Trump bløder op efter ordkrig: Jeg kan ikke lide at slås med paven

Kort efter sit verbale sammenstød med Pave Frans siger den republikanske præsidentkandidat Donald Trump, at han ikke ønsker at slås med paven.

Torsdag reagerede den kontroversielle republikanske præsidentkandidat Donald Trump voldsomt på en kritik fra Pave Frans, som sagde, at Donald Trump ikke var kristen.

Trump reagerede vredt - blandt andet ved at sige, at hvis terrororganisationen IS (Islamisk Stat) skulle finde på at angribe Vatikanet, ville Pave Frans ønske at Donald Trump var præsident.

Men nu, kort inden primærvalget i South Carolina lørdag, trækker Trump i land og viser en, tilsyneladende, ny blød side af sig selv.

- Jeg kan faktisk ikke lide at slås med paven - jeg synes ikke, det er en strid, jeg synes han i virkeligheden sagde noget meget mere mildt, end det først blev rapporteret af medierne. Jeg tror kun, han hørte den ene side af historien, og det er sikkert den mexicanske regerings version, sagde Donald Trump sent torsdag til amerikansk CNN ifølge CBS News.

Har ikke udnyttet siutationen

Midt i valgkampen for at vinde kampen om at blive republikansk præsidentkandidat, er der dog ingen af Trumps konkurrenter der har udnyttet situationen til at bakke pavens kritik op.

- Jeg synes bare ikke, det er i orden at sætte spørgsmålstegn ved Donald Trumps tro, har Jeb Bush sagt.

- Jeg er ikke engang sikker på, jeg er kvalificeret til at kritisere eller kommentere bemærkninger fra den mand, har John Kasich sagt.

- Det er en sag mellem Donald og paven. Jeg har ikke tænkt mig at blive blandet ind det, har Ted Cruz sagt.