En udspringers værste mareridt: Hang fast under fly - reddet i sidste øjeblik

Pilot satte livet på spil for at redde uheldig udspringer, der hang fast i flyet med faldskærmens line.

Faldskærmsinstruktør Jeremy Denning skulle springe ud fra et fly med fem andre. Noget gik dog helt galt. Han sprang ud som den sidste, men linen fra hans faldskærm hang fast i flyet – og så gjorde piloten, der intet anede om uheldet, klar til at lande.

- Lige efter jeg var sprunget, vidste jeg, at jeg var på spanden. Jeg var faldet fem meter, og der var ikke mere line at give af. Den sad fast om anklen på mig. Jeg lå med hovedet nedad og kiggede op på flyets underside, fortæller Jeremy Denning i dokumentaren Mit møde med døden.

Folkene på landjorden, der holdt øje med udspringerne, kunne dog kun se fem faldskærme på himlen, og derfor kontaktede de piloten for at høre, om alle seks var sprunget. Det bekræftede han.

- Jeg svarede, at alle var sprunget. Alle springere havde forladt flyet, fortæller pilot Garth Greyling.

Lige efter jeg var sprunget, vidste jeg, at jeg var på spanden

Jeremy Denning, faldskærmsudspringer

Pilot: Det handlede om liv eller død

Hvad han ikke kunne se var, at Jeremy Dennings line hang fast i flyet, og derfor gjorde piloten som planlagt klar til at lande sit fly.

Få sekunder før piloten ville lande flyet på landingsbanen, kunne folkene på landjorden se, at den sjette og sidste springer hang fast under flyet, og de kontaktede hurtigt piloten, der øjeblikkeligt afbrød landingen og fik flyvemaskinen til at stige til vejrs.

- Jeg kunne lige præcis nå at øge motorkraften og stige, og så gik det hele op for mig. Jeg fik samlet alle trådene, og jeg forstod, at Jeremy hang under flyet. Det ene øjeblik er alt normalt. Næste øjeblik står man i en situation, der handler om liv og død, fortæller piloten, der vidste, at ingen andre end ham selv kunne redde faldskærmsudspringeren.

Jeg forstod, at Jeremy hang under flyet. Det ene øjeblik er alt normalt. Næste øjeblik står man i en situation, der handler om liv og død

Garth Greyling, pilot

Hvem kan redde udspringerens liv?

Med folkene på landjorden diskuterede piloten over radioen forskellige scenarier for at finde en løsning, så de kunne redde faldskærmsudspringerens liv. Jeremy Denning ville blive slået ihjel, hvis piloten forsøgte at lande med ham hængende under flyet.

Folkene på landjorden foreslog, at piloten kunne forsøge at forlade cockpittet og gå ned og skære ham fri.

- Da begyndte det at gå op for mig, hvor gravalvorligt det var, fortæller Garth Greyling.

Du kan se hele dokumentaren Mit møde med døden på TV 2 PLAY, hvor hændelsesforløbet er blevet rekonstrueret.
Du kan se hele dokumentaren Mit møde med døden på TV 2 PLAY, hvor hændelsesforløbet er blevet rekonstrueret. Foto: TV 2 / TV 2

Når piloten er væk – hvem styrer så flyet?

Problemet med manglen på en pilot er, at flyet i det tidsrum er ude af kontrol, og det betyder, at Garth Greyling også udsætter sig selv for livsfare. Jo længere han går tilbage i flyet, jo mere vægt er der bagtil, så næsen på flyet går op. Og fordi han ikke sætter farten op, vil flyet tabe fart og til sidst stalle.

- Jeg kravlede langsomt hen over sæderne, så godt jeg kunne. Det var skræmmende. Da jeg kom derned, var det ikke bare ligetil, fortæller Garth Greyling.

Da begyndte det at gå op for mig, hvor gravalvorligt det var

Garth Greyling, pilot

Fordi flyet radikalt ændrede kurs, måtte piloten tilbage i cockpittet, før han forsøgte sig endnu en gang. Denne gang lykkedes det.

- Jeg satte kniven på remmen. Det tog under et sekund at skære den over. Den sprang nærmest fra hinanden. Jeremy faldt ned, fortæller Garth Greyling, der efterfølgende løb tilbage i cockpittet for at styre flyet.

Frit fald med 200 kilometer i timen

De næste sekunder var nervepirrende for folkene på landjorden og ikke mindst Jeremy Denning, der var i frit fald fra flyet med 200 kilometer i timen. Hvis han skulle overleve faldet, var det altafgørende, at hans faldskærm foldede sig ud.

- Min umiddelbare tanke var: Smerten er væk. Hvad skyldes det? Er min fod blevet skåret af? Nej. Så jeg vidste, at Garth var gået ned i bagenden af flyet og skåret mig fri. Jeg var henrykt, men var nu i frit fald, fortæller Jeremy Denning.

Heldigvis udløste faldskærmen sig, så Jeremy Denning kunne slippe fra episoden med livet i behold – til stor glæde for ham selv, folkene på landjorden og piloten i luften.

- Det er en melding, jeg aldrig glemmer: ”Der er en faldskærm i luften”, fortæller Garth Greyling, der sikkert landede sit fly kort tid efter.

Se videoen fra dokumentaren Mit møde med døden øverst i artiklen.