Terrorfrygt i Italien: Tusindvis af soldater i gaderne

Efter terrorangrebene i Bruxelles tirsdag er sikkerhedsniveauet blevet skruet i vejret flere steder i Europa. I stor stil i bl.a. Rom.

Midt under terrorangrebet i Bruxelles tirsdag blev beredskabsniveauet hævet til det allerhøjeste i Rom og Milano. Ved det næsthøjeste niveau regner man med, at hele nødplanen ved et eventuelt angreb kan træde fuldt i kraft indenfor en time. Ved højeste niveau en halv time.

Mellem 5000 og 7000 soldater er blevet sendt på gaderne. Trusselniveauet har ligget på det næsthøjeste niveau siden terrorangrebene i Paris i november og i anledning af jubelåret i den katolske kirke, der begyndte i december.

Bevæbnet politi og militær bevogter flere steder i Rom. Også her foran Peterskirken.
Bevæbnet politi og militær bevogter flere steder i Rom. Også her foran Peterskirken. Foto: ANGELO CARCONI / Scanpix Denmark

Trusler om terrorangreb 

Terrorgruppen IS har truet især fire steder: Vatikanet/Peterskirken, Colosseum, Domkirken i Milano og Scala-operaen i Milano.

- Der er soldater med maskingeværer og skudsikkert tøj på snart hvert et gadehjørne i indre by. Særligt ved Pantheon, Den spanske Trappe, Piazza Navona, Trevi-fontænen og ved alle ministerier og ambassader. De er også foran kirker der besøges meget af turister som f.eks. Santa Maria in Trastevere, Santa Maria Maggiore, San Giovanni m.fl, fortæller TV 2-journalist Eva Ravnbøl fra Rom.

Peterspladsen i Rom med et flag fra terrororganisationen Islamisk Stat. Billedmanipulationen er fra en forside fra IS-magasinet Dabiq.
Peterspladsen i Rom med et flag fra terrororganisationen Islamisk Stat. Billedmanipulationen er fra en forside fra IS-magasinet Dabiq. Foto: Screenshot / Screenshot

På Roms hovedbanegård Termini vrimler det med politi og folk fra hæren, og der er kommet et check-point, der ikke var der tidligere.

I Vatikanet er der 30 positioner med metaldetektorer og sikkerhedsvagter, så alle der skal ind på pladsen, når Paven holder messe, bliver undersøgt, præcis som hvis de skulle ud at flyve.

Terrororganisationen IS har flere gange udpeget Italien, og i særdeleshed Rom, som et mål for terror.

Colosseum i Rom er et af de steder, myndighederne holder særligt øje med.
Colosseum i Rom er et af de steder, myndighederne holder særligt øje med. Foto: ANGELO CARCONI / Scanpix Denmark

Paven vil ikke pakkes ind i vat

Paven giver sine egne sikkerhedsvagter grå hår i hovedet og søvnløse nætter, fordi han nægter at ændre sin adfærd. Han vil køre i åben vogn, og han vil ned at tale med folk og omfavne dem og kysse børn osv.

Pave Frans vil ikke ændre opførsel på grund af terrortruslen i Europa.
Pave Frans vil ikke ændre opførsel på grund af terrortruslen i Europa. Foto: OSSERVATORE ROMANO / HANDOUT / Scanpix Denmark

- Han har aldrig ændret et komma i sin kalender, og det gør han heller ikke her i påskedagene, hvor han har et stramt program, beretter Eva Ravnbøl.

Almindelige italienere er meget ængstelige og onsdag viste en undersøgelse, at 36 % siger, de har ændret deres hverdagsvaner på grund af terrorfrygt. 88 % har i en internetafstemning sagt, de siger OK til mere kontrol i sikkerhedens navn.

Andre trodser frygten

Men pilgrimme og andre troende tropper gladeligt på Peterspladsen, også i disse dage, på trods af den direkte trussel IS har fremsat mod lige netop det sted; Kristendommens epicenter.