Jagerfly rammer børn ved hospital i Syrien - ingen vil tage ansvaret

Bomberegn ramte civile i byen Idlib i Syrien. Rusland beskyldes for at stå bag, men det benægter en generalmajor fra det russiske forsvar.

En bølge af luftangreb har ramt byen Idlib i det nordvestlige Syrien og dræbt mindst 23 mennesker. Nogle kilder nævner op mod 60 omkomne i byen, som delvist kontrolleres af al Qaedas afdeling i Syrien, Al Nusra Fronten.

Bomberne ramte i et område, hvor der ligger to hospitaler og en moské, oplyser organisationen Syriens Observatorium for Menneskerettigheder, der støtter de oprørsgrupper som bakkes op af Vesten.

Private videooptagelser fra området viser, hvordan kvæstede børn trækkes ud af murbrokkerne. Billederne er set og bedømt af eksperter hos nyhedsbureauet Reuters, som vurderer, at de er ægte og optaget i Idlib i løbet af de seneste døgn.

Ifølge Syriens Observatorium for Menneskerettigheder er der mindst syv børn blandt de dræbte, og organisationen beskylder Rusland for at stå bag luftangrebet.

Russerne benægter imidlertid at have bombet i området.

- Det russiske flyvevåben har ikke udført nogen kampopgaver eller luftangreb i Idlib-provinsen, siger en talsmand for Ruslands militær, Generalmajor Igor Konashenkov.

Siden Ruslands militær begyndte at bombe inde i Syrien i september har styret i Moskva konsekvent afvist at have ramt civile.

Idlib ligger i det nordlige Syrien.
Idlib ligger i det nordlige Syrien. Foto: TV 2
En mand med et barn efter luftangrebene i Idlib.
En mand med et barn efter luftangrebene i Idlib. Foto: OMAR HAJ KADOUR / Scanpix Denmark
Barn i pyjamas på et hospital efter luftangrebene.
Barn i pyjamas på et hospital efter luftangrebene. Foto: OMAR HAJ KADOUR / Scanpix Denmark

Syriens Observatorium for Menneskerettigheder har kontakt til kilder i Idlib som fortæller, at omkring 10 luftangreb har ramt området nær hospitalet National Hospital.

I Tyrkiet beskylder myndighederne også Rusland for at stå bag luftangrebene. Ifølge tyrkerne er mere end 60 dræbt i hvad de kalder uforsvarlige og kriminelle gerninger begået af Rusland og styret Syrien.

Den russiske talsmand Igor Konashenkov kalder beskyldningerne mod Rusland for "en gyserhistorie" og siger at den slags oplysninger burde møde større skepsis.