Ny på Instagram: Pave Frans storhitter efter få timer

16x9
Pave Frans er nu både at finde på Instagram og Twitter. Foto: GABRIEL BOUYS / Scanpix Denmark

Pave Frans har lørdag meddelt på Twitter, at man nu også kan følge ham gennem billeder på Instagram under navnet 'Franciscus'.

Det katolske overhoved vil primært bruge det sociale medie til at udbrede det katolske budskab til yngre generationer - og noget tyder på, at han vil få mange følgere.

Over 100.000 brugere har nemlig allerede trykket 'synes godt om' pave Frans' første billede på Instagram.

Her ser man en knælende pave med lukkede øjne og flettede fingre med teksten 'Pray for me' - på dansk 'bed for mig' - på ni forskellige sprog.

A post shared by Pope Francis (@franciscus) on

Succes på Twitter

Paven, hvis borgerlige navn er Jorge Mario Bergoglio, går på Instagram under navnet @Franciscus, hvilket er latinsk for Frans.

Hans debut på Instagram kommer ikke på hvilken som helst dato. Den 19. marts er det nemlig præcis tre år siden, pave Frans blev indsat som religiøst overhoved for verdens 1,2 milliarder katolikker.

- På denne måde kan vi vise de aspekter af nærhed og inklusion, som Pave Frans lever efter hver dag, udtaler Misignor Viganó fra Vatikanets kommunikationsafdeling ifølge The New York Times

Den 79-årige pave er dog ikke helt ny på de sociale medier. Siden 2012 har han været aktiv på Twitter, hvor han bare på sin engelsksprogede profil har 8,9 millioner følgere.

Pave Frans tweeter faktisk på i alt ni forskellige sprog, og tæller man sammen, lyder antallet af følgere ifølge AP på hele 26 millioner.

Ifølge The New York Times er det dog ikke pave Frans, der selv lægger tweets og billeder ud på de sociale medier. Det sørger Vatikanets kommunikationsafdeling for.

A post shared by Pope Francis (@franciscus) on