Verdens største krydstogtskib på jomfrurejse i Middelhavet

16x9
- Foto: Scanpix / Scanpix

Torsdag bliver verdens største krydstogtskib testet i Frankrig. Flere end 5000 passagerer kan være på skibet.

Et krydstogtskib, der er længere end Eiffeltårnet, bliver for første gang sat til søs torsdag i Frankrig.

"Harmony of the Seas" hedder det lange skib, der er verdens største og skal kunne fragte 5400 krydstogtpassagerer rundt på verdenshavene. Det har været under konstruktion siden september 2013 i Saint-Nazaire i det vestlige Frankrig.

Skibet er 361 meter langt. Med sin længde slår skibet rekord og får Titanics 269 meter til at blegne.

Skibets første tur i søen har ikke været med passagerer, men er en prøvesejlads med 500 fra mandskabet om bord. I alt kan skibet dog rumme 2394 medarbejdere.

Det er forventet, at skibet skal på sin egentlige jomfrurejse den 20. maj. Da skal skibet sejle mod Barcelona på sin første rejse, der foregår i Middelhavet.

Der er i første omgang ikke planer om, at "Harmony of the Seas" skal forbi Danmark.

Skibet er ejet af det amerikanske rederi Royal Caribbean International.