10 år - og vi fatter stadig ikke det med poserne i lufthavnen

16x9
10 år gamle planer om terror med flydende sprængstof er skyld i forvirring i lufthavnene den dag i dag. Foto: MARK WILSON / Scanpix Danmark

Reglerne om væsker i lufthavnen stresser stadig verdens flypassagerer. Men hvorfor er det lige at reglerne er sådan?

Vi KAN bare ikke finde ud af det! Altså det med væskerne i håndbagagen i lufthavnen.

Vi glemmer reglerne. Vi håber, den går. Vi trygler om forståelse – men der er ingen nåde, når vi står og ser sikkerhedspersonalet konfiskere cognac’en til onkel Orla i Osnabück.

Ooh, man holder vejret. Alt er lagt på båndet. Men …biiip! Det var uret.

Ole Vestergaard

Det er ti år siden, at nye skærpede regler blev indført i lufthavnene. Regler, der gør, at vi ikke bare må tage de væsker med i håndbagagen, som vi har lyst til. Hele misèren fordi tre mænd fra London i august 2006 blev afsløret i at planlægge at sprænge flere transatlantiske passagerfly i luften med sprængstoffer, der var skjult i en sodavand. Efter den dag blev alt flydende anset for at være potentielle bomber i de rette – dvs. de forkerte – hænder. Væsker blev omgående forbudt. Alt blev kaos i lufthavnene.

Posen SKAL have lynlås

Så nu står vi dér! For hvor meget er det lige, vi må have med i håndbagagen? Og hvornår er flydende flydende? Er en deodorant? Er honning? Hvor meget i alt må vi have med i den lille plasticpose? Som SKAL have en slags lynlås! Hvorfor egentlig? Jeg har aldrig fået åbnet en plasticpose af personalet. Den er jo gennemsigtig. Det er ligesom pointen med plastikposer.  Og hvor mange milliliter må hver enkelt del fylde? Er det 50 eller 100 milliliter?

At der er rigtig mange, der ikke kan finde ud af det, viser nogle nye tal fra Storbritannien. For sidste år blev der konfiskeret 140 millioner tons drikkevarer, parfume, lotion, shampoo, kontaktlinsevæske, sprut og mange andre mere eller mindre flydende varer alene i den række af lufthavne, som Manchester Airports Group står for.

Hver 5. bakke, der sendes gennem scanneren, sætter alarmen i gang pga. forbudte væsker. Hver dag bliver alt det, som vi ikke må tage med ind i passagerkabinen, kørt væk. På lastbiler. Alene i Manchester lufthavn trilles hver dag 80 containere væk med konfiskerede væsker. Det hele ender på genbrugspladsen.

Et af de omfattende sikkerhedstjek i lufthavnen.
Et af de omfattende sikkerhedstjek i lufthavnen. Foto: Lea Meilandt Mathiesen / Scanpix Denmark

Det er stress, der vil noget

Og vi har alle sammen stået der i køen ved sikkerhedskontrollen og trippet af nervøsitet over måske at miste vores fly. For det er væskerne, der er skyld i de lange køer. Det viser undersøgelserne. Passagerer kan efterhånden godt finde ud af, at de skal have iPad’en op af tasken, at bæltet skal af, og sommetider skal skoene også af.

Men væskerne? Dem kan vi bare ikke finde ud af. Og det er dem, der er skyld i, at vi står i strømpesokker med bukserne halvvejs nede om rumpen, mens vi svedende på en og samme tid forsøger at få vredet jakken af, mens vi klapper os på lommerne for mønter og tyggegummi, mens vi samtidig skal høre på den som regel yderst flinke sikkerhedsmand/dame spørge os, om man har taget bæltet af. Det er momentan stress, der vil noget.

Ingen udsigt til lempelse af reglerne

Når man så bliver vinket igennem scanneren….Ooh, man holder vejret. Alt er lagt på båndet. Men …biiip! Det var uret.

Er det hele så hysteri? Kan de såkaldte sodavandsbomber virkelig udgøre en reel fare? Ja, man har lavet forsøg i fly, der viser, at ingen har lyst til at være i et fly, hvor en sodavandsbombe bliver bragt til sprængning. Flyet får huller i skroget, og i 10 kilometers højde er det så godt som den sikre død.

Passagerer er trætte af rutinen med at skulle igennem en så omfattende kontrol og har appelleret til at få slækket på reglerne. Men det er der ikke udsigt til. Hvis du vil vide, hvad du må og ikke må, kan du gå ind på Københavns Lufthavns hjemmeside og blive klogere – og måske være med til at køerne bliver kortere i sikkerhedskontrollen.