasmus Tantholdt bestjålet i Rio: Vi slap billigt

Flere af de olympiske atleter har været udsat for gaderøverier i Rio under OL. Det er et kæmpe problem for arrangørerne.

Vi slap billigt.

Vi fik kun fået stjålet en taske med tv-udstyr. Vi sad i restauranten på vores hotel og redigerede et tv-indslag til Nyhederne. Vores taske stod i et hjørne af restauranten omkring fem meter fra os, hvor tjeneren havde bedt os om at stille den.

Da vi efter nogle timers redigering skulle have tasken med op på værelset, var den væk. I stedet stod der en anden taske. Den indeholdt et par aviser og en flaske vand. Intet tv-udstyr. 

Senere viste billeder fra hotellets overvågningskamera, at en mand var gået igennem receptionen, ind på restauranten og havde ombyttet de to tasker.

Ret frækt og meget kendetegnende for situationen i Rio. 

48.700 gange blev en eller flere personer udsat for gaderøveri i Rio sidste år. Det er tre gange så mange som i for eksempel New York, der har 30 procent flere indbyggere.

Rasmus Tantholdt

For mange andre går det langt værre.

48.700 gange blev en eller flere personer udsat for gaderøveri i Rio sidste år. Det er tre gange så mange som i for eksempel New York, der har 30 procent flere indbyggere.

85.000 sikkerhedsfolk er udkommanderet under de olympiske lege. Blandt andet for at undgå, at nogle af byens halve million gæster bliver en del byens deprimerende kriminalitetsstatistik.

Men det var præcis, hvad der skete forleden.

Med en pistol for panden og hænderne over hovedet blev den olympiske guldvinder Ryan Lochte sammen med tre andre svømmere beordret ned på maven og tvunget til at udlevere deres punge og andre værdier.

De fire havde været til fest i det franske hus i Rio og var på vej hjem i taxa, da de blev stoppet af to mænd, der udgav sig for at være politifolk med falske politiskilte.

Alle har det godt trods den chokerende oplevelse, men arrangørerne af De Olympiske Lege her i Rio er ikke stolte over episoden og krydser alt, hvad de har, for at der ikke kommer flere af den slags episoder med turister eller atleter involveret.

På den verdensberømte strand, Copacabana, er antallet af gaderøverier er steget med 46 procent på et år.
På den verdensberømte strand, Copacabana, er antallet af gaderøverier er steget med 46 procent på et år. Foto: BARBARA WALTON / Scanpix Denmark

Vi bor på den verdensberømte strand Copacabana, hvor antallet af gaderøverier er steget med 46 procent på et år. For nogle dage siden oplevede vi et forsøg på endnu et tyveri. En mand forsøgte at tage en af vores tasker, da vi sad på en af byens pladser. Denne gang opdagede vi det i tide og fik tasken hevet til os. 

Langt de fleste af de mange gæster kommer igennem OL uden at opleve andet end glæde, fest, samba og store sportsbegivenheder. 

Men når festen er slut, skal Rios over 10 millioner indbyggere leve videre i en by, hvor der i gennemsnit bliver myrdet 15 mennesker om dagen og begået 133 gaderøverier per dag.