Franck var tæt på at stoppe terrorangrebet i Nice: - Jeg var klar til at dø

En ukendt helt på scooter er blevet hyldet for at forsøge at stoppe terroristen Mohamed Lahouij Bouhlel i Nice. Nu fortæller han sin historie.

Franck hiver gashåndtaget på sin scooter i bund. Den 300 kubik store motor springer til live og bringer ham op på venstre side af lastbilen.

Franck råber chaufføren an. Han reagerer ikke. Franck smider scooteren fra sig og springer op på trinbrættet til kabinen. Chaufføren reagerer knap nok, da Franck slår ham i hovedet en, to, tre gange gennem det åbne vindue.

I hvert fald ikke før, han griber en pistol, retter den mod Franck og trykker på aftrækkeren.

Helt på video hyldet

Mohamed Lahouij Bouhlel kørte 14. juli en hvid lastbil ind i en menneskemængde på Promenade des Anglais i den sydfranske by Nice.

Men det var fortvivlende tæt på, at den tunesisk-fødte terorrist blev stoppet. Det stod klart kort efter tragedien, hvor billeder af en vaskeægte helteaktion dukkede op. En ukendt person på en scooter risikerede alt for at stoppe angrebet, kun for at ende under et af lastbilens dæk.

Formodningen var derfor, at den heroiske scooterkører var blandt de 84 ofre. Men nu er han stået frem og har fortalt sin historie til avisen Nice-Matin.

Kom for sent til fyrværkeri

Franck, der ikke står frem med efternavn, er en ganske almindelig fransk familiefar i 50'erne og har et helt almindeligt job i lufthavnen i Nice.

Alligevel reagerede han helt unormalt, da han for en uge side var taget på havnen for at spise is og se fyrværkeri med sin kone i anledning af den franske bastilledag.

- Vi kom for sent til fyrværkeriet, så der var ret stille. Vi kørte lidt rundt blandt folk, der blev ved med at samles på promenaden. Vi holdt lidt stille og kiggede på folk, fortæller Franck.

Lastbilen kommer imod dem

Franck og hans kones sene ankomst til promenaden kan have reddet deres liv. De nåede nemlig ikke at parkere scooteren og komme ind i folkemængden, før Mohamed Lahouij Bouhlel ankom.

- Pludselig mærker vi noget bag os. Min kone siger, at der er noget galt. Vi vender os og ser lastbilen komme kørende og folk løber væk fra den i alle retninger.

Allerede på det tidspunkt var Mohamed Lahouij Bouhlel begyndt på sin drabelige gerning.

- Jeg har billeder af organer, der flyver i luften, fortæller Franck.

- Jeg var klar til at dø for at stoppe det

Lastbilen kører udenom Franck og hans kone og her går det op for ham, hvad der foregår. Og det er her, Franck gør noget, de fleste af os nok ikke havde gjort. I stedet for at flygte fra stedet, sætter han sin kone af og kører efter lastbilen i fuld fart.

Her lykkes han med at komme i øjenhøjde med Mohamed Lahouij Bouhlel og give ham tre slag i ansigtet, inden terroristen trækker en pistol.

- Jeg var klar til at dø. Jeg var klar til at dø for at stoppe det, siger Franck.

Men sådan skulle det ikke blive. Mohamed Lahouij Bouhlels pistol virker ikke og i stedet for en dødbringende kugle får Franck et hårdt slag i ansigtet med pistolens håndtag. Han mister sit greb om lastbilens dør og falder ned på asfalten.

Fysiske og psykiske skader

Franck slap fra sit sammenstød med Mohamed Lahouij Bouhlel med et brækket ribben, blå mærker, en forstuvet hånd og et livs forbrug af mareridt. Ifølge avisen brød han flere gange sammen under interviewet, da han huskede detaljerne.

Men han klager ikke og ønsker heller ikke hyldest for sine handlinger. Og han siger i interviewet, at han nok aldrig vil glemme den aften og hvor tæt han var på at standse terroristen.

- Men jeg kunne ikke åbne den forbandede dør. Det kunne jeg bare ikke, siger han.