Guitar-legende død

16x9
Guitaristen Scotty Moore er død i en alder af 84 år. Foto: FRED PROUSER / Scanpix Denmark

Han er en af de mest anerkendte guitarister nogensinde og har spillet på Elvis-hits som 'Hound Dog' og 'Heartbreak Hotel'. Nu er Scotty Moore død.

Tirsdag sov guitaristen Scotty Moore i en alder af 84 år ind i sit hjem i Nashville.

Det skriver flere internationale medier, heriblandt Rolling Stone.

Flere af Scotty Moores samarbejdspartnere og fans begræder tabet af deres ikon på de sociale medier.

Blandt andet skriver lydteknikeren Matt Ross-Span, der arbejder i studiet Sun Studo, som Scotty Moore var tilknyttet, på sin Instagram-profil:

- Vi har i dag mistet et af fineste mennesker, jeg nogensinde har mødt. Jeg var heldig at kunne kalde dig min ven, og jeg er glad for, at jeg fik mulighed for at se dig for blot et par dage siden. Guitaristen, der forandrede verden ... især min; jeg håber, du er okay med, at jeg bliver ved med at sjæle dine "fraser". Elsker dig, Scotty.

Scotty Moore begyndte at spille guitar allerede som otteårig, og han spillede for første gang sammen med Elvis Presley i 1954 på nummeret 'That's All Right', hvor også bassisten Bill Black medvirkede. De tre dannede i forlængelse af singlen gruppen The Blue Moon Boys, som Scotty Moore også blev manager for. 

Alt, jeg ville, var at kunne spille og lyde sådan der. Alle andre ville være Elvis, jeg ville være Scotty.

Keith Richards, Rolling Stones

Sidenhen markerede Scotty Moore, der af musikmagasinet Rolling Stone i 2011 blev kåret som den 29. bedste guitarist i musikhistorien, sig med sin lyd på nogle af Elvis Presleys allerstørste hits som 'Heartbreak Hotel', 'Hound Dog', 'Blue Suede Shoes' og 'Jailhouse Rock'.

Se Scotty Moore optræde sammen med Elvis Presley med nummeret 'Hound Dog' i videoen her.

Elvis elskede Scotty

Scotty Moore betød da også noget helt særligt for Elvis Presley.

Det siger Elvis Presleys ekskone, Priscilla Presley, ifølge The Guardian i en pressemeddelelse.

- Elvis elskede Scotty og værdsatte disse fantastiske år, de havde sammen både i studiet og på turneer. Scotty var en fantastisk musiker og en legende i sin egen ret. Den vidunderlige musik, som Scotty og Elvis lavede sammen, vil leve for altid og inspirere mange kommende generationer, siger Priscilla Presley.

Scotty Moore (th.) sammen med Elvis Presley og Bill Black, da de optrådte under navnet The Blue Moon Boys.
Scotty Moore (th.) sammen med Elvis Presley og Bill Black, da de optrådte under navnet The Blue Moon Boys. Foto: Scanpix / Scanpix

I sin tid med Elvis Presley spillede Scotty Moore på en Gibson ES-295, mens han senere gik over til først en Gibson L5 og derefter en Gibson Super 400.

Han formåede at skabe en helt særlig lyd, mener blandt mange andre Rolling Stones-guitaristen Keith Richards, som tidligere har udtalt:

- Da jeg hørte 'Heartbreak Hotel', vidste jeg, hvad jeg ville med livet. Alt, jeg ville, var at kunne spille og lyde sådan der. Alle andre ville være Elvis, jeg ville være Scotty.

Se Scotty Moore optræde sammen med Elvis Presley med nummeret 'Heartbreak Hotel' i videoen her.