12-årig blev dræbt af politiet: Nu får familien regning for ambulancekørsel

Drabet på en 12-årig sort dreng i USA får nu et efterspil. De pårørende har fået en regning fra byen Cleveland.

Den amerikanske by Cleveland har sendt en regning til boet efter den 12-årige dreng Tamir Rice, der i 2014 blev skudt og dræbt af byens politi.

Tamir Rices familie modtog regningen onsdag, og kravet lyder på 500 dollar (cirka 3.300 kroner) for ambulancekørslen i forbindelse med sønnens død. Det skriver CNN, der har set regningen.

- Familien Rice er oprevet over byens opførsel. Den afstumpethed, ufølsomhed og dårlige dømmekraft, som det har krævet for byen at sende en regning, er ufattelig. Fru Rice betragter det som ren chikane, udtaler familien advokat Subodh Chandra.

 12-årige Tamir Rice blev den 22. november 2014 skudt og dræbt af politiet på en legeplads i Cleveland. Politiet var blevet tilkaldt på grund af et alarmopkald om skyderier i området.

Tamir Rice havde en luftpistol i hånden, og ifølge politiet nægtede han at lægge den fra sig, da han blev bedt om det. Da han heller ikke rakte hænderne i vejret, men i stedet greb luftpistolen, affyrede betjenten Timothy Loehmann to skud mod drengen, hvoraf det ene ramte ham i maven.

Betjente slap for tiltale

Skuddene mod den 12-årige dreng blev affyret mindre end to sekunder efter, politibilen havde fået kontakt til ham. Politiet frigav senere en videooptagelse af skudepisoden, som du kan se over artiklen.

Ifølge obduktionsrapporten pådrog Tamir Rice sig et enkelt skudsår i venstre side af maven, der gik ind forfra og havnede i hans bækken. Rapporten, der blev frigivet i december 2014, fastslog, at der var tale om drab.

Men i december 2015 besluttede en storjury, at der ikke skulle rejses tiltale mod to politibetjente fra Cleveland for deres rolle i sagen.

Politiforening kritiserer regning til familien

Tamir Rices familie står dog ikke alene om at være fortørnet over, at Cleveland nu har valgt at sende en regning for ambulancekørselen.

Byens politiforening, der under sagen har støttet deres kollegas handling, deler nemlig familiens synspunkt på dette område.

- Subodh Chandra og jeg har indtil nu aldrig været enige om noget som helst. Det er ubetænksomt af byen Cleveland at sende en regning til familien Rice. Virkelig skuffende, men desværre ikke overraskende, siger politiforeningens formand Steve Loomis til lokalmediet Fox 8 Cleveland.

Netop politiet i Cleveland kom i 2014 i fokus, da en rapport fra det amerikanske justitsministerium fastslog, at det alt for ofte tager unødvendige magtanvendelser i brug, er dårligt lært op - og er til fare for deres kolleger og offentligheden.