Danske Kristian overlevede Utøya: Vi må ikke lade Breivik vinde

Forud for Anders Behring Breiviks retssag mod den norske stat vil de overlevende fra Utøya helst bare sende massemorderen i glemslen.

I flere timer skjulte han sig sammen med flere andre under et klippefremspring på en af øens skrænter. Skudsalverne, der rungede mellem træerne, fortsatte, og han så folk omkring ham blive ramt og falde til jorden.

69 mennesker mistede livet under massakren på den norske ø Utøya den 22. juli 2011, men danske Kristian Kragh Lundø var blandt de heldige, der slap fra øen med livet i behold.

Som mange af de andre overlevende har han siden da forsøgt at lægge oplevelsen og særligt gerningsmanden bag sig, men i den kommende uge vil navnet igen fylde mediernes overskrifter.

Han har forvoldt så meget smerte, og så må han leve med konsekvenserne af det valg.

- Kristian Kragh Lundø

På tirsdag indledes retssagen, hvor den dømte terrorist og massemorder Anders Behring Breivik har sagsøgt den norske stat, fordi han mener, at han bliver uretmæssigt behandlet under sin afsoning i fængslet.

Breivik mod Norge

Anders Behring Breivik har stævnet Norge, fordi han mener, at hans afsoningsforhold er et brud på menneskerettighederne.

Retssagen blev afholdt 15.-18. marts 2016 i gymnastiksalen i Skien fængsel, hvor Breivik for tiden afsoner sin dom på 21 års forvaring.

Efter 10 år kan Breivik søge om prøveløsladelse - efter 21 år kan aklagemyndigheden hvert femte år anmode om, at han ikke skal løslades. Det kan ske, hvis man fortsat vurderer, at han kan være farlig.

Breivik er dømt for terrorangreb og drab på 77 mennesker i Oslo og på Utøya 22. juli 2011.

- Han skal ikke behandles anderledes end nogen anden indsat. Derfor håber jeg på en fair retssag, og hvis han får medhold, så er det mest af alt en sejr for den norske retsstat, at den har stået ved sine principper i stedet for at fravige dem, fordi han er den, han er, siger Kristian Kragh Lundø.

Breivik mener selv, han bliver behandlet i strid med menneskerettighederne. Ifølge hans advokat skulle han ligefrem have taget skade af isolationsfængslingen, hvor han er fuldstændig afskåret fra kontakt med omverdenen.

- Det må retten tage stilling til. Men det gør mig ingenting, for han har forvoldt så meget smerte, og så må han leve med konsekvenserne af det valg, siger Kristian Kragh Lundø.

Han var 18 år, da han for snart fem år siden deltog på AUF-sommerlejren på Utøya, og danskeren var selv nær blevet ramt, da et af Breiviks projektiler susede lige forbi ham.

I stedet satte han i løb og endte sammen med 15-20 andre nede på klippeskrænten, hvor de klamrede sig til hinanden, indtil angrebet var overstået.

Pårørende frygter ny retssag

Den nu 37-årige Anders Behring Breivik blev den 24. august 2012 idømt lovens strengeste straf i Norge for terrorangrebene i Oslo og på Utøya, hvor sammenlagt 77 mennesker blev dræbt.

Siden september 2013 har han afsonet sin dom i det topsikrede Skien Fængsel, og det er også herfra, at den nye retssag af sikkerhedsmæssige hensyn skal føres.

Støttegruppen efter den 22. juli har på forhånd udtrykt bekymring over retssagen og de følelser, som den kan udløse hos de efterladte og pårørende. Gruppen har derfor bedt medier tage hensyn i deres dækning af sagen og offentligheden om ikke at dele billeder af Breivik på de sociale medier.

Kristian Kragh Lundø ville også helst, at Anders Behring Breivik fik lov at gå gik i glemslen.

- For mig er han ikke nogen speciel person, men de ting, han har gjort, er det, som bekymrer mig, for jeg ved, at han ikke er den eneste i verden, der står for de ting, siger Kristian Kragh Lundø.

Vil ikke ændre værdier

Retssagen har skabt debat i Norge, hvor kritikere stiller sig uforstående over for, at en massemorder overhovedet skal have have taletid, Men ifølge generalsekretær i Norsk presseforbund, Kjersti Løken Stavrum, er sagen vigtig for Norge som retsstat.

- Måden, som Norge har mødt massemorderen på, har vidnet om, at vi ønsker at praktisere det ypperste af retssikkerhed. Denne sag er et nyt kapitel i fortællingen om retsstaten Norge, har hun fortalt til avisen Vårt Land.

Selvom Kristian Kragh Lundø i 2011 var vidne til, at Breivik skød og dræbte flere af hans venner, har han i dag intet ønske om at indskrænke nordmandens rettigheder til at føre den nye retssag. Tværtimod skal retsstaten her vise sin styrke.

- Jeg har taget et valg om ikke at lade ham ændre, hvem jeg er som person, eller at rykke mine værdier, og hvad jeg står for. Det var det, han prøvede at angribe, og den sejr vil jeg ikke give ham. Det har været vigtigt for mig at nægte ham den sejr for på den måde at få min egen.

Utøya ligger i Tyrisfjorden en times kørsel fra Oslo. I dag er øen, som er ejet af AUF, genåbnet for omverdenen.
Utøya ligger i Tyrisfjorden en times kørsel fra Oslo. I dag er øen, som er ejet af AUF, genåbnet for omverdenen. Foto: Dennis Lehmann / Scanpix Denmark

Kristian Kragh Lundø har tidligere fortalt, at han efter massakren i 2011 havde en dårlig tid, som han ikke var forberedt på at tackle på egen hånd. Blandt andet havde han problemer med både mad- og søvnvaner, og han drak for meget.

Den nu 22-årige dansker bor i dag med sin kæreste i Viborg, og til sommer færdiggør han sin uddannelse til markedsføringsøkonom, og ifølge ham selv har han det godt, selvom det har taget lang tid at komme hertil.

- Når jeg tænker på den 22. juli i dag, tænker jeg på menneskene og de gode ting, der er vokset ud af det utrolige hadske angreb, siger Kristian Kragh Lundø.

Når der tages hul på Breiviks sag mod den norske stat, forventer han at følge med, men udfaldet af retssagen er ikke vigtigt for ham.

- Bare processerne bliver fulgt, og han får en retfærdig behandling. Det er svært for mig at sige, men det er nogle principper, jeg er nødt til at holde fast ved for at have det godt med mig selv.

Terrorangrebene i Norge 22. juli 2011
08:29
En mand skriver en mail til sig selv på adressen behbreiv@online.no. Han underskriver mailen som Andrew Berwick – han vil sikre, at mailadressen virker. Det gør den. Manden sidder hjemme i sin mors lejlighed på Hoffsveien i den vestlige del af Oslo. Foran lejligheden står en hvid Volkswagen Crafter med et hjemmelavet skilt med ’afløbsrens’ på siden. Skiltet skal forhindre, at folk bliver bekymrede over lugten af kemikalier fra bilen. Bag i bilen står en 950 kilo tung bombe.
10:00
TV 2
Efter manden på Hoffsveien i Oslo har tjekket, at mailadressen behbreiv@online.no virker, siger han til sin mor, at han tager til byen. Han har brug for nogle dele til sin computer - men jo, han er hjemme igen til middag. Moren lover at lave spaghetti bolognese. Egentlig bor han på en gård på Rena i Hedmark et stykke udenfor Oslo.
Firmaet Breivik Geofarm er registreret på gården. Det regner. Manden har både en hvid Volkswagen Crafter og en sølvgrå Fiat Doblo parkeret foran lejligheden på Hoffsveien. Han henter en lunte med en brændetid på syv minutter fra Dobloen og monterer den på bomben, der er bygget ind bag i den hvide VW Crafter. Så sætter han sig ind i Dobloen og kører mod Oslo Centrum.
11:10
TV 2
Landsmoder og tidligere statsminister for Arbeiderpartiet Gro Harlem Brundtland bliver mødt med jubel, da hun træder frem foran de unge på AUF's sommerlejr på Utøya. Hun er et ikon i norsk politik - mange af de unge har aldrig mødt hende før. Vinduerne i Storesalen står på vid gab - luften er tung, udenfor regner det, og der danner sig små pytter på gulvet. Gro Harlem Brundtland taler uden manuskript - det hele er meget personligt. Hun har lånt et par gummistøvler af en af de unge på øen - aldrig har vejret på sommerlejren været så dårligt.
- Jeg tænker, at jeg vil fortælle lidt fra mit eget liv som udgangspunkt for debatten i dag, siger hun og fortæller om sin opvækst under krigen, om Hitler, efterkrigstiden, genopbygningen af landet. Om fællesskab og ligestilling.
12:03
En mand indløser en parkeringsbillet til en sølvgrå Fiat Doblo på parkeringspladsen ved Hammersborg i Oslo. Overvågningskameraer i området viser, at manden forlader bilen og går ind i centret gennem Grubbegaten ved regeringsbygningen. Under armen bærer han en dokumentmappe i sort skind. Bilen har han lejet 15. juli - bag i står en stor kasse, han senere skal have med til Utøya. I kassen er blandt andet håndjern, strips, ammunition, riffel og et haglgevær. Han tager en taxa hjem til morens lejlighed.
14:08
Mailadressen behbreiv@online.no er igen aktiv. Med et tryk på ’send’, bliver et 1801 sider langt manifest afleveret i mailboksen hos 1002 kontakter i Norge og udlandet. Manifestet er et sammenskriv af en lang række højreradikale tankegange - og indeholder desuden flere opstillede fotografier af den 32-årige afsender Anders Behring Breivik i forskellige hjemmelavede uniformer.
I den vedhæftede tekst bliver modtagerne tituleret som "vesteuropæiske patrioter" – der opfordres til at dele manifestet.
Under retssagen mod Anders Breivik kommer det senere frem, at han faktisk forsøgte at sende manifestet til 8109 udvalgte modtagere. Men grænsen for antal udsendelser på et døgn i Telenors spamfilter var nået med tusind adresser.
14:50
Den lille færge MS Thorbjørn sejler ud fra Utøya og vender stævnen mod fastlandet. Ombord er blandt andre Gro Harlem Brundland, der er færdig med sit besøg på AUF’s sommerlejr. Turen tager få minutter. Anders Breivik fortæller senere under retssagen, at hun var et af hans primære mål. Han havde planer om at skære hendes hoved af med en bajonet og filme det.
15:00
På Hoffsveien i den vestlige del af Oslo skifter en mand fra civilt tøj til en hjemmelavet politiuniform bag i en hvid Volkswagen Crafter. Han træder ud på parkeringspladsen og kigger sig omkring - nervøs for, at nogen skal se ham og ane uråd. Ingen er i nærheden, og han starter den hvide varevogn. På vej ud mod E18 er der tæt kø - nu er det en traktor, der er kørt af vejen. Ved en politiafspærring står to betjente, manden frygter, at de ser hans uniform og aner uråd. Det gør de ikke.
15:13
Politifoto
Den hvide varebil fortsætter ind i regeringsområdet. Ned af den ensrettede Grubbegaten, der af sikkerhedshensyn skal lukkes for biltrafik til efteråret. Det er besluttet syv år tidligere - men bureaukratiet tager tid. Bilen glider stille ind foran hovedindgangen til Højblokken. Bag i bilen er gemt en 950 kilo tung bombe, der blandt andet består af kunstgødning, diesel og aluminium. Gødningen er indkøbt via firmaet Breivik Geofarm. Efter lunten er antændt, vil bomben eksplodere efter syv minutter.
15:17
Politifoto
Chaufføren stiger ud af bilen. Det er første gang, han bliver opfanget på kamera. Han har allerede tændt lunten til bomben. Egentlig er der parkeringsforbud foran Højblokken - kun de øverste medlemmer af regeringen må holde der. Men det er ikke en regel, der for alvor bliver håndhævet. Overvågningsbilleder viser, at han er iført uniform og har en pistol i højre hånd. Det er en halvautomatisk Glock-pistol, som er erhvervet lovligt efter adskillige træningstimer i Oslo Pistolklub. Han går hen mod den sølvgrå Fiat, han parkerede tre timer tidligere.
15:25
Store dele af Oslo kan mærke rystelserne, da den hvide varebil foran Højblokken eksploderer i et inferno af ild. Trykbølgen fra bomben smadrer vinduer i en radius af flere hundrede meter, og otte mennesker mister livet. Højblokken rummer blandt andet statsministerens kontorer og justitsministeriet – senere viser det sig, at en parkeringskælder under bygningen har taget en væsentlig del af trykket fra bomben, og at eksplosionen kunne have gjort langt større skade.
15:25
Manden i politiuniform mærker rystelserne fra eksplosionen. Bag i hans sølvgrå Fiat Doblo ramler to kasser sammen på grund af trykbølgen. Radioen er indstillet på P4, og der hører han kort efter, at en eksplosion har ramt regeringsbygningen.
- Målet var at dræbe hele den norske regering og statsministeren i regeringsbygningen, siger Anders Breivik under den senere retssag.
15:34
Vidnet Andreas Olsen kontakter politiet og fortæller, at han så en nordisk udseende mand iført politiuniform og bevæbnet med pistol. At manden fem minutter inden eksplosionen forlod området i en bil med nummerpladen VH 24605. Der bliver ikke meldt noget ud om observationerne - hverken til det lokale politi eller offentligheden.
16:10
Kort efter klokken 16.10 bliver en efterlysning om den bevæbnede mand og bilen med registreringsnummeret VH 24605 sendt ud i de lokale politidistrikter Asker og Bærum, Romerike og Follo.
16:30
På Utøya er Storesalen stuvende fuld. Der er indkaldt til stormøde, og leder af AUF, Eskil Pedersen, fortæller, at der har været en eksplosion i Oslo. Statsminister Jens Stoltenberg er i sikkerhed - men ingen ved, hvor omfattende situationen er.

- Utøya er det sikreste sted at være i Norge lige nu! siger Eskild Pedersen.
16:40
Den sølvgrå Fiat Doblo svinger ind på parkeringspladsen ved færgelejet i Utvika. Det er her, den lille færge MS Thorbjørn sejler til og fra Utøya. Færgen er ikke ved Utvika – men Breivik forklarer færgepersonalet ved Utvika, at der har været et terrorangreb i Oslo, og han af sikkerhedsmæssige årsager skal over til Utøya. Monica Bøsei, der er lejrleder på Utøya, skal også med færgen. Hun beder manden i politiuniform om at skjule sin riffel, da den vil skræmme de unge. Der befinder sig 564 personer på Utøya.
17:04
MS Thorbjørn lægger fra kaj ved fastlandet og sejler over mod Utøya. Om bord er manden i politiuniform. Med sig har han en tung kasse, en pistol af mærket Glock samt en halvautomatisk riffel, der nu er gemt i en plastikpose. Den har 30 skud i magasinet. Et haglgevær ligger tilbage i bilen.
17:15
Manden i politiuniform går i land på Utøya. Den tunge kasse får han nogle af de unge til at køre op af bakken til informationshuset. Kassen indeholder blandt andet to dunke diesel og ekstra ammunition. Manden har de seneste uger forberedt sig med præstationsfremmende anabolske stereoider, ligesom han har indtaget en blanding af amfetamin, effedrin og morfin.
17:21
De første skud falder på Utøya. Manden i politiuniform dræber først politimanden Trond Berntsen, der arbejder som vagtmand på øen. Han er begyndt at stille kontrolspørgsmål. Herefter skyder han Utøyas lejrleder Monica Bøsei. En anden vagtmand kommer til. Han bliver også dræbt. Manden går mod den største bygning på Utøya - Kafebygget. Han kan ikke løbe, udstyret er for tungt. Han taler til nogle unge foran hovedbygningen. De tror, han er politimand. Han løfter sine våben, men danske Hanne Anette Balch Fjalestad, der var ved at bage vafler i et telt foran Kafebygget, går frem mod ham. Hun vil ifølge vidner forhindre ham i at skyde de unge, men bliver selv dræbt. To af de unge bliver skudt kort efter.
17:25
Færgen MS Thorbjørn sejler fra Utøya. Om bord er seks deltagere i sommerlejren – blandt dem AUF-leder Eskil Pedersen. Desuden er skibets kaptajn og en besætning på to personer ombord på færgen. MS Thorbjørn er godkendt til 50 passagerer.
17:26
Twitter
Manden i politiuniform går ind i Kafebygget på Utøya. Han går ind i Lillesalen, hvor de unge ellers har barrikaderet den ene dør med et klaver. De tror, at manden kommer udefra - det gør han ikke. To har gemt sig bag klaveret - de kan ikke slippe bort. Syv bliver dræbt og flere såret. Han fortsætter rundt på Utøya - i alt dræber han 69 på øen.
17:51
To betjente fra Nordre Buskerud politidistrikt ankommer som de første til færgelejet ved Utvika. De ser gråorange røg stige op fra Utøya og gemmer sig bag en stålcontainer, så de ikke kan blive ramt af skud. De får først at vide, at de ikke skal tage ud til Utøya – at de i stedet skal blive på land og observere. Næste ordre går på, at de skal gøre sig klar til at blive hentet af politiets egen båd og deltage i indsatsstyrkens aktion på Utøya.
Den endelige ordre bliver dog, at de skal blive på kajen og sørge for, at ambulancerne kan nå frem. Betjentene er bevæbnede med pistol og maskinpistol og iført skudsikre veste.
18:01
TV 2
Første enhed fra Delta-styrken ankommer til kajanlægget ved Utvika ud for Utøya efter først at være kørt for langt. Tre kampklare politifolk er parat til at sejle over, men har på det tidspunkt ingen båd. De ender efter nogen forvirring med at køre længere nordpå til et mødested ved Storøya. Senere kommer det frem, at en beboer på campingpladsen lige ved siden af har tilbudt politiet sin båd.
18:27
Scanpix
De første politifolk - fire betjente fra Delta-gruppen - går i land på Utøya hjulpet af en sejler i en civil båd. Politiets egen båd brød sammen tidligere på fjorden. Efter at have talt med nogle af de unge, bevæger politifolkene sig mod Kafebygget.
18:34
Politifoto
Betjentene bevæger sig hurtigt frem med skyderiet. Undervejs møder de mange flygtende unge. Ved Skolestuen ser de manden i politiuniformen, men han forsvinder igen i bevoksningen for at dukke op igen kort efter. Han overgiver sig uden kamp, men ledningen fra hans iPod-høretelefoner er lige ved at få dem til at skyde ham af frygt for, at han bærer selvmordsvest.
21:40
Telefonen hjemme på Hoffsveien 18 ringer. Wenche Behring Breivik har fulgt med på nyhederne - hun kan ikke forstå, at sønnen ikke som aftalt er kommet hjem til aftensmaden. Hun har ringet til ham flere gange, men han har ikke taget telefonen.
- Det er politiet. Vi må bede dig om at komme ud, siger stemmen i telefonen.
23:20
Vicepolitimester Sveinung Sponheim står frem på endnu en pressekonference, hvor han bekræfter, at det er en 32 år gammel norsk mand, der er arresteret på Utøya. Og at han nu sidder i forhør. Han oplyser, at der er bekræftet 10 dræbte på Utøya, men at tallet vil komme til at stige. Næste officielle udmelding kommer om natten, klokken 03.50. Da er det politidirektør Øystein Mæland, der oplyser, at antallet af døde er mindst 80, og at tallene kan blive opjusteret, når myndighederne får et bedre overblik. I alt blev 69 dræbt på Utøya og syv i Oslo.