180 anholdt under karneval i Köln

16x9
Karnevallet i Köln Foto: HENNING KAISER / Scanpix Denmark

Politiet fik 224 anmeldelser på karnevallets første dag i Köln. Der skal være sket 18 seksuelle overgreb og en enkelt voldtægt.

Ifølge svenske Aftonbladet har politiet i Köln fået 224 anmeldelser om lovovertrædelser i forbindelse med karnevallets første dag torsdag i Köln. I alt skal der være sket 18 seksuelle overgreb og én voldtægt, skriver Aftonbladet, der citerer mediet the Local.

Ifølge nyhedsbureauet APA, som citerer politiet, er 180 personer blevet anholdt, og elleve politifolk skal være kommet lettere til skade.

En kvindelig journalist, som rapporterede direkte fra karnevallet, blev antastet af to mænd, som tog hende på brysterne, rapporterer The Locals tyske udgave.

- Først lavede de bare ansigter bag mig. Men så landede en hånd på mit bryst, jeg blev chokeret, siger reporteren.

Mange deltog i kvindekarnevallet torsdag for at udtrykke deres protest mod begivenhederne i Köln nytårsaften, hvor der skete en række sexovergreb på kvinder. En af dem var Ramona, der var klædt ud som superheltinde med rosa paryk.

- Det er en slags protest at være her, siger hun ifølge det franske nyhedsbureau AFP.