Afrikas nyeste mareridt: Børn brændes og hænges op i træer

16x9
Akki Addouk i en lejr i februar , men heller ikke der kan man vide sig sikker. Foto: ALBERT GONZALEZ FARRAN / Scanpix Denmark

I Sydsudan begynder situationen at minde om folkedrabet i Rwanda.

Der bliver ikke stillet spørgsmål, når regeringens soldater er på jagt efter medlemmer af Nuer-stammen. Der bliver givet en ordre. Åbn munden, sig noget! Sproget afslører dig, og så snart soldaterne hører, at manden eller kvinden er nuer, får de en kugle i hovedet.

Alene af den grund, fordi de er nuer – og ikke tilhører Dinka-stammen, som er den største. Det er etnisk udrensning, og det foregår lige nu.

Ankul Mawal har søgt sikkerhed i en skole efter at være flygtet fra en lejr.
Ankul Mawal har søgt sikkerhed i en skole efter at være flygtet fra en lejr. Foto: ALBERT GONZALEZ FARRAN / Scanpix Denmark

Det er en student ved navn Jickson, der har fortalt om udrensningerne til TV-stationen Al-Jazeera. 

- Soldaterne går fra dør til dør, udfører sprogtesten, binder deres hænder på ryggen og henretter dem på stedet, hvis de ikke består. Det er ikke en politisk konflikt. Det er en stammekrig, siger han.

Det er en FN–rapport her i weekenden, der sætter ord på nogle af de blodige uhyrligheder, der foregår netop nu i Sydsudan. Der tales om en af de værste humanitære katastrofer i verden.

En konflikt, der begyndte som et politisk magtspil, men som nu er endt i en etnisk krig, som får lov til at foregå. Ingen gør noget, og som ved andre lignende situationer, vil man bagefter kunne sige: Vi så det komme, vi vidste det godt, men vi gjorde intet.

Børn hængt op i træer

Detaljerne i rapporten er ubærlig læsning. Regeringen har opfodret sine soldater til at brænde børn levende og til at voldtage kvinder, fordi der ikke er penge til at betale dem. I sidste halvår af 2015 melder rapporten om tilfælde, hvor medlemmer af oppositionen – også børn - er blevet hængt op i træer og blevet skåret i stykker. I et tilfælde lukkede regeringsstyrker mere end 60 mænd og drenge ind i en shipping-container, hvor de led kvælningsdøden. Bagefter blev ligene smidt på en mark. Forældre er blevet tvunget til at se på, mens deres børn blev voldtaget.

Det er en af de værste situationer i verden.

Rapport fra Amnesty International

Menneskerettigheder eksisterer ikke i Sydsudan, konkluderer FN, der bakkes op af Amnesty International. – Det er en af de værste situationer i verden, står der. Det er ved at tippe over i krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden, lyder det forsigtigt fra FN. Der ikke kan komme i tanke om andre muligheder end at indføre en mere effektiv våbenboycot af Sydsudan og overveje at bringe de ansvarlige for den internationale straffedomstol i Haag, ICC. Det er de sikkert glade for at høre ude i bushen i Sydsudan, hvor myrderierne finder sted.

Heller i flygtningelejrene kan folk føle sig sikre. Her flygter folk fra beskydning.
Heller i flygtningelejrene kan folk føle sig sikre. Her flygter folk fra beskydning. Foto: JUSTIN LYNCH / Scanpix Denmark

Hvordan kan det gå til, at det kommer så vidt? Op mod 50.000 døde og over to millioner på flugt. FN siger, at staten står for det meste. Sydsudans regering siger, at man tager beskyldningerne alvorligt, og at der er sendt undersøgere af sted. FN siger også, at det er foregået ”under den internationale radar”, og det kan man undre sig over, for det er ikke første gang, at FN får at vide, hvad der foregår. I 2014 sagde generalsekretær Ban Ki-Moon noget lignende, men de lytter åbenbart ikke til sig selv i FN.

Vi kommer altid for sent

Sydsudan er Afrikas nyeste land. Det kom til verden i 2011, da det rev sig løs fra Sudan. Men så snart de ikke længere havde en fælles fjende, gik det galt og endte i en politisk magtkamp. Præsidenten, Salva Kiir, der er dinka, beskyldte vicepræsidenten, Riek Machar, der er nuer, for kupplaner. Inden længe røg den politiske kamp ud af hænderne på landets ledelse. Borgerkrigen var en realitet i 2013. Nu handlede det om stammetilhørsforhold, adgang til ressourcer og hævn. Resultatet ser vi nu, og hverken FN eller AU, Den Afrikanske Union, har gjort noget. Lige nu er der en slags formel våbenhvile, Machar er blevet genindsat, men kampene fortsætter.

Gregory Stanton har brugt det meste af sit liv på at studere folkemord. Dertil er det ikke kommet endnu i Sydsudan, men betingelserne er der. Han siger til den kenyanske avis The Daily Nation, at gang på gang har vi set tegnene på, at noget helt forfærdeligt er under opsejling, og gang på gang gør vi ikke noget ved det, før det er for sent. Han nævner Biafra i 60’erne, Zimbabwe i 80’ erne. Han peger på situationen i Burundi i dag, hvor opdagelsen af massegrave burde få alle alarmklokker til at ringe. Djibouti og Den Demokratiske Republik Congo er lande, der skal holdes øje med. Hvordan, spørger Stanton, undgår vi et nyt Rwanda, hvor 800.000 blev myrdet i 1994?

Det er som kræftceller, siger han, jo før vi opdager, hvad der er under opsejling, jo bedre. Diplomatisk indsats skal sættes ind straks og om nødvendigt følges op af en villighed til at gribe ind militært. Der skal vilje og styrke til. Og så skal afrikanske ledere ikke have lov til at slippe af sted med at henvise til, at det er indblanding i andres indre anliggender. Som det skete for nylig med Burundi, hvor præsidenten fik afværget, at AU sendte tropper til landet.