Sort mand med hænderne i vejret skudt tre gange af politiet: Prøvede at hjælpe autistisk mand

Endnu en gang er en sort amerikaner blevet skudt af amerikansk politi uden nogen åbenlys grund.

En video der florerer på nettet viser, hvordan en ubevæbnet sort amerikaner fra delstaten Florida bliver skudt af politiet, mens han ligger på jorden med hænderne i vejret.

Charles Kinsey, der er handicaphjælper på et behandlingshjem, lå ved siden af en autistisk mand, der var stukket af.

På videoen kan man se, hvordan Charles Kinsey prøver at hjælpe den autistiske mand ved at berolige ham. Imens ligger han selv på jorden med hænderne oppe, som politiet har bedt ham.

Her kan man se, hvordan Charles Kinsey ligger med hænderne i vejret, inden han bliver skudt.
Her kan man se, hvordan Charles Kinsey ligger med hænderne i vejret, inden han bliver skudt. Foto: ENEX

Charles Kinsey havde fundet manden, mens han sad på gaden og legede med en legetøjsbil.

Politiet blev i første omgang kaldt ud, fordi nogle forbipasserende troede, at den autistiske mand havde en pistol og ville begå selvmord.

Det viste sig dog, at den såkaldte pistol var netop legetøjsbilen, som manden sad og legede med.

- Alt hvad han er en bil. En legetøjsbil. Jeg er handicapmedhjælper på et behandlingshjem, kan man høre Charles Kinsey råbe til politiet, som har trukket deres pistoler. 

Jeg tænkte, at så længe jeg har mine arme i vejret, så skyder de mig ikke, men jeg tog fejl.

Charles Kinsey

Alligevel endte det med, at Charles Kinsey blev skudt tre gange i benet af politiet.

Ifølge sin advokat blev Kinsey efterfølgende lagt i håndjern og lå på gaden i 20 minutter, før han blev kørt på hospitalet.

Charles Kinsey blev skudt tre gange i benet af politiet.
Charles Kinsey blev skudt tre gange i benet af politiet. Foto: ENEX

- Jeg spurgte betjenten, hvorfor han skød mig. Han svarede, at det vidste han ikke. Jeg tænkte, at så længe jeg har mine arme i vejret, så skyder de mig ikke, men jeg tog fejl, sagde Charles Kinsey fra hospitalssengen ifølge Reuters.

Lige præcis det moment, hvor politiet skyder, er dog ikke fanget på video, og det er uklart, hvorfor at forhandlingerne mellem Charles Kinsey og politiet endte med, at der blev affyret skud.

En politibetjent er efterfølgende blev sendt på orlov, og statsadvokaten i Miami har igangsat en undersøgelse af episoden.

Betjent forsøgte at ramme autist

Ifølge chefen for politiet i Miami, så forsøgte den pågældende betjent at ramme den autistiske mand, fordi han troede, at han udgjorde en fare.

Uheldigvis kom han i stedet til at ramme Charles Kinsey.

- Den her episode var ikke en fejl i den henseende, at betjenten skød den forkerte person, eller at han troede, Kinsey var den onde, sagde John Rivera leder af Dade County Police.

- Da den hvide person bevæger sig, ligner det, at han skal til at affyre et våben mod Charles Kinsey. Betjenten affyrede sit våben for at prøve at ramme den hvide person og stoppe ham, men uheldigvis ramte han Kinsey i stedet, sagde John Rivera.

Det var først efterfølgende, at politiet fandt ud af at manden, som Charles Kinsey forsøgte at berolige, var autist.

Skudepisoden Miami kommer på et tidspunkt, hvor racespændingerne er meget høje i USA.

Demonstrationer mod politivold er brudt ud i flere større amerikanske byer indenfor det sidste år.

Videoer af politi der skyder ubevæbnede sorte amerikanere har været mere og mere hyppige.

For få uger siden endte det med, at flere politibetjente blev dræbt af snigskytter i den amerikanske storby Dallas.