Ich bin ein Berliner: Indbygger i en skodby

16x9
Brandenburger Tor er en attraktiv seværdighed for de mange turister der hvert år besøger den tyske hovedstad. Foto: Torben Christensen / Scanpix Danmark

Det kan godt være, turisterne tropper op i tusindvis, men den tyske hovedstad er pinlig og fattig på alt, siger overraskende ny analyse.

Til mit faste morgenritual hører læsningen af Berlin-avisen Tagesspiegels nyhedsbrev, ”Checkpoint”. Udover at rapportere om stort og småt fra storbylivet, så tæller redaktør Lorenz Maroldt dagene, der er gået, siden Berlins store prestigeprojekt, storlufthavnen Berlin-Brandenburg, IKKE åbnede.

Vi er nu på dag 1385 ”and still counting”, og ingen aner, hvornår den bliver taget i brug. Det er intet mindre end en skandale i miliardklassen, og det er typisk Berlin. Jeg bor i en skodby!At det virkeligt forholder sig sådan, fremgår af en analyse fra netmagasinet ”The European”.

Forfatteren Valentin Weimer opremser hele fem punkter som bevis for, at min hjemby er en ”pinlig” hovedstad: Berlin er fattig. Mens erhvervslivet snurrer på højtryk i de sydtyske metropoler, München, Frankfurt og Stuttgart, så sættes dagsorden i Berlin af arbejdsløse, tilskudsryttere og luftige projektmagere, der bare er ude på at realisere sig selv.

Ingen af Tysklands store koncerner har hovedsæde i Berlin, noterer Valentin Weimer, og hverken i medie eller it-branchen kan byen bryste sig af at være førende. Ja, og så nævner han lige den ufærdige lufthavn som eksempel på Berlins inkompetence, av, av av.

Den ensomme storby                           

Også politisk er byen et håbløst tilfælde, alt for rød og forvænt med at leve at offentlige tilskud, skriver Valentin Weimer. Uddannelsessystemet er det værste i landet, og der er mangel på lærere og skoleledere.

Det går heller ikke bedre på den åndelige og moralske front. 60 procent af berlinerne er gudløse, opregner Weimer. Antallet af single-husholdninger ligger på 54 procent (”Intet sted i verden lever mennesker mere ensomt”), og de der bliver gift, har en høj risiko for at blive skilt.

Og for lige at køre kniven rigtig godt rundt i såret, slutter Valentin Weimer af med at fastslå, at Berlin har misset chancen for at blive et forbillede for resten af Tyskland. I stedet er byen endt i selvforelsket ensomhed: ”Berlin ser gerne sig selv om verdens-hovedstad, men er ikke engang accepteret som hovedstad for sit eget land”, lyder afskedssalutten fra redaktør Weimer, som mere og mere lyder som en forsmået elsker.

Hans biografi afslører, at han engang har boet i Potsdam uden for Berlin (men altså aldrig nåede til hovedstaden) og nu nyder udsigten over den idylliske Tegernsee i det sydlige Bayern.

Du ville være lykkeligere der

Men noget er galt med den gode redaktør Weimers betragtninger fra bredden af Tegernsøen, for strømmen af ankommende rullekufferter vil tilsyneladende ingen ende tage. Berlins indbyggertal på 3,5 millioner mennesker vokser med eksplosive 45.000 om året, og antallet af turister sætter hvert år ny rekord.

Så nok bor jeg i en skodby, som ikke kan finde ud af få røgudsugning og strømforsyning til at fungere i den (forhåbentligt) kommende storlufthavn, men det ændrer altså ikke ved Berlins tiltrækningskraft. Det britiske internetsite BuzzFeed har for nylig opremset hele 18 ting ved Berlin, som ville gøre enhver London-borger jaloux.

Det handler ikke bare om billigere boliger, ja billigere alting, sammenlignet med den engelske hovedstad. Det handler også om bedre og knap så overfyldte undergrundstog, det handler om flere grønne områder og muligheden for at kunne bade i flod eller sø, det handler om den afslappede livsstil, der gør det muligt at købe en øl i håndkøb stort set døgnet rundt og ryge også indendørs. ”Du ville sandsynligvis være lykkeligere, hvis du levede der”, lyder BuzzFeeds konklusion. Tag den Tegernsee!

Berlin boomer

På det seneste er der også ved at komme gang i iværksætterscenen i Berlin. Sidste år kunne en analyse dokumentere, at Berlin for andet år i træk har Europa-rekord i af skaffe penge til nye virksomheder, for andet år træk har man passeret London, som ellers har gået for at være førende i Europa, når det gælder om at skaffe risiko-kapital.

Skodby eller ej, det går den rigtige vej. Bagsiden er overfyldte skoler, manglende institutionspladser, og fodboldklubber, som må deles om træningsbanerne, og det bliver kun værre endnu, for fødeklinikkerne melder også om nye rekorder. Overalt er fornemmelsen, at ”Berlin er fyldt op, og prognosen siger, at den byen bare bliver endnu proppet”, rapporterede for nylig Süddeutsche Zeitung (med hovedsæde i München).

Jeg lever i en skodby, javel, men en skodby med længe savnet fornemmelse af succes! Berlin boomer, og så er det jo godt, vi stadig har hele tre lufthavne: Den overfyldte og nedslidte Vest-lufthavn Tegel, den overfyldte og nedslidte østtyske ditto Schönefeld og så den ufærdige og tomme Berlin-Brandenburg lufthavn, hvor det eneste, der letter, er udgifterne.