Skammen sidder i Sachsen: Fremmedfjendtlige beboere møder flygtninge med had

16x9
I Clausnitz råbte demonstranter efter de nytilkomne flygtninge. Debatten i delstaten Sachsen adskiller sig fra resten af Tyskland. Foto: HENDRIK SCHMIDT / Scanpix Denmark

Flygtninge i den tyske delstat Sachsen modtages med hadparoler og brændende flygtningecentre.

Hvem er Uffe Dreesen?

Jeg er født i 1957. Mine forældre boede dengang i Sydslesvig, så jeg har fra en tidlig alder fået mulighed for at snuse til tysk kultur.

Blev sidenhen uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole i 1982, arbejdede derefter nogle år som freelancer - blandt andet for Weekendavisen. Derudover boede jeg i Paris i et års tid, hvor jeg studerede international journalistik og fik endnu mere lyst til at beskæftige mig med verden uden for Danmark.

Jeg har sidenhen været ansat på TV 2 fra dengang det hele begyndte i 1988. De første år på indland og fra begyndelsen af 1990-erne på udlandsredaktionen.

Har som journalist lavet reportager fra det meste af verden og siden 2003 har jeg især dækket Rusland for TV 2. Dækker i dag gode historier fra det meste af verden med base i Berlin.

Det begyndte torsdag aften. I den lille by Clausnitz i delstaten Sachsen blokerede omkring 100 mennesker en bus, der skulle bringe omkring 20 kvinder, børn og nogle unge mænd til det lokale flygtningecenter. Biler var kørt på tværs af vejen, mens menneskemængden brølede slagord som ”Det er os, der er folket” og ”Væk herfra”, andre førte en finger hen over halsen som et tegn for halshugning. Indenfor i bussen var passagererne skræmt fra vid og sans, børnene græd, ingen ville ud, og først efter to og en halv time lykkedes det politiet at få bugseret flygtninge indenfor i sikkerhed.

Under slukningsarbejdet ved branden på det kommende flygtningecenter klappede og hujede fremmødte tilskuere.
Under slukningsarbejdet ved branden på det kommende flygtningecenter klappede og hujede fremmødte tilskuere. Foto: RICO LOEB / Scanpix Denmark

Natten mellem lørdag og søndag var den gal igen i Sachsen, den sydligste af de østtyske delstater. Brandvæsnet var blevet kaldt til det tidligere hotel ”Husarenhof” i Bautzen, vest for Dresden. Hotellet var i færd med at blive indrettet som flygtningecenter, og var nu var af det ramt af, hvad der sandsynligvis var en påsat brand. Igen var en menneskemængde mødt op, nogen forsøgte at spærre vejen for slukningskøretøjerne, andre jublede og råbte racistiske skældsord, mens ilden raserede bygningen.

Kedelig førsteplads

Hadet mod flygtninge havde med andre ord igen slået til i Sachsen, hvor også den fremmedfjendtlige bevægelse Pegida opstod. Intet andet sted i Tyskland, sker der så mange angreb på flygtningehjem og flygtningecentre som i Sachsen. Også når det gælder fremmedfjendtlige overfald, ligger egnen omkring Dresden på en kedelig førsteplads, antallet af indbyggere taget i betragtning. Hvad er der galt med Sachsen? Sådan lyder spørgsmålene i den tyske presse oven på det, der er blevet kaldt ”Skammen fra Clausnitz”. At fremmedhadet er så udtalt på den egn, kan undre, fordi der faktisk her er meget få indvandrere eller tilflyttere. Nogen peger på den omstændighed, at netop her langs grænsen til Polen og til Tjekkiet føles staten og Berlin langt væk. Det er ikke for ingenting, Sachsen kalder sig en ”fristat”. En egn med tradition for at være sig selv.

Den Islamkritiske organisation Pegida står stærkt i delstaten Sachsen.
Den Islamkritiske organisation Pegida står stærkt i delstaten Sachsen. Foto: ARNO BURGI / Scanpix Denmark

Hadsk tone 

Andre peger på baggagen fra DDR-tiden, en længsel tilbage til datidens ”ordnede forhold” og så debatkulturen, som er helt forskellig fra f.eks. Vesttyskland. I Vest er højreekstremistiske paroler og holdninger tabu, i Østtyskland har blandt andet Pegida domineret debatten og med udtryk som ”Forrrædere” og ”Folkefjender” har de slået en mere og mere hadsk tone an.

Blokaden torsdag aften i Clausnitz var langt fra første gang, fremmedfjendtlige grupper har forsøgt at spærre vejen for nytilkomne flygtninge. Af samme grund bliver den slags bustransporter ikke annonceret på forhånd. Kun politiet bliver orienteret om de nøjagtige ruter og tidspunkter. Men det forhindrede altså ikke de omkring 100 beboere og tilrejsende i at gennemføre deres aktion. For ikke bare var den nu fyrede leder af flygtningecentret medlem af det fremmedfjendtlige parti ”Alternative für Deutschland” (Partiet, hvis leder vil have politiet til at skyde mod flygtninge). Det samme er hans bror, som over for den lokale radiostation indrømmer at være den, der organiserede blokaden i Clausnitz. Skammen sidder i Sachsen!