Disse lande vil stoppe rygning – i andre kan du bare ryge løs

16x9
Reglerne for, hvor du er må ryge, er meget forskellige verden over Foto: Linda Kastrup / Scanpix Denmark

Mange lande rundt om i verden har allerede indført de strengere regler, som Sundhedsstyrelsen foreslår

Sundhedsstyrelsen vil ifølge et endnu ikke offentliggjort arbejdspapir stramme op for rygning i Danmark med det formål på sigt helt at udfase brugen af tobak. Politiken har fået adgang til dokumentet, der blandt andet foreslår øgede tobaksafgifter, neutrale cigaretpakker, håndhævelse af rygeloven, så unge ikke kan købe cigaretter, styrket hjælp til rygestop og røgfri skoletid.

Der vil være tale om markante stramninger i forhold til i dag. Men på globalt plan er de i tråd med lignende stramninger og antirygningstiltag, der bliver indført lige nu.

TV 2 har kigget på nogle af de lande, der også strammer op – og på dem, der stadig lader folk ryge, som de vil.

DE SKRAPPE

Spanien: Totalt forbud mod rygning på værtshuse, legepladser og på områder ved skoler og hospitaler. Fremadrettet er der også planer om et forbud på fodboldstadioner og tyrefægtearenaer.

Australien: Her finder du nogle af verdens strammeste rygeregler. Der er rygeforbud i biler med børn, på restauranter, strande, stadions, parker og en række andre offentlige steder. Her har de desuden allerede indført de neutrale pakker uden logoer. Og så er der prisen: Afgifter betyder, at en pakke med 20 cigaretter let koster over 100 kroner.

Irland: De pubglade irere var det første EU-land, der indførte et rygeforbud på værtshuse. Det skete i 2004. Det gik overraskende glat og loven blev brugt som inspiration for lignende tiltag i en række lande, blandt andet herhjemme.

USA: Her afhænger det helt af, hvor du er henne. I Sydstaterne, som for eksempel Georgia og Texas, kan du stadig finde barer, hvor der må ryges. Reglerne bliver nemlig ikke bestemt af regeringen, men af den enkelte delstat. I Californien og New York har de valgt at have meget strenge regler. Det betyder blandt andet, at man i New York ikke må ryge i parker, på strande og gågader. Desuden skal man være 21 år gammel for at købe cigaretter.

Bhutan: Det lille land midt i Himalaya har uden sammenligning de strengeste rygeregler i verden. Det er nemlig fuldstændig forbudt. I Bhutan kan man ikke købe cigaretter, og det er ulovligt at være i besiddelse dem. På det sorte marked kan de dog skaffes. Bhutan har i øvrigt haft lovgivning, der skulle begrænse tobaksrygning, siden 1729.

DE MILDE

Slovakiet: Her må man stadig ryge på de fleste barer, men mange er opdelt i ryger- og ikkeryger-afdelinger. På restauranter må der ikke serveres mad i rygeområderne. Regler bliver dog sjældent håndhævet, og derefter rygning stadig meget udbredt. Der må ikke ryges ved busstoppesteder og på banegårde, men heller ikke de regler bliver håndhævet.

Kina: Rygning er meget udbredt i Riget i Midten. Tradionelt er det hovedsageligt mændene, der ryger, men det gør de så til gengæld også i stor stil: Cirka 60 procent af kinesiske mænd ryger, og det er verdensrekord (de bliver formentlig overgået af Nordkorea, der også elsker smøgerne, men der findes ikke tal for forbruget i det lukkede landet). Kina producerer desuden 42 procent af alle verdens cigaretter. Men blandt andet i Shanghai og Beijing forsøger man sig med lovgivning, der skal begrænse rygningen, der ellers normalvis foregår overalt.

Østrig: Her kan du nå at ryge – lidt endnu. Rygerum er stadig tilladt, så længe røgen ikke siver ind til ikke-rygerne. Men fra 2018 er det slut, for her træder et totalforbud mod rygning på barer og restauranter i kraft.

Har det så virket?

I strammer-landet Australien kom den første antirygningslov i 1999. Dengang røg ca. 25 procent af de voksne australiere. WHO anslår, at det tal vil være faldet til 10 procent i 2025.

Spanien indførte sin første rygelov blev indført i 2006. Dengang røg ca. 32 procent af de voksne spaniere. WHO anslår, at det tal vil være faldet til 20,7 procent i 2025.

Ser man på udviklingen af andelen af rygere på verdensplan, går det generelt i en retning: Nedad.

Det gælder også i de lande, der ikke har indført en streng rygelovgivning som for eksempel Kina.

Men faldet sker tydeligt langsommere, end de i de lande, der for alvor har sat ind over for rygning.

Rygeregler i Danmark
1986
Forbud på fly
SAS forbyder, som et af de første flyselskaber i verden, al rygning ombord på deres fly.
1995
Første lovgivning
Den første danske rygelov bliver indført. Den begrænser rygning på arbejdspladserne og offentlige steder.
2007
Slut med rygerkupeen
DSB afskaffer rygerkupeen, og det er nu ikke længere tilladt at ryge på tog i Danmark.
2007
Rygeloven indføres
Dermed er det slut med at ryge på restauranter, værtshuse over 40 m2, skoler, arbejdspladser og offentlige institutioner.
2014
Røgfrie perroner
Der bliver indført et totalforbud mod rygning på danske banegårde og perroner, både udendørs og indendørs.