Medie: 400 terrortrænede IS-krigere klar til at slå til i Europa - også i Danmark

Der kan være mindst 400 terrortrænede islamister i Europa, siger flere kilder til nyhedsbureauet AP.

Terrororganisationen Islamisk Stat (IS), der har taget ansvaret for angrebene i både Paris og senest Bruxelles, har trænet mindst 400 personer specifikt til at udøve terror i Europa.

Det skriver nyhedsbureauet AP, der har talt med anonyme kilder i europæiske og irakiske efterretningstjenester.

Træningen skulle foregå i særligt indrettede træningslejre i Syrien og Irak med det formål at oprette semiautonome terrorceller flere steder i Europa, der - uafhængigt af ledelsen af IS - kan slå til på det tidspunkt og sted, der passer cellen bedst.

Ekspert: Man har set sådanne lejre andre steder

Ifølge lektor Carsten Bagge Laustsen, der forsker i blandt andet terror ved Aarhus Universitet, er det ikke usandsynligt, at Islamisk Stat har sådanne træningslejre.

- Det ville være logisk, at Islamisk Stat har disse lejre, særligt set i lyset af, hvordan organisationen gang på gang opfordrer til terror i Europa. Faktisk ville det overraske mig, hvis de ikke havde det, siger han til TV 2.

Carsten Bagge Laustsen henviser samtidig til cirka 22.000 lækkede IS-dokumenter, der viser, hvordan terrororganisationen interviewer sine kommende krigere og blandt andet spørger dem, om de er klar til at dø som martyrer.

- Så man må formodede, at der er koblet en eller anden form for uddannelse på for de folk, der har sagt ja til dette i interviewet. Andre steder har man set lignende lejre, for eksempel i Nigeria, hvor Boko Haram har trænet folk til at blive terrorister.

Autonome celler er smart for IS

Ifølge AP er der tale om mindst 400 personer, der er særligt trænede til at udføre angreb i Europa. Og dette lyder ikke helt usandsynligt, mener Carsten Bagge Laustsen.

- I forhold til hvor mange Syrien-frivillige, der findes, så virker det ikke som et vildt overdrevet tal. Men det er svært for mig at vurdere. Nogle tror, at vi har tusindvis af ”sovende” terrorceller i Europa. Og det er nok overdrevet, siger terrorforskeren.

- Men det er et stort problem.

I alt har omkring 5.000 europæiske statsborgere været i Syrien for at kæmpe, skriver AP.

Ifølge Carsten Bagge Laustsen har det flere fordele for Islamisk Stat at benytte sig af disse semiautonome terrorceller.

- Det giver god mening, at terrorcellerne selv bestemmer hvor, hvornår og hvordan. Når de er selvorganiserede, undgår de lettere at blive optrævlet. Derfor er det set fra Islamisk Stats side fornuftigt at give dem denne autonomi. Desuden finansierer cellerne ofte selv deres aktiviteter, og dermed er det billigt for IS, som i stedet kan bruge sine ressourcer andetsteds.

Kilde: Terrorister befinder sig i Danmark

Overfor AP beskriver sikkerhedskilder, hvordan krigerne trænes i kampstrategier, sprængstoffer, overvågningsteknikker og måder at undgå overvågning på.

- Forskellen er, at nogle af disse IS-krigere i 2014 kun fik et par ugers tærning. Men nu er strategien ændret. Der er blevet oprettet specialenheder. Træningen er længere. Og det ser ud som om, at målet ikke længere er at dræbe så mange som muligt, men i stedet at have så mange terror-operationer i gang som muligt, så fjenden er tvunget til at bruge flere penge og mere mandskab. Det handler mere om rytmen i terrorangrebene nu, siger den anonyme kilde til AP.

Ifølge AP påstod lederen af terrorangrebene i Paris, at han kom til Europa i en multinational gruppe bestående af omkring 90 krigere, der spredte sig til flere lande i Europa. Dette bekræftes af en anonym kilde fra den irakiske efterretningstjeneste, der nævner blandt andet Danmark og Sverige som steder, hvor de befinder sig.